Højskolevirksomheden 1998

1998 blev et alvorligt år. Året, hvor skolen igen blev ramt af et meningsløst dødsfald, og det blev året, hvor vore værste anelser om elevtilslutning desværre kom til at slå til. De unge, vi har et ønske om at give et kvalificeret svar på det eviggyldige, banale spørgsmål om hvorfor, kom ikke i stort antal på efterårsholdet. Det betød, at skolen måtte tilpasse sig den nye situation ved at reducere personaleomkostningerne - især på lærerside, hvor flere måtte finde andet arbejde. Det er aldrig rart at skulle reducere, når man har blikket rettet mod fjerne horisonter. Højskolens nødvendige utopister har det svært med vilkårene i “jernindustrien”. Nedgangen skyldes helt evident eksterne forhold, hvor unge opfatter kursusprisen som et problem - måske især, fordi tiden til at optjene penge er mindre end tidligere, og fordi uddannelsessystem og erhvervsliv presser på for at få unge hurtigere erhvervsaktive. Det skyldes mindre årgangsunge, og det skyldes desværre også, at højskolebevægelsen opfattes som ligegyldig for mange unge og hos meningsdannerne. Et muligt afkast af et kursus lader sig kun svært dokumentere udover, hvad de enkelte højskolelever selv redegør for efter endt kursusforløb. Med dette afsæt burde den styrende del i centraladministrationen tage chancen, og behandle denne skoleform fair.

Men selvspejlende syner vi også for lidt, fordi bevægelsen ikke ved, hvad den vil, og derfor ikke kan fortælle omverden noget, der ikke intet er. Vi er ikke tidssvarende. Vi gi’r ikke svar på tidens spørgsmål. Dette eksemplificeres i højskolelovens formålsformulering, der med en nødvendig juridisk holdbar formulering, rummer gammeltidige begreber, som befolkningen ikke forbinder til nogen nutidighed. Højskolebevægelsen er i samme grad tom som disse ord.

Vor manglende bevågenhed sættes i relief, da ingen i den skrevne presse undtaget en enkelt avis ofrede få spaltemillimeter på et FFD’s årsmode i august, der ellers signalerede et hamskifte. Højskolen var ikke værd at skrive om! Vigtigere var i samme spalteplads at levere den “gode” historie, hvor en midtjysk borgmester spillede fodbold med udvalgte landspolitikere fra eget parti. Skal vi give læselyst, må de historier, der bringes til torvs, have denne plads’s folkelighed!

Men Vejle Idrætshøjskoles misere har naturligvis også rod i interne forhold. VIH har muligvis forsømt i samme grad at renovere bygnings- som indholdsmassen. Den daglige ledelse har administreret det, der var i stedet for uden smålig hensyntagen at lede skolen ad nye veje. Bestyrelsen kunne ikke stillesiddende som ansvarlig iagttage, at elevtallet faldt, men pålagde et lille udvalg at finde de mulige interne årsager til VIH’s voldsomme nedtur. Det er meningen, når årsagerne er fundet i løbet af efteråret 98 at den nye forstander skal kunne opstille nogle handlingsplaner, kursusplaner og undervisningsplaner, der kan stoppe faldet. Faldet er ikke Newtons 4. lov, men noget selvskabt, hvor visse dele er påvirkelige for ændring. Det kræver mod og indsigt. På bestyrelsesmødet i november forventes disse afgørende beslutninger at blive godkendt og sat i værk.

Året startede ellers lovende med specialperiodens knap 110 elever. Det sædvanlige gennemsolide kursus afvikledes med vægt på, at elever kunne magte mange lederopgaver på mange planer. Uden brug af statsstandardiserede evalueringer af en privat skoles virke, opfyldes skolens formål alligevel på en måde, der ligger i forlængelse af Finansministeriets forbrugerundersøgelser af offentlige institutioner - herunder højskoler? Forstå rubriceringen, hvem der kan! Private skoler under offentlig vurdering! Ingen har og ingen kan klandre VIH for svagt arbejde. Eleverne tilkendegiver også altid spontant begejstring, der ligger ud over de almindelige høflighedsfraser ved kursusafslutning. Her er paradokset. Misforholdet mellem dem, der har gennemlevet kurset og de, der endnu ikke har smagt oplevelsens sødme. Men 1998 var naturligvis også året, hvor stedet skiftede navn. Den Jyske Idrætsskole i Vejle blev til Vejle Idrætshøjskole. Det skete i marts måned i forbindelse med den endelige vedtagelse af skolens nye vedtægter, som efter 4 års træls arbejde blev accepteret i Undervisningsministeriet. Dårlige betingelser for betalte medarbejdere, men urimeligt for ulønnede bestyrelsesmedlemmer, og dette sled på disse frivillige lederes lyst til at arbejde inden for folkeoplysningen.

VIH’s korte sommerhøjskolekurser er yderst intense, velbesøgte ugekurser, hvor en ugeforlængelse er prøvet med succes for de ældre medborgere og vil blive prøvet på andre kurser efter ønske fra kunderne. Et ugekursus kan vel næppe kaldes folkeoplysning i snæver betydning, idet oplysning kræver mere tid; men folkelig inspiration er næppe overdrevet. Ellers udnyttedes stedets kapacitet i disse måneder af ikke-tilskudsberettigede kurser. Også fra disse kurser skabes der gensidig inspiration og værditransformation. Undervisningsåret 98/99’s begyndelse blev lidt underlig, idet vi måtte tage afsked med undervisere og samtidig fejre Jørn Richter for hans 25 års virke i højskolen og for Vejle Idrætshøjskole. Stille og værdigt mødtes alle kollegaer vel vidende, at der bag den prunkløse formiddag var en varm tak for de mange gode år for denne dygtige underviser.

Af personalets kunstfond til skolen købtes 3 originalbilleder af den kunstner, der også pryder en række helsider i dette årsskrift. Billederne hænger flot i skolens forhal. Gruppen af færøske elever skænkede skolen en mindeplade af færøsk basal over skolens afdøde inspektør, Knud Thomassen, som var disse elever en meget kær ven.

Midt i august kunne skolen igen byde velkommen til mange elevjubilarer og trofaste gæster til stedet. Vil kan glæde sig over, at tilslutningen til både elevjubilæum og elevmøde er fortsat stigende. Vejret var ikke med deltagerne om lørdagen - hvor var det i øvrigt det denne sommer - men søndagens solskin gav det kulturelle indslag i Globen vanskelige konkurrencevilkår. Folk ville have sol! Samarbejdet mellem skole og elevforening forløb glat, og elevforeningen kunne høste velfortjent laurbærkrans af arrangementet. De færre elever betød også færre hold og mindre interferens på gangene, da vi lukkede dørene op medio august til det 55. elevhold. En lidt tam stemning, som lærerne var i stand til at vende til en behagelig livsrytme uden den sædvanlige fortravlethed og støj. Trykket blev taget af kedlen. Vi var stadig lige brede, hvor alle skulle prøve alt. Det er givetvis sidste gang, at denne pædagogisk brede dør slås op. Meget hjerteblod mistes under markedets krav. Hellere lidt og flot end bredt og godt? Som noget nyt skabtes begrebet appetizer, hvor eleverne hver fredag eftermiddag i hele periodens længde prøvede 10 nye mindre idrætsaktiviteter, som rulleskøjteløb, bueskydning, boksning… og klatring på skolens nye klatrevæg, som nogle lærere lavede og opsatte på bagvæggen i træningssalen. Det blev samtidig fortræning eller tilvænning til efterårsekskursionen til Tjekkiet, der afløser den traditionelle kulturelle tur til Paris.

Unge vil forlods hellere have naturlig spænding end kulturlig kedsomhed! Bestyrelsen og lærergruppen har længe ventet på muligheden af, at skolen indgik i internationale relationer. Ved et par møder i København og gennem den moderne teknologi, er det lykkedes at finde en mulig finsk samarbejdspartner, Sollvalla Idrottsinstitut, hvor lærere og elever i begrænset omfang kan udveksles. Bestyrelsen udpegede først i oktober måned skolens nye forstander. Bent Serup, med en årelang erfaring i det svære symbiotiske ægteskab mellem det folkelige og det elitære. Ansvarshavende i ordets mest omfattende betydning bliver således ham fra begyndelsen af 1999. En mand med mod på at tage de meget store udfordringer op, der ligger i højskolens livtag med hele uddannelsesystemet og erhvervslivet. Undervisningsministeriets controllers, der kan komme på uanmeldt besøg på skolerne for at påse, at skolerne i alle forhold følger loven, har VIH været forskånet for. Skolens daglige virksomhed er langt fra lovens grænser og ikke engang i gråzonen, og det har givet bevirket, at skolen i henseende til disse gæster er lavt prioriteret. Udviklingen i den måske spændende og udfordrende gråzone ligger os fjernt og langt fra idrættens fair play I rækken af pædagogiske fora i 1998 med a 3 pr. semester har lærergruppen haft den fornøjelse at lytte til og kunnet diskutere idrætsfysiologiske, idrætspædagogiske som almene temaer uden andet mål og med end mentale apptizere til fornyet spændende undervisning.

I forsøget på at sælge stedet bedre tog lærergruppen initiativet til at lave en lille farvelagt folder, der kunne deles ud ved personligt møde med de 18-20 årige ved en række uddannelsesinstitutioner i hele Danmark. Den fulgte op på navneændringen og har givet resulteret i større udbredelse af navnekendskabet til skolen midt i Danmark! Det er sagt før, men kan ikke gentages for tit. Skolens elevklientel udviser en adfærd og et handlemønster, der er uden mislyde, Skolen har i meget ringe grad unge, der belaster skolens miljø, og de få belastede trives ikke på dette sted. Det er behageligt, idet vi kan koncentrere arbejdet med udviklingen af det strengt faglige og vide, at den personlige udvikling automatisk er i tråd hermed, men det rejser naturligvis også det spørgsmål, om vi ufrivilligt undgår en social forpligtelse i dette samfund. Vigtigt er det imidlertid, at skolens klart signalerer, hvad vi står for, således ingen går forkert, men samtidig er rede til også at indgå i dialog med nye unge, hvis der blot spilles med åbne kort. Det skal stadig være en frivillig sag at tage på højskole selv i bevidstheden om, at der nok bliver færre, der træffer dette kostelige valg. Skolens almindelige kursusvirksomhed har dette år været til at prale med. Dette omtaler kursusinspektøren, men her skal dog nævnes, at Team Danmark og DBU sammen med skolen stadig ikke har mistet troen på, at der kommer en fodboldhal i Vejle til gavn for skolen og dens kursusvirksomhed, og sekundært for byen som endnu har kontakt til Team Danmark. Dette blev meddelt kulturudvalget i Vejle byråd ved et møde på skolen i november. Uden forbindelse til dette kunne vi i samme måned begave Karen og Marie for 35 års meget trofast arbejde på Vejle Idrætshøjskole - Den Jyske Idrætsskole. Jeg glemte at fortælle, at skolens deltagelse i det traditionsrige Ollerupstævne, hvor VIH altid gnistrer og glimter, dette år i højere grad nødtvunget værdsatte en aktiv deltagelse og forståelsen for, at der er andet i livet end triumfen.

Conscia mens recti, famae mendacia ridet