Året rundt 1999
Året 1999 begyndte med forstanderskifte og sluttede med ansasttelse af ny forretningsfører, Henning Søe Pedersen valgte efter 6 år på posten som administrationschef at opsige sin stilling pr. 31. oktober for at søge nye udfordringer, Leif Møller er ansat som forretningsfører pr. 1. januar 2000. Velkommen til Leif.
På trods af de små ungdomsárgange og faldende elevtal på landets højskoler valgte 110 elever at tilmelde sig forårssemesteret på VIH. Semesteret sluttede lørdag, den 15. maj med 106 elever, idet enkelte faldt fra pga. skader, fejlvalg osv.
Forårsholdet ankom søndag, den 3. januar samtidig med at undertegnede blev indsat som ny forstander. Traditionen tro fik de nye elever hurtigt en fornemmelse af at det var en idrætshøjskole, de var kommet til, Allerede søndag aften, få timer efter ankomsten blev det første boldstævne afholdt. I de følgende dage fulgte fysiske tests, valg af TRYK 16 fag (de kreative værkstedsfag), gennemgang af husregler osv.
Onsdag, den 6. januar begyndte skemaet, og forårsskolen var dermed kommet rigtigt i gang. Den første uge blev af rundet med opførelse af “Snedronningen” og en storslået nytårsfest.
Sneen faldt i uge 2 og blev liggende nogle dage. Det besværliggjorde DBU’S U18 samling, men glædede eleverne.
Skemaet kom ind i sin vante rytme og blev i uge 5 afbrudt af skituren til La Norma i Frankrig. Vejret var med os, og det blev en stor skioplevelse, selvom vi må indrømme, at det var vanskeligt at holde højskole midt i et turistcentrum. Efter hjemkomsten blev turen grundigt evalueret af både elever og lærere. Lærergruppen besluttede efterfølgende, at skituren i år 2000 går til Bjorli i Norge, et godt afprøvet sted, hvor vi kan fortsætte det daglige højskoleliv, som vi gerne vil have det. Hovedfagsholdene i badminton, aerobic og volleyball stod for weekendarrangementet omkring fastelavn med tilhørende fest.
Med baggrund i den voldsomme nedgang i elevtallet i efteråret 1998 blev der brugt megen tid og mange kræfter på at analysere årsagerne hertil. I løbet af 1999 er der blevet brugt mange penge og mange kræfter på at udarbejde ny skolebrochure og udtænke nye måder at markedsføre skolen på.
Marts måned blev indledt med et så kraftigt stormvejr, at nogle tagplader blæste af elevbygningen; Senere på ugen var Globen ved at lette - ikke på grund af stormvejr, men på grund. der fulgte elevernes opførsel af musicalen Grease. Et flot arrangement.
Højskolelivet var kommet ind i en god rytme, med morgensamlinger, skematimer, ugens foredrag (nogle mere spændende end andre), fællessang i havestuen, Caféaftner, fester, træningskampe mod lokale hold, eller blot almindelig hygge på skolen efter dagens undervisning.
Midt i marts måned kom så hovedfags- ugen, hvor eleverne fik mulighed for at fordybe sig i deres hovedfag. Der blev arrangeret besøg og der blev hentet spændende gæstelærere fra de forskellige idrætsgrene, til skolen. Ugen sluttede med weekend arrangement med hovedfagsholdene i håndbold og fodbold som arrangører.
Den 10. marts tog vi afsked med DIF’s regionale konsulenter. Den regionale konsulenttjeneste blev, pga. besparelser i DIF, nedlagt efter at have fungeret i ca. 10 år. Konsulenterne var gennem årene blevet en naturlig del af dagligdagen på VIH og det var derfor som at tage afsked med nære venner og gode kollegaer.
I slutningen af marts måned var der repræsentantskabsmøde. Ved denne lejlighed fik skolens kor mange roser af de delegerede for deres indslag i Globen. Samme weekend var elevforeningen på banen. Året agentfest med aktiviteter og efterfølgende fest blev under elevforeningens ledelse afviklet og blev endnu engang en succes.
Vi var kommet ind i april måned, der startede med påskeferie. April måned bød på bifag 1 uge med bl.a. grænseoverskridende aktiviteter, hvor triathlonholdet gennemførte “den halve jernmand” (2 km svømning, 90 km cykling, 20 km løb) - konkurrencen blev afviklet en lørdag med strålende forårssol og med resten af holdet som medlevende tilskuere, hver gang deltagerne passerede et af vendepunkterne foran skolens hovedindgang. Men også andre bemærkelsesværdige præstationer blev gennemført i denne uge. Prøv at følge denne tur i tankerne - på cykel til Himmelbjerget - en løbetur hen over og ned til Juuls sø og retur - derefter på cykel til Gl. Ry - skift til rulleskøjter og rundt om Mossø - videre på cykel over Yding Skovhøj og Ejer Baunehøj til Horsens - et kort stop her for at svømme 2 km i den lokale svømmehal. Til sidst på cykel hjem til Vejle. Ja, vi kunne blive ved, der blev prøvet nogle grænser af i bifag 1 ugen.
Ugen sluttede med familie og vennedag, der på trods af en uheldigt placering på en af de store konfirmationsdage alligevel trak så mange forældre og venner, at dagen blev afviklet med 370 deltagere. Elevopvisninger i gymnastik, aerobic, sang, taekwondo, foredrag med Lektor Hans Bonde, udstillinger af elevarbejder, aktiviteter for gæsterne (VIH-open) dannede rammen for en hyggelig dag på VIH.
Ugen efter var der den årlige Idrætshøjskoledag med deltagelse af de fleste af landets idrætshøjskoler. VIH var vært for basketball, volleyball og fodbold. Arrangementet er en god tradition og en god måde at bryde dagligdagen på. Der bliver kæmpet for skolens ære ved denne lejlighed.
VIH’s elever klarede sig godt og i al ubeskedenhed bør det vel nævnes, at VIH’S 2 herrehold begge vandt deres rækker i fodbold. Finalekampen mod Arhus, der blev afviklet på Wembley blev en nydelse af en fodboldkamp med teknisk fodbold i en fair spillet kamp mellem to hold, der stod godt til hinanden. Kampen blev afgjort i straffesparkskonkurrence til fordel for VIH. I Sønderborg fejede badmintonholdet al modstand til side og sejrede suverænt.
Maj måned havde skiftende vejr. Foråssemesterets sidste temauger var wildlife ugerne, hvor størsteparten af aktiviteterne blev afviklet udendørs. Det blev på mange måder en kold affære. Udspring med våddragt, kajakroning og windsurfing på fjorden, mountainbike i skoven, beachhåndbold ved stranden, triathlon, træklatring og overnatning i Sibirien, heldagstur til Skallingen.
Vi havde besøg af en finsk lærer Steffe fra Idrætsskolen Sovalla. Steffe var udvekslet med Karina Kallehauge, der til gengæld fik prøvet kræfter som lærer på Solvalla i en uge. Ugen sluttede med Tarzan og Jane i Nørreskoven, et aktivitetsløb der flyttede endnu nogle grænser. Mellem de to wildlifeuger havde vi så Gallafest med rød løber ved indgangen, håndmalede bordkort, Lanciers og diverse festtaler. Der var virkelig stil over det.
Og mens vi var allerbedst i gang - ja så nåede vi til afslutningen på skoleopholdet. Afslutningsaftenen med overrækkelse af kursusbeviser i Globen, Lars Flous tale på vegne af eleverne (kan læses andet sted i årsskriftet), koret, elevgave til skolen. Senere festmiddag med elevindslag og tale fra lærernes tale til eleverne. Aftenen sluttede med besøg og hygge i de forskellige cafeér, fransk café, Italiensk fortovs café, Bayersk ølstue og Engelsk pub.
Næste formiddag var det så afsked og afrejse. En afsked, der trak ud og trak ud. Bagefter var der underligt stille på skolen.
Sommerens kurser, der omfattede Tredje alder, for mennesker i den modne alder, Idræt og udvikling for psykisk udviklingshæmmede samt familiekurserne Western, Fabelagtige myter, Risk og frisk samt To generationer blev alle udsolgt og fik en meget fin evaluering af de deltagende kursister. Mogens Rieks stoppede med udgangen af juni måned som lærer på VIH. Med deltagelse af familie, lærere og øvrigt personale tog vi afsked med Mogens med en bevæget og stemningsfyldt sammenkomst på skolen.
Resten af sommeren var skolen stort set udlejet hele tiden med diverse arrangementer, træningslejre og kurser med bl.a. DBU, som en meget hyppig gæst.
Årets elevmøde var velbesøgt med ca. 500 deltagere til aftenfesten. Mødet forløb som helhed godt og den efterfølgende evaluering har lært os, at der kun er nogle få ting, der skal ændres inden og under næste års møde. Alt i alt må vi konkludere, at elevmødet forløb tilfredsstillende. En stor tak til elevforeningens bestyrelse for et godt samarbejde i forbindelse med dette års elevmøde. Jubilardagens arrangement blev en succes. Det var dejligt at se det flotte fremmøde fra de forskellige årgange. Vi havde i år ændret lidt i programmet, således at arrangementet i Globen blev afviklet inden jubilarmiddagen. Det viste sig at være en god idé.
Tilmeldingen til efterårsskolen var gået meget fint foråret og sommeren igennem og vi kunne derfor sige velkommen til 80 glade og forventningsfulde elever den 17. august, tre dage efter elevmødet. Det var 30 elever mere budgetteret og betød, at vi mátte ansætte flere lærere, for at klare undervisningen. I forvejen havde vi ansat Maja Slott-Tygesen til bl.a. at varetage og udvikle fagområdet aerobic/gymnastik. Sammen sin mand Chris vil Maja forsøge at få liv i skolens gymnastikhold igen. Både Maja og Chris har i mange år været gymnaster på Gymnastikhøjskolen i Ollerups elitehold.
Vi ansatte også to deltidslærere Lars Olesen og Jesper Dupont til at undervise primært i boldspil. Lars og Jesper er begge uddannet på Institut for Idræt, Odense Universitet. Sideløbende med undervisningen på VIH er de begge kontraktspillere i henholdsvis Fredericia FC og Arhus Fremad.
Efterårsskolen har en del år været kendt som breddeskolen. Et kursus, hvor eleverne får undervisning i mange forskellige idrætsgrene. På den måde oplever de idrettens mangfoldige aktivitetsmu- ligheder. I dette efterår har eleverne yderligere kunnet vælge et hovedfag, som de så fik mere undervisning i og dermed kunne fordybe sig i 5 ud af 6 hovedfag fik tilsluning nok til at kunne oprettes. Efterårsholdet fik en fin start. Lærercafeen blev hurtigt overgået med fantasi og talent af basisholdene på skift. Det var nogle gode aftner i havestuen.
Efterårsskolen første temauge var friluftsugen i slutningen af september. Her blev elevholdet delt op i 4 mandsgrupper, der på cykel skulle følges ad de 60 km til Ry. Her fortsatte turen i kano 12 km til Lilleø overfor Himmelbjerget, hvor grupperne byggede bivuakker til overnatning. Primitiv overnatning, fælles fysiske anstrengelser, madlavning og råhygge ved bålet skulle være med til at ryste holdet sammen. Vejret var delvist med os - også kun delvist. Kanoorienteringsløb i byger og til sidst regn og torden. En nat, hvor det ikke kun regnede - nej det styrtregnede - men også en tur med solskinsperioder og en aften med stjerneklar himmel. Naturen blev afprøvet med alle dens luner på årets friluftstur.
Hjem til højskoledagligdagen. Eleverne fik adgang til internettet og forstanderen fandt at en brugerbetaling på 100,- kr. var passende. Men eleverne ville det anderledes og elevrådet foranstaltede en undersøgelse af vilkårene på samtlige andre idrætshøjskoler i landet. Stillet overfor dette grundige analysearbejde måtte forstanderen give sig. Betalingsordningen blev opgivet, og der blev indført en forsøgsordning med fri adgang til nettet resten af semesteret, mod at eleverne selv udformede regler for brug heraf. I det hele taget var der et positivt med og modspil fra elevrådet. Skolens elevgæstepriser blev ændret efter en konstruktiv diskussion.
Dagligdagen blev igen afbrudt af en ny emneuge, handicapugen. Foredrag, besøg på institutioner, planlægning og afvikling af aktiviteter for handicappede gav indblik og forståelse for andre livsvilkår end de vante og normale. Musical i Globen. Danish Open i Vejle Centeret og VIH Open i idrætshallen var nogle af efterårets højdepunkter i dansk badminton.
Vi var allerede langt inde i oktober måned. Efterårsholdet drog til Tjekkiet og fortsatte højskolelivet under nye rammer og med anderledes aktiviteter og udfordringer. Det var 76 glade og trætte ele- ver, der vendte hjem til Vejle. Glade for en god tur og glade for at gense VIH berømte frokostbuffet, efter en uge med kulinariske udfordringer.
Den 1. november gik Karina Kallehauge på barselsorlov og Jesper Dupont og Lars Olesen læste Karinas skema resten af semesteret.
Som tidligere nævnt sagde Henning Søe Petersen, VIHs administrationschef gennem 6 år sin stilling op, for at søge nye udfordringer og skolen annoncerede efter ny forretningsfører. Der kom 31. ansøgninger. 6 blev indbudt til uddybende samtaler, der fandt sted søndag den 14. november. Herefter var bestyrelsen i stand til at præsentere Leif Møller som VIHs nye forretningsfører.
Traditionen tro havde Nordjyllands Idrætshøjskole, Idrætshøjskolen i Sønderborg, Ålborg Sportshøjskole, Idrætshøjskolen i Århus og Vejle Idrætshøjskole sat hinanden stævne hos Gymnastikhøjskolen i Ollerup, der som værtsskole endnu engang havde indbudt til atletikstævne og 7. mands fodboldturnering. Lad mig sige det med det samme - det gik bedre i fodbold end i atletik. Eleverne var udmærket tilfredse med deres præstationer - og med god ret. Lærerne mente nok, de havde set det bedre - de ældste af dem forstås. Endnu engang et vel tilrettelagt arrangement fra Ollerups side og en god oplevelse for eleverne.
I november og december måned blev eleverne medinddraget i morgensamlingerne i Globen, således at hvert studiekredshold på skift stod for en morgensamling.
Redaktionen til dette årsskrift sluttede medio november, men tilbage i aktivitetsplanen var emneuge med musisk/kreative dage, forældre/vennedagen med ca. 400 deltagere, weekendarrangement med aktiviteter og stor fest. Om søndagen blev skolens juletræ hentet i Nørreskoven og eftermiddagen gik med jule-klippe-æbleskivespisning samt almindelig råhygge i havestuen. Senere var der VM i håndbold og søndag, den 12. december fik vi besøg af den samlede danske højskolebevægelse, der holdt generalforsamling i den nye fællesforening. Kort efter fik vi besøg fra Idrætshøjskolen i Århus. Der blev dystet i volleyball og badminton. Alt imens diskuterede folketinget revision af højskoleloven en diskussion, der mere optog lærere og forstander end den optog eleverne. Og det er der vel ikke noget at sige til.
Pludselig var de der… afslutningsdagene. Et semester var slut for nogle. men for de fleste var et højskoleophold forbi. Et ophold jeg håber, det bliver værd at tænke tilbage på mange år frem - med glæde.