Året gang 2004 - del 1
2004 startede med en del uro. Vores forstander Bent Serup blev sygemeldt for en længere periode i slutningen af november måned. I Bents sygeperiode var undertegnede vikar. Det gav i sagens natur en del postyr specielt på de indre linjer, hvor skolens personale på hensigtsmæssig vis skulle holde skuden i vandet, indtil Bent vendte tilbage. Med fælles hjælp kom vi dog godt i gang med forårssemesteret.
Forårets elevhold startede d. 4 januar. Der kom 75 elever, hvoraf de 31 var fortsættere fra efterårssemesteret. At 31 ud af 44 elever fra efterårsholdet fortsatte var ganske flot. Ca. 15 besluttede at forlænge deres ophold i december 2003.
Skolen kom godt i gang. Vi fik oprettet alle vore hovedfag, og de første uger blev brugt til at indføre de nye elever i højskolens mysterier. Her havde de “gamle” elever selvfølgelig en stor andel. Både den formelle og den uformelle højskole blev sat på skinner. Det første fælles arrangement stod “projekt-designer”-holdet for. Det blev en stor succes. En lille flok energiske elever fik lavet et godt arrangement for de øvrige.
I uge 6 havde vi temauge. Emnet var Præstation. Der blevet ydet både intellektuelle og fysiske præstationer til den store guldmedalje. Bl.a. blev der løbet en hel del maratonløb. En af dagene blev alle elever bænket ved hvert sit bord i træningssalen. Her skulle de læse en bog, efter eget valg. Det var måske ugens største prøvelse for de fleste.
Rejseholdet til Afrika drog efter 19 ugers forberedelse på skolen til Tanzania i slutningen af uge 7. Deres første uger skulle gå med indførelse i afrikanske forhold i Mellemfolkeligt Samvirke’s center, samt bestigning af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.
Ved udgangen af uge 8 tog vi så afsked med de fleste af vores “overvintrende” elever, samtidig med forårsindtaget. Med dette indtag var der premiere på en ny linje på VIH, den politiforberedende linje. Formålet med denne linje er at ruste eleverne til at bestå optagelsesprøven til Politiskolen. I forårets løb modtog de undervisning i teoretiske emner som samfundsfag, dansk, matematik, kriminalfag og idrætsteori. Den praktiske del bestod af fysisk træning og svømning. Desuden deltog eleverne på den politiforberedende linje i en række fag med de øvrige elever, bl.a. et idrætshovedfag.
Mandag i uge 9 var vi således 90 elever på VIH. For at ryste denne nye gruppe sammen rejste hele flokken på den årlige skitur til Bjorli i Norge, hvor vi tilbragte en uge i et dejligt snelandskab med masser af skiløb om dagen og hygge på hotellet (og ved supermarkedet) om aftenen. Også denne gang slap vi for alvorlige skader og uheld.
I marts måned har vi traditionelt 2 store arrangementer. En badmintondag for Vejle amts 5-klasser, med ca. 150 deltagere og en aktivitetsdag for Vejle amts 4-klasser med ca. 300 deltagere. Alle disse børn fylder skolen 2 formiddage, og hovedfagsholdene i henholdsvis badminton, fodbold og håndbold står for planlægning og afvikling af aktiviteterne. Igen i år en stor succes, som eleverne fik stor ros for af de deltagende skoler. Marts blev afsluttet med et weekendarrangement, som hovedfagsholdet i friluftsliv stod for. Der blev prøvet en lang række af de aktiviteter, som friluftsholdet arbejder med i dagligdagen. Mange af aktiviterne blev en stor succes hos de øvrige.
Udover påskeferien var den væsentligste begivenhed i april måned hovedfag 1-ugen. I denne uge var der fokus på aerobic, badminton, fodbold, håndbold og volleyball. Eleverne gik op i ugen med liv og sjæl. Men da ugen var omme, var den meste energi dog brugt op.
Bent vendte tilbage til skolen efter påske. Han spang ud i et langt sejt stykke arbejde med at genvinde overblikket over VIH, hvor 4 måneders fravær skulle overkommes. Der sker meget på VIH i 4 måneder, så det er ikke nogen lille opgave.
Vi deltog i skolenes idrætsstævne i slutningen af april måned. Dette stævne, hvor vi møder de øvrige skoler i forskellige idrætsgrene er altid et hit.
Elevforeningen holdt deres sædvanlige arrangement for eleverne først i maj måned. En god tradition fornægter sig ikke, og eleverne havde en god weekend forklædt som diverse agenter. Festen til den lyse morgen “slap” de heller ikke for. Forhåbentlig får dette arrangement, samt elevforeningens deltagelse i vinterturen mange til at bakke op om VIH’S elevforening.
Hovedfag 2-ugen lå midt i maj-måned. Vores 4 fag, Børn & Idræt, Friluftsliv, Fittnes og Triathlon fik her mulighed for at arbejde med deres indhold i en mere sammenhængende periode. Det blev en intens oplevelse med masser af momenter, som vil stå printet klart hos eleverne i lang tid! Hovedfag 2-ugen blev afløst af en temauge, som samtidig markerede et skifte fra hovedvægt på indendørs vinteraktiviter til udendørs aktiviteter, bl.a. på vandet. I 3 uger var alle formiddage sat af til 3 runder med mangeartede udendørs aktiviteter som kajak, golf, beachvolley, roning udspring, vindsurfing, svømning, snorkeldykning og streetbasket. Eleverne valgte frit mellem alle disse aktiviteter, og der var masser af action.
Forårsskolens sidste uge var selvfølgelig præget af opbrud og færdiggørelse af de sidste hængepartier. Det var også i denne uge, at rejselinjen vendte hjem og havde en masse at berette. Vi sluttede med en gallafest, hvor skolens elever fremstod på smukkeste vis, inden deres afsked med VIH d. 12 juni.
På kortkursusfronten var der voldsom aktivitet. Vi startede allerede i uge 3-5 med 3 ugekurser, der havde fokus på Bridge. Det blev en stor succes med mange kursister. Det er en stor udfordring, specielt for lærerstaben, som skal “splitte” sig mellem to forskellige kursusforløb, når disse korte kurser pågår parallelt med vinterskolen. Men det er en del af den virkelighed vi lever i.
Vores lange række af golfkurser, 17 uger i alt, startede i påsken. Disse kurser er blevet noget af et tilløbsstykke. De fleste kurser havde maksimalt deltagerantal, og de fortsatte resten af forårssemesteret og hele sommeren. Korte højskolekurser er blevet en væsentlig bestanddel af VIH’s aktiviteter. Næsten 25% af skolens årselever er “korte” kursister. Det er en voldsom omvæltning, som er sket i de sidste 3-4 år.
Bent Serup har skrevet 2. del af årets gang.