Året gang 2006 – notater fra dagbogen

9 minutters læsning

Januar

Forårseleverne ankom søndag d. 8. januar, og med en god indsats fra de overvintrede elever fik de nyankomne en fin velkomst, fandt sig hurtigt til rette og semesteret kom godt i gang efter introduktionsdagene

Det lykkedes at samle elever nok til den nye musiklinje. Der blev arbejdet med rytmisk sang efter “Komplet Sangteknik”, sammenspil, musiklytning, teori, koncerter og meget andet. Semesteret igennem var linjen med til løfte højskoleoplevelsen gennem musiske indslag ved forskellige lejligheder.

I januar havde vi også fælles vejledningsdag med Uldum Højskole, Brandbjerg Højskole og Engelsholm Højskole. Arrangementerne foregik på Jelling Seminarium og Gedved Seminarium. Vejledningsdagen rummede også foredrag med Mariann Fischer Boel på Brandbjerg Højskole. Det var egentlig meningen, at dagen skulle være afsluttet med et musisk højskolearrangement på Brandbjerg Højskole, men desværre kom en snestorm i vejen. Vi måtte derfor lade bussen returnere inden sneen lukkede vejene helt.

Februar

Midt i februar rejste rejselinjen til Afrika og vinterskolen sluttede. Rejselinien drog af sted som det største hold siden linien blev oprettet og vi kunne resten af semesteret læse mange spændende rejsebreve på skolens hjemmeside om deres oplevelser.

I den traditionelle præstationsuge, der sædvanen tro bød på mange forskellige og meget opfindsomme præstationer, blev der sat rekord i uafbrudt ophold i stående stilling på mindestenen over Svend Åge Thomsen. Man kan sige, at denne præstation i sig selv rummede en del symbolik, idet Svend Åge Thomsens holdning jo var, at man gennemfører det, man har besluttet sig for at gøre, men det var lange timer, der blev tilbragt på stenen.

Lillian Boutté gæstede skolen og stemningen var ved den lejlighed helt i top i Globen, som var fyldt til bristepunktet og med en stemning, så man næsten følte sig hensat til New Orleans.

Ligeledes kiggede B. S. Christiansen forbi skolen. Han fortalte lidt om, hvordan turene med hhv. Anja, Signe og Bubber havde været - og om hvordan, man efter hans mening er et godt menneske, og hvordan man derfor bør behandle hinanden.

Marts

Ved årets repræsentantskabsmøde kunne vi endnu engang præsentere et fint regnskab og igen med positive tal på bundlinien. Dette bl.a. på baggrund af et årselevtal, som vi skal mange år tilbage for at se lignende.

Vores køkkenleder Tina fik en af mine fredagstimer for at fortælle eleverne om sund kost samt de overvejelser, der ligger bag køkkenets kostsammensætning.

Den årlige skitur var ligeledes placeret i marts måned, og eleverne ankom efter en lang bustur fra Vejle Idrætshøjskole til det sneklædte Bjorli. De fik hurtigt gjort pisterne usikre! Ugen gik derefter med at stå på langrend, alpin, telemark og snowboard. Friluftsholdet var på overlevelsestur i fjeldet, hvor de overnattede i snehule. Hver aften samledes hele holdet til lidt hygge, en enkelt sang fra højskolesangbogen og underholdning. Som altid deltog elevforeningen på turen, og for andet år i træk var det duoen Carsten Lang og Bjarke Hal, der hver aften uddelte den traditionsrige, berygtede og skrigende orange “Dagens-klovn-på-ski”-trøje samt flere andre spændende diplomer.

Vi spiser godt på Vejle Idrætshøjskole. Vi spiser faktisk så godt, at en af vores smørrebrødsjomfruer, Birgit Blinkenbjerg Jensen, fik en sølvmedalje ved DM for smørrebrødsjomfruer, som blev afholdt i Herninghallerne.

Så var der OL i Vejle og der blev kæmpet om medaljer på VIH! Festligt klædte elever i de pågældende nationers farver prydede skolen i weekenden 18.-19. marts. Legene blev skudt i gang af forårsholdets huspoet Claus Christensen, der på ypperlig vis redegjorde for sportens ånd og væsen.

D. 22. marts havde vi fornøjelsen af at have besøg af 4 visesangsstuderende fra Sverige. De gav alt, hvad de havde, i form af sublim visefortolkning og stort musikalsk overskud.

April

Årets vinder af vores idrætsinnovationsdage blev “Det store Egernspil”. En morsom tonserleg, der bestod i bla at stjæle haler og nødder fra modspillerne. Idrættens verden blev i øvrigt beriget med spillene Tritor, Interception, Netdimiluh, Vaffelis og Siamesisk Minigolf. Alt i alt et par givtige temadage.

Traditionen tro mødtes idrætshøjskolerne fra hele landet til et stort stævne. Vejle Idrætshøjskole dannede rammerne om både fodbold- og badmintonstævnet. I alt deltog i stævnet omkring 210 elever fra de forskellige idrætshøjskoler. Eleverne overnattede på skolen. I løbet af dagen var der kampe, mens aftenen bl.a. bød på et foredrag med Preben Astrup, som fortalte om Institut for Solskin i Globen.

På dagen hvor repræsentantskabsmødet fandt sted blev tidligere forstander på DJI Bjarne Hauger begravet. Bjarne Hauger førte i sin forstandertid skolen ind i en ny tidsalder. Den blev kendt af alle og benyttet af stort set alle, der dyrkede idræt i specialforbundene i DIF’s regi. Bjarne Hauger døde efter lang tids sygdom.

Maj

Elevforeningens traditionelle agentfest gik godt, også selvom der var et andet arrangement med tidligere elever i huset i samme weekend.

Den 9. maj holdt skolens repræsentantskab ekstraordinært møde for endeligt at godkende skolens reviderede vedtægter, som herefter blev godkendt i ministeriet.

Hvert år arrangerer højskolen et stort idrætsarrangement for Vejle og omegns 4-klasser. Vores elever arrangerer selv et stævne, som tager tre timer, hvor omkring 500 elever skal have en god idrætsoplevelse - og vi må love for, at der er knald på, når så mange rollinger samles på et sted.

Der blev etableret trådløst netværk på en del af selve højskolen. Det har været et ønske fra eleverne, at det kunne blive muligt at koble sig på netværket - og med opsættelse af to access points omkring computerlokalet og hovedindgangen på skolen blev dette nu muligt.

I uge 17 startede endnu en sæson med højskole og golf på Vejle Idrætshøjskole. Blændende vejr (inkl. “en smule” regn), sommersange en masse og forrygende spil var kendetegnet for det tidlige forårs kurser.

Aftenerne bød på forskellige foredrag og hyggeligt samvær med natmad, rødvin og kaffebord, hvor dagens bedrifter blev diskuteret omhyggeligt.

Hovedfag 2 holdet i friluftsliv fik lov til at sætte dagsordenen en weekend på skolen - hvorfor eleverne tilbragte det meste en weekend i Nørreskoven. Ligeledes arrangerede triatlonholdet en happening for alle eleverne. Delt ind i hold skulle de gennemføre en kort triatlon som en stafet. To fra holdet svømmede på skift i majkulden. De blev afløst af to vældig aerodynamiske folk med store lår, og endelig løb to letbenede springere holdene i mål.

Initiativrige elever arrangerede over to aftener “Fight Night” på højskolen. Første dag fik de andre elever lejlighed til at lære grundteknikkerne bag boksning og sparkene i taekwondo. Anden aften kunne man prøve kræfter med hinanden i judo.

Juni

Eleverne havde de sidste tre uger af deres ophold valgt sig ind på nogle forskellige idrætstemaer og kunne derved udnytte det gode vejr. Eleverne kunne vælge mellem windsurfing, kajak, roning, udspring, golf og beachvolley.

De elever, der havde valgt udspring var iført våddragt. De vendte sig på alle mulige måder i luften efter at have forladt 1- eller 3-meter-vippen, og de størst vovehalse sprang ud fra 5-meter-tårnet. Landingerne var ofte spændende - somme tider landede udspringerne, som de havde planlagt og til andre tider, som de havde frygtet.

Scenen var sat, og tilskuerne var på plads. Anders Krintel bød en aften i afslutningsdagene velkommen til semesterets uropførelse af en selvskreven musical, hvor både tekst, musik og dialog var skrevet af elever selv på musicalholdet.

12 stolte elever modtog til skolens afslutningsfest et velfortjent certifikat og kan nu kalde sig for PROaktivister.

Foråret som helhed En stor del af undertegnedes tid gennem foråret blev brugt til diverse møder for at få beskrevet og netværkssikret PROaktivistuddannelsen samt udvikle seminariesamarbejdet på ledelsesniveau. Der blev koblet eksterne medarbejdere på projekterne og sikret eksterne midler til dette m.h.p. en fortsat udvikling og implementering af projekterne, således at vi i de kommende år forhåbentlig kan se udbyttet af dette arbejde målt i øget tilslutning til de lange højskolekurser.

Sommeren Udsolgt, udsolgt og udsolgt. Det var, hvad vi oplevede på næsten alle sommerkurserne og endnu en gang med særdeles tilfredse kursister, hvad enten det var på skolens familiekurser, 40+ og fitnesskurset, kurset for og med udviklingshæmmede eller golfkurserne.

August

Den anden weekend i august havde vi traditionen tro den årlige jubilardag og det efterfølgende elevmøde. Man kan ikke sige, at vejret var godt, men det var stemningen til gengæld. Det var dejligt at se så mange glade tidligere elever indtage skolen igen.

I forbindelse med jubilardagen fik skolen overrakt et maleri af Hans Borgen Uhre (elev 1945-46). Billedet er nu ophængt på et meget centralt sted på skolen, hvor alle på skolen passerer flere gange om dagen. Maleriet hedder “Erindring over 60 år tilbage”, og er en tak til skolen for hvad, den gav. Billedet er lidt abstrakt, men symboliserer Svend Åge Thomsens tikamppræstationer. Flyvende mursten symboliserende logoet: “Hvor der er vilje, er der også en vej”, der gjorde det muligt at skolen netop blev den helt rigtige “lysning” i Nørreskovens tykning.

Midt i måneden ankom efterårsholdet, og semesteret kom i gang. Vi havde efter forårets skæve kønsfordeling igen fået en ligelig kønsfordeling på holdet. Holdet hører til et af de senere års mindre hold, men har semesteret igennem markeret sig som et homogent og velfungerende hold, der er opsat på at få mest muligt ud af deres højskoleophold.

September

I september måned havde eleverne den traditionelle “handicapuge”, hvor de bl.a. besøgte institutionen “Åkanden” for børn med bl.a. downs syndrom, epilepsi, autisme og mongolisme. Et par dage senere var der genbesøg på VIH. Her havde eleverne forberedt en række aktiviteter for dem. Og som de efterfølgende reflekterede: “ Vi er alle blevet enige om at denne lyst til livet hos disse børn, har lært os, at alverdens udfordringer kan overvindes, hvis blot man går helhjertet til værks”.

Fodboldakademiet blev på slutningen af måneden sparket godt i gang med mange nordmænd på holdet, så man kan sige, at ideen om et nordisk fodbold-akademi allerede blev realiseret i dette efterår.

Oktober

Højskolestævnet i Ollerup gav sejr til fodboldholdene efter en noget problematisk start fo drengenes 7-mandshold. Såvel drengene som pigerne vandt deres turneringer. 11 mandsholdet blev nr 2.

Resten af ugen var holdet på den årlige friluftstur med overnatning i bivuak. Vejret var godt, men cykelturen hjem for de, der gennemførte den, var hård med modvind hele vejen fra Ry.

Da vi senere på måneden gennem elevforeningen annoncerede efter hjælp til at markedsføre højskole-seminarie samarbejdet, var der mange gamle elever, der meldte sig for at hjælpe til med dette.

Midt i måneden havde vi “kom og vær med weekend” for potentielle højskoleelever, der havde kunnet tilmelde sig over hjemmesiden. Arrangementet havde en fin deltagelse, og vi må håbe at mange vil komme igen som elever.

I uge 43 var eleverne i Tjekkiet på den traditionelle adventuretur, der i år også rummede teatertur og besøg på bryggeri i Prag. Eleverne oplevede Prag i strålende sol og 18 graders varme.

November og december

Redaktionen af skolens årsskrift slutter primo november, men det gør efterårssemesteret ikke.

I hele november og december måned blev den nye højskolesangbogs udgivelse markeret i elevernes sangtimer, hvor der også var lærerdeltagelse, således at alle kunne blive fortrolige med mange af de nye sange og på den både forny det traditionelle sangrepertoire i dagligdagen.

Vi havde fælles teatertur til Århus. Politilinjen havde deres temauge og resten af holdet havde “musisk og kreativ” temauge, som blev afrundet med forældredagen søndag d. 26. november. Vi havde arrangementsaftener og højskoleaftener og fredag d. 22. december var det hele slut for de fleste, og for fodboldakademiet kom en tiltrængt juleferie.