Teksten

Tekst: Elever på forårsholdet 2010 og Mille Sigsgaard Christensen
Musik: Mille Sigsgaard Christensen

Her i Nørreskoven
midt i det bakkede, Jyske landskab
Går vi rundt og smiler til hinanden.
Hver en kamp og fordom klarer vi i fællesskab
Med bravour – både kvinde og mand.
Man kan være høj, lav, ung, gammel, lys, mørk, tyk, tynd, lige eller skrå
Men man finder altid en man kan stole på.
Her på VIH

Fra Sibirien til Wembley
Vi sveder men det gir så megen energi
Vi klatrer, løber, spiller, vi synger, griner, griller,
vi sludrer mens vi går os en tur
Rundt om Globen, ned til stranden,
i solen og i vinden,
det’ umuligt at være sur

Her i Nørreskoven…

Fra godmorgen til godnat
Vi bor og lever sammen både dag og nat
Der er altid en at lege med,
altid en at snakke med,
En til at give et klem
Det’ en tid man aldrig glemmer,
en tid med gode minder,
En tid med et dejligt hjem.

Her i Nørreskoven…

Video

Noder

Download noder som PDF

Om sangen (skrevet af Mille Sigsgaard Christensen)

VIH-sangen fra 2010 blev skrevet på mit “2. ophold” på Vejle Idrætshøjskole. Jeg startede som højskolelærer i august 2009, og blev ret hurtigt spurgt om jeg ikke kunne lave en ny VIH-sang. Da jeg aldrig har gjort ret meget i sangskrivning, skulle der lidt overvejelser til, før jeg trods alt valgte at springe ud i det.

Jeg tænkte, at sangen skulle være “skolens sang” i den forstand, at den skulle handle meget konkret om at være på VIH. Derfor valgte jeg også at søge inspiration hos de, som ved allermest om netop dette, og bad både eleverne og lærerkollegiet om at skrive videre på “Det jeg elsker ved VIH det er…”

Der var ingen specielle retningslinjer, og resultatet blev også derefter. Jeg fik både sedler med et enkelt ord på, nogle med en del stikord, nogle med digte og forskellige rim, og et par stykker med lange fortællinger. Det var et rigtig godt udgangspunkt.

Tekst og musik blev skrevet på samme tid. Den er oprindeligt skrevet med en guitar i hånden, og da lød den sådan her:

Senere blev den forfinet lidt efter klaveret blev involveret, og det kom til at lyde sådan her:

Der er også lavet små melodiske rettelser (se originalen) efter at have afprøvet sangen med det første elevhold. Det viste sig at der var visse fraser, som fungerede bedre i en lidt anden udgave, og igen fik “flertallet” lov til at bestemme.

Der er nogle pauser rundt omkring i melodien, som vi som regel får lidt sjov ud af, når nogle skal synge den for første gang. Pauser er altid noget af det sværeste, og derfor er der tit nogen kommer til at synge hen over dem, når de prøver sangen for første gang.

Når eleverne går på skolen, bliver VIH-sangen ofte et billede på det livb de lever. Det er tydeligt, at de har let ved at forholde sig til indholdet, for tit har de allerede “taget den til sig” til vores intro-fester, som jo typisk ligger inden for den første uge af deres ophold.

Den bliver også jævnligt citeret i elevernes afslutningstaler. “En tid man aldrig glemmer, en tid med gode minder – en tid med et dejligt hjem”.

Man kan sige, at teksten er så konkret og forholdsvis banal, at den nok aldrig kommer i højskolesangbogen, men til gengæld er den let for eleverne at forholde sig til.

Det kommer også til udtryk, når jubilarerne lærer den til gensynsweekenderne. Når vi så efterfølgende i hallen er godt 400 mennesker der sammen skråler løs, skal jeg da ikke se mig fri for et stænk af stolthed over at have sat netop det aftryk på VIH-ånden.

Musik er bare noget særligt!!

Køb eller stream sangen

Sangen blev indspillet i 2018 af Mille Sigsgaard Christensen - både med vokal og som akkompagnement. Køb den eller stream den fra din foretrukne musiktjeneste., fx Google Play, Itunes, Deezer, Tidal, Spotify, YouSee.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...