Er sportsjournalister også en slags mennesker?

“Opsætning og overskrift et særdeles gode midler, når man ønsker at en artikel skal læses”, fik jeg at vide under det 6. nordiske sportsjournalistikursus, som i år afholdtes her på skolen.

At indholdet så ikke viser sig at svare til en overskrift, passer måske også i nærværende tilfælde.

En elskværdig ledelse tillod, at jeg som udenforstående fik lov at overvære foredrag og diskussioner, og viste overbærnehed, når jeg engang imellem blandede mig i debatten.

Jeg takker for den lejlighed, jeg her fik til at kikke ind bag »kulisserne«. Det gav stof til eftertanke og ikke så lidt respekt for det arbejde, som sportsjournalisterne må gøre. Efter min opfattelse er det ikke noget misundelsesværdigt job at være sportsjournalist. Jeg ville nødigt være det. Det er et liv under bestandigt pres. Stof skal frem, oftest i hæsblæsende tempo for at komme med, medens det endnu er nyt, ofte er der ikke mange minutter mellem afslutningen af en begivenhed og til avisen går i trykken. Alligevel forlanger både redaktør og læser, at det skal være tip-top, det, der skrives.

Dette og mere til kom frem, når vi — ofte i sene nattetimer - (sportsjournalister er nogle natteravne), fik samtaler igang, der selvfølgelig altid udviklede sig til hede diskussioner, hvor der så sandelig ikke blev lagt fingre imellem. Jeg syntes det var sjovt at skyde på sportsjournalisterne ved denne lejlighed - uden risiko - for de var jo pæne mennesker, som ikke kunne være bekendt at hænge deres vært ud i avisen bagefter.

Det, vi diskuterede, var f.eks. journalistens sprogbrug, hans jagt efter sensationer, hans ret til at dømme og fordømme, om idrætten skulle gå forud for bladets interesser, hans personlige forhold til idrætten, og andre endnu mere ոærgaende ting.

Mange af de unge forbandede jobbet og erklærede, at det var et hundeliv altid at være på jagt efter nyheder. Særlig de, som man kunne have for sig selv, og dertil krav fra redaktør, læser og sig selv om at kunne servere stoffet på en ny måde hver gang.

Og dette, – næsten hver dag at skulle piskes op til et hæsblæsende tempo til artiklerne var skrevet og gået i trykken, vidende, at der kun var korte timer til afspænding, før man skulle på den igen.

Men – som der blev sagt – det er gået os i blodet, og selv om vi undertiden kunne have lyst til at sparke skrivemaskinen langt væk, så vil og kan vi alligevel ikke undvære dette liv.

Ved kongressen var flere af Nordens grand old men indenfor sportsjournalistikken f. eks. Torsten Tegner, Idrottsbladet, Stockholm, P. Chr. Andersen, Aftenposten. Oslo, og Evald Andersen, Idrætsliv, D.I.F.s organ. De kunne berette om meget fra sportsjournalisternes pionertid, som var fremmed for de unge. Også jeg kan huske den forøgelse af avisernes sportsspalter, der skete i min tid som idrætsmand.

Først i trediverne var det egentlig kun om mandagen, at der kunne afses et par beskedne spalter, og f. eks. »Jyllandsposten«, der nu må siges at være ganske godt med havde gennem sin daværende redaktør ikke store tanker om idrætten, og den stakkels journalist, der også skulle skrive om den, måtte kæmpe for hver eneste linie.

I Berlingske Tidendes sportsredaktion hang der i 1940 bladets første helside med sport i nydelig indramning. (Jeg vil tro, den hænger der endnu). Det havde været så stor en begivenhed for sportsjournalisten og entusiasten Harry Bendixen, at det skulle mindes.

Nu er der ingen, nok så lille, avis uden at den, i hvert fald om mandagen – har en eller flere sider fodbold - undskyld sport. (Der var den igen, – et af diskussionsemnerne os imellem.)

Disse pionerer, som jeg omtalte før, og mange flere, havde trange kår, men de var entusiaster, de kom direkte fra idrættens rækker og følte deres job som et kald. De nøjedes ikke med at kæmpe for idrætten gennem avisen, men tog aktivt del i idrættens organisation og ledelse.

I modsætning til mange af de unge sportsjournalister, der hævdede, at manglende tid og krav om neutralitet måtte hindre dem i det, mente de, at man stadig burde være aktiv, og det var også et stridsspørgsmål, om man stadig skulle stå som idrættens tjenere og fremme idrættens interesser før avisens.

Torsten Tegner er stadig en varm forkæmper for Sportsjournalistikkens gamle idealer og går endnu videre, idet han hævder, at man også, som han gør i Idrottsbladet, må tage stilling til menneskelige, kulturelle og nationale problemer, idet han hævder, at legeme og ånd udgør en helhed, der ikke kan adskilles.

Ligeledes er han ikke bange for at tage stilling til Verdens-politik, særlig når politikerne og statsmagter anvender idrætten som et middel til at tjene ensidige interesser, og navnlig når det går ud over menneskets frihed, der for han står som det vigtigste i vor tilværelse.

Hans 5 »Bud« til hans medarbejdere er karakteristiske og lyder i oversættelse således:

Redaktionel rettesnor for Idrottsbladet.

1. Over avisjobbet står idrætten. Avisens umiddelbare interesse skal derfor ikke hævdes på idrættens bekostning.
2. Over idrætten står sandheden og friheden.
3. Hver sag har mindst to sider, – betragt begge - lad argumenternes vægt have afgørelsen. Giv ikke efter for chefen eller for kammerater i og udenfor idrætten.
4. Vær stærk i saglighed og beskeden i bedreviden.
5. Usparet møje lønner sig alltid.

Han erkender, at det kan være svært at være sportsjournalist, og han har i et brev til mig nævnt, at selv han engang imellem blandt sine egne medarbejdere må efterlyse den rette »ånd«.

Ved kongressens besøg ved journalistkollegiet i Århus. hvor P. Chr. Andersen talte om sportsjournalistik, fremtrådte Tegner, som han selv siger det, – som tredie opponent, en lille smule frimodigt, let ironisk, men også i nogen grad sagligt, med følgende:

10 grunde til, at man ikke skal blive sportsjournalist.

Sportsjournalistik kræver aldeles for meget – f.eks. –

1. at man med 10 momenter præcist kan skildre en hændelse, der er sket på 2 sekunder.
2. at give funktionærerne i 17 idrætsgrene lektioner i reglernes bogstav.
3. dito i reglernes ånd.
4. at på fire minutter konstruere 40 korrekte satser, som giver et koncentrat af 4 timers komplicerede begivenheder, samt indtale disse 40 satser i telefon unmiddelbart efter
5. at interviewe idrætsmænd og ledere på 6 sprog – og Skånsk !
6. at skrive causerier.
7. at assistere ved entusiastiske idealdyrkeres tempeltjeneste og blæse til begejstringens ild.
8. at læse fagblade og fagspalter på seks sprog – som man kan — og på italiensk - som man ikke kan
9. at dømme salomonisk i interesse- og prestigestridigheder i de forskellige idrætsgrene.
10. (Hvor til nu, ved denne vor 6. nordiske kongres, kommer:) at spise repræsentationsmåltider hver tredie time og derefter imellem og derefter drikke Ceres øl.

Enig eller uenig med T. T.?

En aften sad jeg på en trappe, det var det eneste sted, hvor man kunne få ørenlyd, og sludrede med en ung sportsjournalist og udviklede for ham, hvorledes jeg syntes, den ideelle sportsjournalist skulle være.

Det blev til følgende:

Hans opførsel skal være stilfærdig og venlig.

Overdreven familaritet med idrætsmænd og ledere skræmmer. En vis respekt for pressen gør, at man finder sig i det, men det vækker ofte aversion og irritation.

Han skal vide, at han er en bekendt person, og at såvel han som hans referater bliver bedømt efter hans opførsel i selskab med idrætsmænd og ledere.

Han må kunne indrømme en fejltagelse og ikke absolut fordre at få sidste ord for enhver pris. Den altid bedrevidende er en ubehagelig person.

Han skal være objektiv og upartisk, ellers fortaber man retten til at rose, give gode råd, kritisere og revse

Han må kunne sige nej, hvis ledere gennem invitationer søger at påvirke ham til at give ekstra gode anmeldelser og referater. Han må vide, at den » forkælelse«, som han kan komme ud for, sjældent skyldes interesse for hans person, men for det, han evt. kan være til fordel med. Han må være nøgtern og mådeholden under sin gerning, navnlig når han vil tale med idrætsudøverne, for derved skaber han respekt og tillid om sin person og derved mulighed for at få det stof, han gerne vil have.

Han må aldrig tale nedsættende om en kollega, derved stempler han sig selv.

Min unge ven sad lidt og tyggede på det, så sagde han: nu har du fået lov til at udrede dit syn på os, nu skal jeg fortælle dig, hvorledes jeg synes, den ideelle forstander ved en idrætshøjskole skal være.

Det gjorde han, og jeg tav.

Jeg tror ikke, det er sund for et menneske at være fuldkomment.

Artiklen af Svend Aage Thomsen blev opfindeligt bragt i Årsskriftet fra 1959