2020 vil være et år der for altid vil blive husket som noget helt særligt. En verdensomspændende pandemi ændrede hverdagen for alle i samfundet, herunder højskolerne. På Vejle Idrætshøjskole blev forårsopholdet en noget anderledes oplevelse for eleverne.
Den 11. marts lignede ellers enhver anden dag på højskolen. Den startede ud med morgensamling i Globen, timerne forløb som normalt, og aftenen stod på underholdning ved et hold elever, der leverede en fremragende “Live fra”-optræden i Globen.
Men undervejs opstod der mumlen blandt eleverne i de ikoniske blå sæder. Noget var under opsejling. Flere sad med mobiltelefonerne fremme og lod sig opsluge af det, der foregik på skærmen: Et pressemøde fra Spejlsalen med statsminister, Mette Frederiksen.
“Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere”.
— Mette Frederiksen, statsminister
De nu velkendte ord ramte hele landet, men også på Vejle Idrætshøjskole.
Her sad vi elever tilbage med forvirring, spørgsmål og uvished. “Skal vi også lukke ned?”, “Kan vi ikke længere blive på skolen?”, “Hvad med vores højskoleophold?”. Spørgsmålene var mange, men der herskede blandt eleverne en stærk tro på, at vi kunne fortsætte i VIH-boblen og fortsætte vores livs forår. Uvidende om hvad der nu skulle ske, forlod vi Globen med en summen om Statsministerens ord, blot for at vende tilbage kort tid efter. Vores forstander, Ole, havde kaldt til møde, som skulle vise sig at blive mere følelsesladet end forventet.
Hjemsendelsen
Den efterfølgende dag, den 12. marts, skulle vi forlade skolen, og måtte først vende tilbage 14 dage senere. Stemningen ændrede sig radikalt. Troen på, at højskolen ikke skulle ligge under Statsministerens ord, forsvandt. Tomme blikke, våde øjne og hængende skuldre fyldte atmosfæren i Globen. To måneder inde i forårsopholdet blev vi bedt om at forlade alt det, vi lige var begyndt at opbygge: Oplevelser, venskaber, fællesskab. Alt det og meget mere skulle vi forlade. For mange elever er VIH ikke bare en institution eller en skole. VIH bliver et hjem i den periode, vi er her. For nogle varer opholdet et par måneder, for andre et år eller længere.
Rystede over situationen måtte vi finde lyspunkter i denne nye tilværelse, og vi kunne tage til takke med, at vi mødes igen på skolen 14 dage senere. Det var nok en naiv tankegang, men for højskoleelever landet over, var det et konkret holdepunkt. Desværre var det ikke realiteten, og der gik 10 uger inden vi igen kunne vende tilbage til vores elskede højskole. 10 ulidelige uger, der var fyldt med uvished, frustration, vrede, afventning. 10 uger uden kontakt, nærvær og fællesskab. 10 uger hvor tankerne konstant kredsede om at komme tilbage til det sted, vi elskede allermest: Vejle Idrætshøjskole.
Online højskole
Til trods for at vi ikke kunne være fysisk sammen, blev der taget initiativer til hvordan fællesskabet kunne fortsætte, og alt det vi havde bygget op de første to måneder, ikke gik helt tabt. Lærerne blev medlem af vores Facebook-side, hvor de udgav forskellige opgaver, vi kunne lave derhjemme. I flæng kan nævnes videoer af yoga, madlavning, walk-and-talk samt de fælles videoer, som vi elever kunne indsende små klip til. Live-streaming med opdateringer fra Ole, live-quizzer, daglige workouts og et større online-race omkring påske, kunne holde os til ilden og holde os lidt i gang.
Det stykke arbejde, lærerne udførte, havde en gevinst, men kunne aldrig helt erstatte en ægte højskoleånd. Med tiden blev de også sendt hjem på lønkompensation, så udfordringerne forsvandt. Samtidig havde mange elever fundet sig en tilværelse og en hverdag derhjemme, så det blev svært at fastholde det store fællesskab. Men troen på, at vi fik lov til at komme tilbage, boede stadig i os.
Elevernes tanker
De danske elever stod klar på springbrættet, og kunne med meget kort varsel vende tilbage til skolen. Situation var midlertidig anderledes hos de internationale elever. I de første uger af nedlukningen havde nogle af de internationale elever fået lov til at blive på skolen, men da situationen ændrede sig i Danmark, og nedlukningen så ud til at trække ud, blev de opfordret til at rejse hjem, med den risiko, at de måske ikke fik mulighed for at vende tilbage. De fleste tog hjem, men en af vores japanske elever, Sato Tokumura, blev på skolen og skrev følgende om oplevelsen:
“I’m the only person who has been staying at the school since the school closed. I had never expected this bad situation would happen when I left Japan, and it was so sad to say goodbye to everyone. Especially my “Corona family”, who had stayed together with me for about two weeks. Now I got used to staying here but I have felt lonely a few times after I was left alone. The reason why I’m still staying here is that I want to see and spend time with everyone at the school again. If I go back to Japan I may not come here again, that’s why I decided to stay in Denmark and wait as long as I can. It’s a fact that there is the worst situation in my mind, but I really hope that we meet again at VIH”.
— Sato Tokumura, højskoleelev fra Japan
Lara Bernhardt, en af vores elever fra Tyskland, var nødsaget til at tage hjem efter to uger, da det ikke længere var muligt for hende at blive på skolen:
“Sitting here at my desk back home in Germany, although I should be at VIH at the moment, still feels wrong and weird. Now it is 6 weeks ago that we had a spontaneous meeting on a Wednesday evening, where they told us that Denmark is going into a shut down, and that the schools have to close.
We all knew before that, that Corona was a huge topic, but in “our” højskole world it still seemed far away, so it was definitely a big shock for me. After realizing it a bit more, two other girls who live in the same area in Germany and I planned how we are going home on that Friday. I called my parents and said, “I’m going to be back home on Friday”.
I will never forget the atmosphere in the havestue after that meeting. No one wanted to leave. Minute by minute we all realized it a bit more and in the heads of many international students, me included, questions were going on, for example are we going to come back when we are going home, are the borders to Denmark going to be closed, do we have to go into quarantine if we can come back etc.
On Thursday all the Danish students had to leave and it just felt horrible, but for me something changed as well during that day. Because my area in Germany was marked as quite dangerous related to the Corona infections, I was suddenly allowed to stay first of all at VIH with 6 other international students. We stayed there as the “Corona Family”. Still being at VIH with friends made me feel that Corona is still far away from daily life.
After two weeks where we had lots of fun together, where we did lots of sport, and where we just enjoyed our time together, it was official that Denmark is going to extend the shut down, so the decision was quite clear to go home then.
By going home, the whole situation finally caught up with me. Since I am here in Germany I just want to go back to VIH, I just want to go back to the amazing place surrounded by a beautiful forest and close to the Fjord, I just want to go back to my friends there, to my team and so on. It could be a never ending list.
I know that every person has difficulties in these Corona-times, but I am still asking myself all the time why it just couldn’t have happened half a year later, because I really wanted that full semester at VIH.
Coping with the situation is definitely difficult for me, but I just try not to give the hope up that we can come back soon, and during my time here, I just try to distract myself from thinking about what I am missing, by doing lots of sport and other stuff.
I really appreciate that we still have team meetings on Skype, because every time we have one, a typical team meeting atmosphere is created, that really gives a good feeling. I am missing everything a lot, but I think I miss the fælleskab the most, because the people make/made the stay, and just doing sports and having fun together is amazing. It’s definitely a feeling of being homesick, because at VIH I really developed a feeling of being home.
Thinking about the future is quite difficult in these times, because you can only see what happens from one day to another, but I just hope so much, that VIH can open again soon, so that we all have the option to come back and enjoy the last time together and to say properly goodbye in the end. I actually don’t want to imagine that I am not able to go back to VIH”.
— Lara Bernhard, højskoleelev fra Tyskland
Tiden hjemme fra højskole fik også mange elever til at reflektere over deres ophold på højskolen. Pludseligt at blive kastet ud af VIH-boblen, var en radikal ændring i hverdagen som elev, hvor der ikke længere var et planlagt skema, sportslige faciliteter og en masse venner omkring sig. Vi blev kastet ud i virkeligheden før tid, men for mange førte det også til andre oplevelser i foråret, end de havde forventet.
Små grupper samlede sig i sommerhuse for at kunne opbygge og bevare venskaber og de små fællesskaber. Andre fik jobs rundt omkring i landet, da der manglede hænder, efter Danmark begyndte genåbningen.
Elev, Michelle Møller, har skrevet følgende om hendes oplevelse af nedlukningen:
“Det føltes ret surrealistisk, da Ole stod i Globen onsdag d. 11 marts om aftenen og fortalte, at vi skulle tage hjem dagen efter. Med et blev hverdagen og højskolelivet vendt på hovedet og taget fra os. Helt personligt gik det først op for mig efter et par dage hjemme, hvilke konsekvenser nedlukningen af Danmark havde for mig.
Efter 14 måneder på VIH med mine venner, en hverdag, et liv og mit hjem, føltes det enormt tomt og ensomt, at være sendt hjem fra højskole. Jeg følte mig rodløs og havde svært ved at skulle indfinde mig med situationen.
Jeg var vred på verden omkring mig, fordi jeg synes det var enormt uretfærdigt, at en virus skulle sætte mit liv i stå. Jeg var ked af, ikke at kunne få de sidste oplevelser og måneder på VIH med, som jeg så inderligt ønskede. Der var et konstant tankemylder om højskolen, hvad vi gik glip af og den manglende kontakt med de skønne mennesker, jeg til hverdag normalt havde omkring mig. I virkeligheden fyldte min egen selvmedlidenhed alt for meget, og jeg tog nok også nogle egoistisk valg undervejs, hvor jeg svigtede min borgerpligt.
Men efter et stykke tid ændrede mit perspektiv sig. Jeg begyndte at se corona-krisen fra en anden vinkel end min egen. Rundt omkring i verden er mange mennesker blevet syge, mange har desværre også mistet livet. Sundhedsvæsenet kæmper en kamp for at redde liv, og verdensøkonomien styrtbløder.
Jeg begyndte at skamme mig over mine egne tanker og bekymringer om fremtiden. Ville jeg kunne få et job midt i en krise, så jeg kunne betale den nye lejlighed, jeg overtog i corona-krisen? Ville jeg få den afslutning på højskoleopholdet, som jeg så inderligt ønskede? Spørgsmål som disse faldt til jorden, og jeg begyndte i stedet at tænke på, hvad jeg kunne gøre for samfundet. Jeg søgte derfor job rundt omkring i forskellige institutioner, for der vidste jeg, de manglede hænder til både børnepasning og rengøring.
I skrivende stund har jeg fået arbejde i en vuggestue, hvor jeg er så heldig at få lov til at passe børn. Her handler det udelukkende om deres behov, om at kunne yde omsorg og skabe en tryg hverdag for de mindste i vores samfund. Deres barnlige naivitet, umiddelbarhed og fantasi får mig til at glemme tankerne og savnet til VIH.
Så selvom verden er ændret, og jeg har mistet en tid på højskole sammen med en masse fantastiske mennesker, så har jeg fundet en overgang tilbage til den virkelige verden væk fra VIH-boblen. Om vi når at komme tilbage er endnu uvist, men jeg er dybt taknemmelig for tiden, oplevelserne og de mennesker, VIH har bragt ind i mit liv”.
— Michelle Møller Andersen, højskoleelev fra Danmark
Vi elever gjorde os mange tanker om betydningen af højskolen og alle de oplevelser og mennesker, som vi fik med os. Men som en atombombe ramte pandemien og nedlukningen os hårdt, og frustrationen over ikke at kunne være samlet på vores elskede højskole, var altoverskyggende.
Genåbning
Men håbet om at vende tilbage forsvandt aldrig, og den 7. maj så vi endnu engang spændte med ved de nu velkendte pressemøder fra Spejlsalen. Efterskolerne blev nævnt først, og de måtte genåbne 18. maj. Men hvad med højskolerne?
Datoen blev sat til 8. juni, hvilket gav os 13 dage til at få det sidste med. 13 dage til at afslutte, hvad vi havde skab på to måneder. En lettelse og en mavepuster på samme tid. VIH var nok en af de heldige højskoler, da vores ophold sluttede sidst i juni, mens andre højskoler sluttede deres forårshold i starten af samme måned.
Men som tingene går i politik, så ændrede situationen sig. Man skulle næsten tro, at politikerne forbarmede sig over os unge mennesker, der i så mange måneder havde holdt os i skindet og fulgt restriktionerne, selvom det gik vidt imod vores største lyster som unge mennesker - at være sociale og skabe mindeværdige oplevelser. Derfor kunne vi med kæmpe glæde vende tilbage til højskolen, VIH, vores hjem, d. 27 maj.
Gensynsglæden
Gensynet med skolen og alle de mennesker, som vi havde savnet i ti uger, var en helt særlig oplevelse. På vejen mellem efterskolen og højskolen stod en velkomstkomite klar med musik og dans, hver gang en tilbagevendt elev kom hjem. Stemningen var euforisk, og gensynsglæden var aldrig set større. Men noget var markant anderledes, for coronaen havde sat sine spor.
Først og fremmest kunne det mærkes fysisk, fordi vi skulle holde afstand til hinanden. Vi var blevet inddelt i familiegrupper af ca. 20 personer, hvor afstandskravet var hævet. Så der blev uddelt lange kram til familiemedlemmerne, men til resten af flokken måtte vi nøjes med albue-hilsner og støvledans.
Men lysten til at omfavne hinanden var en stærk kraft, som var svær for os at styre. Fysisk nærvær hører sig til på højskole, og det har vi elever altid været vant til. Derfor gik der heller ikke mange dage, ja måske skal vi endda indrømme timer, før krammene blev udskænket til andre elever end dem i familiegruppen.
En anderledes højskoleånd
Det fysiske nærvær blev indhentet blandt os elever, men undervejs gennem de ca. 3,5 uge fik på skolen, blev afstanden holdt til lærerne. Selv den sidste dag, da vi igen skulle forlade højskolen, dog velvidende om, at det var fordi opholdet var slut, måtte vi give albuer til lærerne. Det kunne tydeligt mærkes, at afstanden ikke bare var fysisk, men at vi som elevgruppe blev distanceret fra lærerne. Lærerne lavede højskole for os, og vi lavede højskole for os selv. Herigennem tabte vi en del af det velkendte fællesskab.
Fællesskab er en fællesnævner i højskoleverdenen. Vi samles om fælles oplevelser, skaber minder og gør tingene sammen - i fællesskab. Ti uger uden at være sammen og fælles om begivenheder, det splittede fællesskabet op, og det var lige præcis dét, vi også oplevede som elevhold.
I løbet af nedlukningen havde der været mange sommerhusture, hvor forskellige grupper samledes. Måske var det ikke det mest fornuftige at gøre, og samfundssindet blev sat til side, men det gav, hvad mennesker hungrer efter - socialt samvær og nærvær.
Disse små fællesskaber kunne tydeligt mærkes, da vi vendte tilbage til skolen. Vi havde som hold svært ved at finde hinanden og det store fællesskab frem igen. Intentioner var der helt sikkert, men mange gik med en følelse af, at de skulle genfinde sig selv blandt de andre.
Trods det, og alle de nye restriktioner, vi skulle indfinde os med, så blev det alligevel nogle fantastiske uger, vi som elevhold fik sammen. Solen stod højt på himlen, humøret var højt, og taknemmeligheden for at være tilbage og få en afslutning sammen var stor.
Restriktioner eller ej, så havde vi elever et kæmpe behov for at sige tak til hinanden for de oplevelser vi havde fået og den tid vi trods alt havde delt sammen. Derfor blev der uddelt utallige, lange, varme kram den sidste dag, vi var på VIH. For selvom corona herskede ude i samfundet, så kunne vi ikke undgå at blive opslugt i vores egen VIH-boble. Verdens bedste boble.
