Hvad er egentlig det særlige ved at være højskolelærer på en idrætshøjskole? Det spørgsmål er blevet undersøgt ved at interviewe flere højskolelærere fra forskellige idrætshøjskoler. I artiklen præsenteres de seks mest centrale pointer, som undersøgelsen har vist. Noget af det særlige rummer relationen til eleverne og kollegerne, forholdet mellem arbejdstid og fritid på godt og ondt samt idrætten som nøgle til at danne eleverne.
Relationen til eleverne betyder alt
Alle adspurgte højskolelærere fortæller entydigt, at relationen til eleverne er afgørende for deres virke som højskolelærer. En af lærerne sætter ord på betydningen bag:
”For mig er relationen det helt essentielle. Det er det vigtigste ved at komme på arbejde. For hvis jeg ikke har relationen med mine elever, så kunne jeg jo stå hvor som helst og undervise. Så det er det, der er hele essensen ved højskole.”
Hvad er en højskolelærer ansat til ifølge lovgivningen?
I ansættelsesvilkårerne for lærere ved folkehøjskoler beskrives det, at jobbet indebærer 1) undervisning, 2) forberedelse og 3) samvær med eleverne samt 4) vejledning af eleverne. Den enkelte lærers samvær med eleverne beskrives som en ligeværdig opgave med lærerens øvrige opgaver.
Kilde: Bock & Nylykke (2019)
De er alle enige om, at det er derfor, de er højskolelærere. Lærerne nævner, at måden, de arbejder med lærer-elev-relationen på, er ved at bruge humor, huske deres (kalde)navne, nedbryde barrierer og gå tæt på eleverne. Ud fra empirien kan højskolelærerne siges at kategoriseres under rollen den personlige lærer, som er en lærer, der tilgår sin undervisning med sin person for at skabe troværdighed. Læreren har modet til at investere sig selv, ytre holdninger og erkende fejl for at skabe en ægthed (Jørgensen, 1999). En lærer sætter ord på, hvorfor personen vælger at være personlig:
”Jeg har succes med, når jeg sætter mig selv på spil. Så køber de den. Hvis jeg skal have dem til at gå linen ud, så går jeg selv linen ud og afslører mig selv.”
Lærer-elev-relationen bliver også mere personlig som resultat af kostskoleformen på en idrætshøjskole og det beskrives som en frihed ikke at skulle eksaminere. Det beskrives af flere lærere, hvordan de ser eleverne på alle sider af døgnet, hvilket gør, at eleverne smider masken og viser sig, som dem, de er. En lærer fortæller også, hvordan det samme gør sig gældende for lærerne:
”Det helt særlige ved at være højskolelærer er, at man er et menneske, ikke en lærer, tror jeg først og fremmest, men et menneske, som møder et andet menneske. At det ikke bare er skallen eller en brøkdel, men at det er det hele.”
Det særlige ved relationen til eleverne er også, at lærerne vil noget mere. Det skal ikke bare være hyggeligt. De ønsker, at der bliver sat en milepæl i elevernes liv og at de rykker sig og bliver dannede. De ønsker at influere på, hvor ungdommen skal rykkes hen i forhold til festkultur, samværskultur og idrætskultur. Det giver lærerne en stor meningsfuldhed at påvirke eleverne.
En livsstil at være højskolelærer
Hvad betyder livsstil?
Livsstil er en bevidst valgt måde at indrette sit liv på som signalerer en ønsket social identitet i det moderne samfund. Der er en udbredt forståelse omkring, at mennesket selv vælger sin livsstil og derigennem danner sin identitet. Det flydende forhold og forståelse af arbejdet som en livsstil kan sammenholdes med filosof og leder Morten Albæks tanker i bogen “Ét liv, én tid, ét menneske”. Her stiller han sig kritisk til forestillingen om at adskille livet i arbejde og fritid. Ifølge ham er svaret på en mere meningsfuld tilværelse at anskue sit liv som ét. Han beskriver, at tid er universel og dermed uspaltelig samt at mennesket ikke kan spaltes i et arbejdsmenneske og et familiemenneske: “Vi står ikke op og går på arbejde. Vi står op og går ud i livet.”
Kilder: ordnet.dk, Hansen & Modvig (2014), Albæk (2018)
Når højskolelærerne bliver adspurgt, hvordan deres forhold mellem arbejdstid og fritid er, bruger de alle uafhængigt af hinanden ordet ‘flydende’. En af lærerne forklarer, at hvis en elev har krise, så tropper læreren gerne op en søndag og hjælper, selvom læreren egentlig havde fri. Det udtrykker en autopoiesis (norm) omkring en vedvarende tilgængelighed fra højskolelærerens side. En af de andre lærere forklarer også, at denne tilgængelighed gør sig gældende, når læreren sidder og spiser morgenmad og udtrykker, at personen hele tiden er på arbejde. Kommunikationen synes at illustrere et afhængighedsforhold, hvor både eleven og læreren skaber en meningsdannelse ud fra interaktionen med hinanden. Det motiverer mange af lærerne.
Det flydende forhold mellem arbejde og fritid udtrykker lærerne som noget af det, der gør, at arbejdet er en livsstil. At arbejdet ses som en livsstil, er alle de pågældende lærere enige om. En af lærerne forklarer, hvordan privatlivet smelter sammen med arbejdet til ét liv:
“Nu tager jeg jo min familie med op og spise, og det giver en meget flydende dag at have sine børn med deroppe, for der er jeg jo stadig på arbejde. Og det er jeg jo også, hvis jeg møder eleverne nede i byen. Og det er til det gode, fordi det er en livsstil for mig.”
Det kan tolkes i forhold til Morten Albæks perspektiv omkring livet som ét, at læreren agerer som ét menneske, hvor læreren både er forælder og lærer i en og samme situation. På den måde kommer livsstilsbegrebet til udtryk ved, at læreren bevidst har valgt at indrette sit liv med højskolen som omdrejningspunkt for både arbejde og familie og finder glæde i det. Læreren uddyber, hvorfor arbejdet som højskolelærer kan ses som en livsstil:
“Det bliver jo en livsstil i kraft af, at jeg bor lige midt i højskolen. Nu her hvor det er efterår, kan jeg ikke engang gemme mig bag hækken længere.”
Hækken (uden blade i efteråret) kan illustrere, hvordan der fysisk heller ikke er en afgrænsning mellem arbejde og fritid for denne lærer. På baggrund heraf kan det påpeges, at rollen som højskolelærer på en idrætshøjskole bliver særlig i form af en egen-logik omkring, at rollen som højskolelærer er langt mere end blot et job – en livsstil, som lærerne elsker.
Menneskelige omkostninger
At arbejdet som højskolelærer er en livsstil for lærerne, gør også, at lærerne bruger meget tid på at være højskolelærer. En lærer beskriver det som at gå på højskole i 15 år i streg, hvilket for denne lærer er fantastisk. Men læreren beskriver også en bagside af medaljen:
”Jeg mener, at livet jo også er andet end højskole, og det kan man godt blive i tvivl om nogle gange, når man sådan sovser rundt i de samme oplevelser. Man er seriøst dårlig til andre relationer. Det sådan en osteklokke.”
At være højskolelærer kan altså skabe nogle menneskelige omkostninger. Set i forhold til omverdenen fylder højskolen meget og lærerne skaber stærke meningsdannelser her. Derfor udtrykker de fleste lærere også, at deres sociale behov bliver opfyldt her gennem kolleger og elever, hvilket går ud over andre relationer.
”Som elev bliver man suget ind i det, men det gør man også som højskolelærer. Især som ung højskolelærer bliver man bare kørt ind i centrifuge, hvor alting drejer sig om det. Det bliver verdens navle, og man kan ikke se skoven for bare træer. På godt, men også på ondt.”
Der ses dog en tendens til, at der opstår en anden prioritering efter stiftelse af familie. Nogle af lærerne anser ikke de menneskelige omkostninger som et problem og elsker netop, at arbejdet griber ind i livet, mens andre lærere er meget opmærksomme på også at lade andre ting fylde i livet.
Må man gerne tage hjem kl. 16 hver dag?
Blandt forskellige højskolelærere er der generelt delte meninger omkring, hvor meget arbejdet skal og bør gribe ind i tilværelsen. Det er et udbredt synspunkt blandt nogle lærere, at de ikke ønsker at tælle timer. De finder derimod glæde i ikke at skelne skarpt mellem arbejde og fritid og kan have svært ved at forstå de kolleger, der nøje gør. Det bliver udtrykt at netop højskolelærerjobbet ikke er gearet til at tælle timer nøje, hvis man som lærer skal finde glæde i det.
Omvendt er der et andet udbredt synspunkt blandt nogle andre lærere, som mener, at man godt kan være 100 % til stede og en god højskolelærer, selvom man tæller timer og går hjem, når man har fri. Nogle af disse lærere har altså svært ved at koble sig til normen om, at lade arbejde og fritid smelte meget sammen og ønsker også andet i tilværelsen. Opsummeret set giver alle lærerne udtryk for, at de finder glæde i, at arbejdet er en livsstil. Blot er der uenigheder om, hvor flydende forholdet mellem arbejde og fritid bør være. Disse to generelle synspunkter kan nogle gange være med til at skabe udfordringer – men kan omvendt også være med til at skabe mangfoldighed i et lærerkollegie.
Højskolelærere er mere end bare kollegaer
Relationen mellem højskolelærerne beskrives af lærerne som tæt, hvilket kan være med til at gøre rollen som højskolelærer særlig på en idrætshøjskole. Flere lærere beskriver et venskabeligt forhold til flere af sine kolleger.
”Vi bor jo lige ved siden af hinanden her de fleste af os, har fag på kryds og tværs og har også engang imellem haft mange kollegaer med børn, så det har også været noget, vi har haft til fælles. Jeg synes nok, det er en mere familiær relation, jeg har til mine kollegaer.”
Det er med til at sige noget om, hvor værdifuld relationen mellem højskolelærerne er for mange af lærerne, når det bliver beskrevet som familiært. Denne relation mellem lærerne opstår som følger af et tæt samarbejde via fag og idræt eller samvær i privaten. Dette samvær i privaten kommer også stærkt til udtryk i form af lærernes bopæl, hvor nogle af lærerne er naboer og kender hinandens familier. En anden lærer beskriver også, hvordan kollegerne påvirker hinanden meget via deres engagement og dermed kan stable helt unikke ting på benene i fællesskab. Det er med til at skabe et meget inspirerende miljø for læreren. Læreren påpeger dog også en ulempe en ved dette store engagement:
”Der er et problem, som ikke alle kollegaer er enige i. Nogle gange så giver vi for meget af os selv til skolen, uden at vi får noget for det. Og det kan egentlig være med til at underminere hele højskolelærer-rollen, for så kommer man til at gå ned med stress.”
Som nævnt er der dog også andre lærere, som ikke anser det som en problematik, men blot en gave at have kolleger, der er gode venner, inspirerer og bidrager med forskellighed.
Idrætten som nøgle
Ifølge højskoleloven skal idrætten have en “fremtrædende plads, men aldrig på bekostning af det almene.” (§ 1, 2019). Undersøgelsen viser, at idrætten er en stærk medspiller til at engagere og danne eleverne. Mange af eleverne er typisk rigtig glade for at dyrke idræt på en idrætshøjskole, og det skaber et særligt potentiale i undervisningen, at lærerne møder eleverne i et forum, hvor de er meget motiverede. En lærer forklarer, hvordan idrætten bliver en nøgle til at danne eleverne:
”Jeg har potentiale for at fange dem bedre i idrætsfagene, fordi det er det, de er optaget af. Og så kan jeg skabe nogle vinkler, som de ikke havde opdaget. Og det er mit virke som højskolelærer, at det er der, hvor jeg skal fange dem.”
Derudover har højskolelærerne på en idrætshøjskole også en stor kærlighed og passion for idræt. På den måde mødes lærer og elev omkring samme interesse for idræt som sag. Eleverne ser netop lærerne i et andet forum end et klasseværelse, og det er med til at skabe en mere ligeværdig relation mellem lærer-elev. Samtidig bliver det af flere lærere også udtrykt, at det kan være lidt sværere at fange det perspektiverende UBAK i idrætsfagene, fordi lærere og elever bliver så optaget af idrættens egenværdi. Flere af lærerne mener dog også, at idrætten har en betydning og værdi i sig selv. De er dog meget bevidste omkring at tænke det brede almene ind i idrætten på forskellige måder.
Hvad er en idrætshøjskole?
Den danske præst og historiker N.F.S. Grundtvig dannede idégrundlaget for folkehøjskoler i 1830. Visionen var at oplyse bønder uden uddannelse og borgere omkring folkelighed, demokratisk deltagelse, menneskekundskab, nationalisme og kristendom. Sidenhen har højskolebevægelsen udbredt sig markant i landet med en tilhørende lovgivning. Folkehøjskolen er defineret ved en privat selvejende institution, som er omfattet af lov om folkehøjskoler fra Kulturministeriet. I bekendtgørelsen beskrives det, at en folkehøjskole skal tilbyde undervisning og samvær, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Undervisningen skal altså have en bred almen karakter.
I Danmark er der 70 folkehøjskoler, hvoraf 11 af dem er af højskoletypen Gymnastik-, sports- og idrætshøjskoler, hvilken er den type, denne undersøgelse fokuserer på. Idrætshøjskoler har fokus på idræt og bevægelse, hvilket halvdelen af undervisningen på skolen består af. Elever kan tilmelde sig kurser på en idrætshøjskole og er under opholdet påkrævet at bo på skolen. I kontrast til andre uddannelsesinstitutioner som bl.a. folkeskoler, gymnasier eller universiteter må folkehøjskoler ikke afholde prøver og eksamener.
Kilder: Høher-Larsen & Haase (2016), Bock & Nylykke (2019), Højskolernes Hus (2020)
Note: Empirien bygger på flere længere, individuelle interviews med højskolelærere fra flere idrætshøjskoler. Af hensyn til beskyttelse er alle lærere anonymiseret.
