At være på højskole indebærer at dele sit eget liv og blive en del af andres liv. Vi får det til at ske på forskellige måder for at forøge forståelsen for hinanden og hinandens liv.
Vi har særligt dyrket livshistorierne i forbindelse med Det Gælder Livet, men de har også haft sin plads på vores teams og de seneste år har vi arbejdet med portrætter. I efterår 2020 har vi dykket lidt ned livshistorier og formålet med livshistorier.
Først kigger vi lidt på den nuværende placering for livshistorierne på højskolen, og derefter kigger vi på, hvordan livshistorierne måske skal fylde på Vejle Idrætshøjskole i fremtiden.
Hvad er livshistorier?
Livshistorier kan forstås som indre fortællinger om vores livsforløb, der både indbefatter vores fortid, nutid og fremtid. Livshistorier er altså en del af vores indre tankeliv. En livshistorie formes ud fra et menneskes erindringer om livet. Erindringerne kan være om valg, vi har truffet, og mål, vi har forfulgt, eller om livet der har ramt os på den ene eller anden måde.
Livshistorien fortæller noget om, hvem vi er, hvordan vi er blevet sådan, og hvad der er vigtigt for os. En livshistorie er en fortælling om den enkeltes liv, men livshistorien giver også et indblik i, hvordan det enkelte menneske ser og forstår sig selv.
Den enkelte laver et selvbiografisk ræsonnement for at skabe mening og sammenhæng i livshistorien. Det sker blandt andet ved at danne en tidsmæssig ordnet fortælling med årsagsforbindelser mellem udvalgte begivenheder og perioder i livet.
I livshistorien vælger du nogle begivenheder som vigtige - og ikke andre. På den måde skaber du en fornemmelse af, hvem du er som person. Livshistorierne kommer altså til at understøtte vores selvforståelse og identitet.
Livshistorier kan tage sig ud på mange forskellige måder, men den kan også fortælles på mange måder.
Du kan lære mere om livshistorier fra Danskernes Akademi i en kort udsendelse om Livshistorien.
Livshistorien kan være med til at svare på spørgsmålet: “Hvem er jeg?” ved at kigge tilbage på fortiden og række ud i fremtiden.
Hvordan skelner man mellem hverdagshistorier og livshistorier?
Den enkeltes liv er et sammensurium af små hverdagshistorier, og nogle af de hverdagshistorier bliver definerende for den enkeltes livsbane. Det er umuligt at sige, hvilke historier der i sidste ende kommer til at påvirke den enkelte.
De enkelte lærere på Vejle Idrætshøjskole arbejder naturligvis forskelligt med livshistorier og livsbaner. Vi har på lærermøder drøftet, om vi skal forsøge at skabe sammenhæng i den enkeltes livshistorie, eller vi skal opfatte de enkelte fortællinger som små stjerner i den enkeltes liv.
Vi er blevet enige om, at man som ungt menneske (og for den sags skyld også som ældre menneske) mest har brug for at udfolde de små fortællinger, og at de enkelte fortællinger vil lyse mere eller mindre op senere i livet, når man ser tilbage på sin livsbane.
Hvor individuel er en livshistorie?
Livshistorien er intimt din egen, samtidig med at livshistorien forbinder dig til kulturen og dine omgivelser, fordi vi følger nogle af de samme kulturelle skabeloner.
Hvordan vi udvælger og fortolker materiale fra livshistorien får stor betydning for, hvordan vi forstår os selv på.
Livshistorien bygger på vores hukommelse. Hukommelsen er ikke en tro kopi af, hvordan det skete. Vi ender altså med at iscenesætte en historie om os selv, når vi laver vores egen livshistorie.
Hvordan bruger vi livshistorier på Vejle Idrætshøjskole?
Vi arbejder ud fra en forståelse af, at et menneske ikke kun har én livshistorie, men at livet er udgjort af et hav af fortællinger, som binder menneskets liv sammen, men også binder os sammen som mennesker. Livshistorierne kan være med til at afdække det individuelle og forskellige, men også til at finde lighederne og det fælles.
Vi har tydeligst sat det i spil i forbindelse med Det Gælder Livet, på teams og i forbindelse med portrætopgaven, som er udarbejdet i forbindelse med vores mangfoldighedsprojekt, der handlede om at få øje på mangfoldigheden på højskolen og få større forståelse for hinanden.
Livshistorier på Det Gælder Livet
Historier fra livet har i mange året været en fast bestanddel på Vejle Idrætshøjskole på Studiekreds og senere Det Gælder Livet. Mange tidligere elever husker sikkert stadig, når de har lyttet til væsentlige historier og fortællinger fra de andre elevers liv i det fortrolige og trygge rum.
Det Gælder Livet er et livsfilosofisk fag, hvor vi snakker om menneskets grundlæggende livsvilkår. Det Gælder Livet er et gennemgående fag, som eleverne har to gange om ugen.
Som elev på Det Gælder Livet er eleverne blevet inviteret til at fortælle om Det store i mit liv. Præmissen for fortællingerne har været at dele noget signifikant fra eget liv.
I praksis får eleverne tildelt et tidsrum på omkring 30 minutter til at dele deres historie, svare på spørgsmål og deltage i en samtale om den fortalte historie og perspektiverne fra historien.
Eleverne kan selv være med til at påvirke, hvordan fortællingen skal fortælles, men de fleste ender med at være midtpunkt for en halvcirkel af lyttende højskoleelever.
Nogle gange starter læreren selv med en personlig fortælling, og andre gange fortæller læreren ikke noget selv.
Udfordringen med fortællingerne kan være tyngden af historien. Mange historier er baseret på nogle meget livsomvæltende begivenheder.
Det er på mange måder lidt uforudsigeligt, hvordan fortællingerne kommer til at præge stemningen i rummet. Denne uforudsigelighed stiller krav til læreren og de andre elever. Derfor er det meget vigtigt, at holdet sammen har opstillet en god ramme for, hvordan alle kan agere under og efter fortællingerne. Der er mange følelser på spil.
At nogle fortællinger kan virke voldsomme, kan skabe lidt utryghed hos andre, som synes deres egne livsfortællinger er lidt banale.
Portrættet
En af de opgaver vi tager meget alvorligt er at få eleverne til at føle sig som en vigtig del af forskellige fællesskaber. Vi tror på, at når man deler sin (livs)historie med andre, så bliver man indflettet i hinandens liv.
Når flere kender hinandens historie, så slår man rødder i de samme fællesskaber. Det er en af årsagerne til, at vi stiller en portrætopgave til eleverne kort tid efter de kommer på skolen.
Lærergruppen har denne dag stillet en portrætopgave, der via en række konkrete spørgsmål skal føre til, at eleverne i par taler sammen og derefter skriver et portræt af hinanden. Det inviterer til en samtale menneske til menneske mellem elever, der ikke i forvejen har en tæt relation og som måske ikke naturligt finder hinanden.
Når eleverne har lavet portrætterne, så bliver de hængt op uden for elevernes værelser. Derefter kan man gå rundt og lære endnu flere historier at kende.
Menneskebiblioteket
I løbet af efteråret 2020 havde vi besøg af Menneskebiblioteket. På Menneskebiblioteket kan man låne et menneske, som fortæller en af sine historier. Menneskebiblioteket skaber trygge rum til samtaler om det at være menneske. Menneskebiblioteket arrangerer deres udlån på forskellige måder, men de har rimelige krav for udlånet af deres menneskebøger.
Du må heller ikke tage din bog med hjem, ligesom bogen ikke må overdrages til andre læsere. Bogen skal afleveres i samme stand som ved udlånets start.
— Regler for udlån i Menneskebiblioteket
Menneskebiblioteket inspirerede os til at lave vores eget Menneskebibliotek med vores egne elever. De øvrige elever kunne nå at høre og samtale med tre bøger med meget forskelligartede og rørende fortællinger.
Livshistorier giver adgang
Livshistorier er også en måde at blive set på. Når man deler sin livshistorie, så får man adgang til hinandens liv.
Lene Tanggaard beskriver i Det kreative nej vores samtid som et adgangssamfund, hvor hun trækker på de to filosoffer Axel Honneth og Shoshanna Zukoff.
Vores unge mennesker har fået til opgave at skaffe sig adgang (til uddannelse, karriere, anseelse). Hvis man har ressourcer og bagland, så er der adgang til en perlerække af muligheder, hvis man kan skaffe sig adgang.
Vi kan ikke stoppe fortællingen om de uanede muligheder og selvrealiseringen, og problemet er, at der ikke er uanede muligheder for alle. Påbuddet om at realisere sig selv er blevet større for de nyere generationer.
Skal de unge bare blive mere robuste, så de kan tackle modstanden. Eller skal vi skabe nogle mere robuste fællesskaber, så man bliver indlejret i en sammenhæng. Lene Tanggaard advokerer for mere robuste fællesskaber.
Livshistorierne kan måske være en nøgle til, at man får adgang til et fællesskab, hvor der er samhørighed og forståelse. Derved kan man blive indlejret i et robust fællesskab, som kan være en platform for den enkeltes liv.
Konklusion
Livshistorierne er altså med til at afddække det fælles og det individuelle. De skaber en forståelse hos den enkelte for, hvad man er rundet af. Livshistorierne indlejrer de enkelte i den samme fortælling, så man kan slå rødder i robuste fællesskaber.
