Den 20. juli, 1945 sagde jeg og min familie farvel til Ollerup og flyttede ind på Nørremarksgården lidt uden for Vejle.
Det var - foruden mig selv - min mor Vilna, min storesøster Bodil og min storebror Kai, som dog kort tid efter flyttede til København for at begynde studier ved universitetet dér. Og så var det min morfar, som havde boet hos os i nogen tid efter min mormors død. Min far, Rask Nielsen, havde allerede boet der siden slutningen af april, idet han fra den første maj var blevet ansat som medforstander på Den Jyske Idrætsskole. Far og Idrætsskolens forstander, Svend Aage Thomsen, kendte hinanden fra Svend Aages ophold som elev på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, hvor far havde været lærer siden 1922. Nu stod Idrætsskolen og manglede en medforstander, idet det var et krav for at få den almindelige statsstøtte til driften af skolen, at der var en pædagogisk uddannet ledelse, og i modsætning til Svend Aage havde min far en sådan, idet han var uddannet som lærer fra Jelling Statsseminarium.
Som nævnt havde far boet på Nørremarksgården fra slutningen af april 1945. Det kunne være blevet skæbnesvangert. Jeg har fået fortalt om, hvordan det hemmelige tyske politi, Gestapo, en af dagene omkring den 1. maj gennemførte en razzia på gården. Alt blev gennemgået fra kælder til kvist, og hvis de ude i laden var gået lidt længere ned i halmdyngen, ville de være stødt på et større lager af våben og sprængstoffer. Hvad det kunne have betydet for far og for den karl, der passede gården, og som boede på den, kan man kun gisne om. Nu fandt de altså intet, og få dage senere oplevede vi så befrielsen.
Men på forskellige måder fik vi hurtigt et kendskab til en bemærkelsesværdig del af Idrætsskolens historie i de sidste år under besættelsen.
Særligt efter at store dele af det danske politikorps blev arresteret i september 1944, var det ikke mange af skolens elever, der opholdt sig der under eget navn. Det var politifolk, der havde undgået arrestation. Nu fungerede de som frihedskæmpere og havde bl.a. til opgave at sabotere hovedjernbanen op gennem Jylland. Der er ikke langt fra skolen og ned gennem Nørreskoven til jernbanelinjen langs Vejle Fjord, og på film, som blev optaget af Svend Aage Thomsen, ses der flere sekvenser, hvor man følger aktioner, fra folkene fjernede bundbrædderne i en af sengene i den fritliggende kursusbygning med navnet “Jomsborg”. Videre blev gulvbrædderne under sengen fjernet, og under dem åbenbarede sig et hemmeligt våben- og sprængstofdepot, hvorfra der blev hentet plastisk sprængstof og øvrige ingredienser til at fremstille de bomber, som nogle timer senere gjorde jernbanelinjen ubrugelig og forhindrede de vigtige transporter af tyske tropper og materiel. Også ved selve sprængningerne var Svend Aage Thomsen der med sit filmkamera og forevigede dermed disse aktioner. Det var jo ellers i en tid, da det var umuligt at skaffe sig smalfilm, men Svend Aage Thomsen fik dem leveret via Frihedsrådet, der var Modstandsbevægelsens øverste myndighed.
Flytningen fra Ollerup til Nørremarksgården betød på mange måder en ret voldsom omvæltning for os. Fra en ganske stor villa med stort set alle den tids moderne bekvemmeligheder flyttede vi nu ind i stuehuset til den avlsgård, der hørte til Idrætsskolen, og på hvis jorder skolen var bygget. Dels var pladsen mindre her, men det kunne i nogen gradmodsvares af, at min bror Kai som nævnt flyttede til København. Værre var det, at der ikke fandtes sådan noget som et toilet. Der var et godt gammeldags lokum ude i en af udlængerne ved siden af et vaskerum med en god gammeldags gruekedel, hvor meget vasketøj blev kogt i de følgende år, når der var storvask - som man jo gjorde det dengang. Men vaskerummet gjorde det også ud for badeværelse, idet der var installeret en bruser, som imidlertid kun kunne levere koldt vand. Den almindelige, daglige renlighed blev klaret i køkkenet med brug af vaskeklude. Men så var der heldigvis i tilknytning til skolen en rigtig sauna, som blev fyret op hver lørdag, og hvor vi lærerfamilier også havde adgang. Særligt om vinteren var det en speciel oplevelse. For uden for saunaen var der et cirkelrundt plumpbassin, og samtidig med at karlene, der passede Nørremarksgården og skolens omgivelser, fyrede op i saunaen, havde de også den opgave at hugge hul i isen på bassinet. Så kunne man skifte mellem 85 grader i saunaen og 0 grader i bassinet. Hvor dejligt det var, kan nok diskuteres, men man ville jo ikke være en tøsedreng. Og desuden fik vi at vide, at det var sundt. Det skal også nok passe, for sådan noget som en forkølelse kendte jeg i hvert fald ikke noget til i de år, da jeg boede på Nørremarken.
En iøjnefaldende genstand ved kanten af bassinet ved saunaen var en stor fantasiøgle udført i beton. Ud af munden spyede den det vand, der fyldte bassinet. Jeg mener at have fået at vide, at det var Svend Aage Thomsen selv, der havde udformet den, og med hans uddannelse som stenhugger og med hans sans for kunst taget i betragtning lyder det jo helt rigtigt.
På flere måder mindede livet på og omkring Idrætsskolen om det, vi var kendt med fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup. F.eks. spiste lærerfamilierne med ved hovedmåltiderne middag og aften, og det gav lejlighed til - ud over de almindelige elever - at møde mange af den tids bedste sportsfolk, som kom der på kurser og til træning eller virkede som instruktører.
Vi fik også et nært forhold til nogle af lærerne. Blandt dem husker jeg særligt Viggo Søndergaard, som boede i en af lærerboligerne tæt ved skolen. Han var utrolig dygtig idrætslærer, som i øvrigt også havde været samme med far på Gymnastikhøjskolen i en årrække. De to - Viggo Søndergaard og far - forsøgte sig i øvrigt også i forretningslivet, idet de sammen oprettede en forretning med to varegrupper i Passagen midt i Vejle by. De to varegrupper var sportsrekvisitter og radioer, og forretningen hed naturligt nok SpoRa. Den blev aldrig nogen succes og måtte ret hurtigt lukke igen. Men Viggo Søndergaard fik senere succes som minkavler.
Blandt mine minder fra årene på Den Jyske Idrætsskole er også lørdags-aftenerne, når der var samvær og underholdning - oftest i opholdstuen. Der blev sunget, fortalt gode historier og opført muntre sketcher. I sommertiden rykkede disse aktiviteter til tider til friluftsscenen,. der var indrettet som et amfiteater ved siden af “Jomsborg”, og herfra husker jeg en ganske særlig optræden. Det var skolens inspektør og fantastiske “blæksprutte” Knud Thomassen, der optrådte som den egyptiske Kong Faruk, som p.gr.a. både politiske og familiemæssige problemer var en ganske kendt person på den tid. Hvis man har set billeder af Kong Faruk, og hvis man husker Thomassen, vil man forstå, at han var oplagt til rollen. Jeg husker ham siddende på en tronstol midt på scenen omgivet af et dansende kor af forførende haremskvinder, som blev levendegjort af sommerpigerne. Det må have gjort stærkt indtryk på den 12-13 årige mig, for jeg huske stadig - her 70 år senere - den første strofe af den sang, som Thomassen sang til akkompagnement af en udpræget østerlandsk musik, som endnu klinger i ørerne på mig. Sang og musik var dog på forhånd indspillet på bånd, så Thomassen kunne nøjes med at mime på scenen.
Strofen lød:
Navnet mit er Kong Faruk abdiceret med et suk. Det var ham Naguib den slemme, som mig satte i en klemme. Svigermor var også stram, tog min lille Narriman, og fra Nilens skønne strand havned jeg i dette land.
Jeg gad vidst, om ikke denne optræden er foreviget på film, for som tidligere nævnt var Svend Aage Thomsen en dygtig og ivrig filmfotograf.
Det var i øvrigt en interesse og evne, som vi fra tid til anden nød godt af på underholdningsaftenerne. På et tidspunkt fik Svend Aage en særlig interesse for at gå virkelig tæt på i småtingsafdelingerne, og der kom nogle utroligt smukke film ud af det med blomster, sommerfugle, biller og andet småkryb, som de færreste af os lægger mærke til i dagligdagen. Men Svend Aage fik med sine film virkelig lukket øjnene op på os for disse sjældent bemærkede sider af naturen.
På et tidspunkt var skolen tæt på at få en idrætshal. Jeg ved ikke, om den blev købt, eller om den blev foræret til skolen, men det drejede sig om det ubeklædte træskelet til en påbegyndt tysk hangar på flyvepladsen i Vandel. Det skulle skilles ad, og alene det var et meget stort arbejde, som jeg nogle gange var med til. Men hvor de andre, der tog del i det, kom fra, husker jeg ikke. De mange dele blev transporteret hjem til skolen, hvor de lå et stykke tid, inden man erkendte, at det ville blive for stort og vanskeligt et arbejde at få dem samlet igen og for dyrt at få hallen gjort færdig med beklædning på en måde, så den kunne være rigtig anvendelig. Derfor blev det opgivet, og hvad der egentlig skete med alt træværket, ved jeg ikke.
Svend Aage Thomsen havde to børn, Birthe og Bjarne, som blev nogle af mine legekammerater.
Når sneen dækkede området, gik turen jævnligt på ski rundt på Nørreskovens stier og hen til den skihopbakke, der var opført i skoven få hundrede meter fra skolen. Jeg prøvede den nogle få gange; men skihop blev nu aldrig min foretrukne fritidsbeskæftigelse.
Allerede under krigen var min far begyndt at tage ud som foredragsholder ved utallige foreningsarrangementer i forsamlingshusene, på skoler, og hvor mennesker ellers mødtes dengang. Før krigen havde han rejst en del i Sydeuropa og på Balkan, og han havde fra disse ture en meget stor samling af lysbilleder. Med krigen og besættelsen og de lukkede grænser var der opstået et vældigt behov for at høre om, hvad det egentlig var, der skete ude i verden, baggrunden for det og en vurdering af det. Det kunne far give i en grad, så han hurtigt blev meget efterspurgt som foredragsholder. Og ud over den politiske orientering kunne han så efter “kaffe”bordet, hvor man drak krigstidens surrogat med et stykke franskbrød med ost og en småkage til, vise sine lysbilleder, eller han læste en historie af en af de gode og gerne humoristiske forfattere.
Denne foredragsvirksomhed fortsatte han med også efter krigen, og der blev stadig oftere sendt bud efter ham. Til sidst blev det for meget for ham at klare ved siden af skolearbejdet. Ofte kom han først hjem et stykke hen på natten, og klokken syv om morgenen skulle han så igen stille på skolen til morgenmad sammen med eleverne. Det kunne han ikke blive ved med at klare, og nu måtte han vælge. Det blev i første omgang en mere begrænset foredragsvirksomhed og dermed en afsked med Idrætsskolen.
Egentlig havde det allerede forinden været bestemt, at far skulle stoppe på Idrætsskolen, når sommerskolen sluttede til august 1948. Dels var der kommet nye ledelsesbestemmelser for højskoler, som gjorde det muligt, at Svend Aage Thomsen nu kunne være eneforstander, og dels var Gymnastikhøjskolen i Ollerup på det tidspunkt færdigrestaureret efter årene med tyske soldater og flygtninge, og Niels Buhk havde opfordret far til at vende tilbage, når et nyt hold elever skulle begynde til oktober. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, for i løbet af sommeren og efteråret blev det klart, at fars helbredstilstand ikke gjorde det muligt med et fast job som underviser. Og da min morfar døde i efteråret 1948, besluttede mine forældre at flytte ind i et hus, som han ejede i Jelling, men som hidtil havde været udlejet.
Dette er en revideret version af den oprindelige erindringsberetning fra Bent Aalbæk-Nielsens hjemmeside. Bragt med tilladelse fra Bent Aalbæk-Nielsen.