Svend Aage Thomsen datter, Birte Christensen, husker tilbage på sine gode år på den Jyske Idrætsskole, som sluttede brat i 1961 ved Svend Aage Thomsens død og uenighed med bestyrelsen.
Murer fundatsen ind i soklen som 5 årig
Jeg var 5 år, da skolen blev grundlagt - og jeg fik lov til at mure en mursten ind i soklen af skolen, hvor fundatsen også blev lagt med. Derfra var jeg på skolen med få afbræk indtil jeg blev 21 år, hvor far døde.
Ved grundstensnedlæggelsen sagde min far:
Med min optimisme må mit forehavende lykkes!
Far bygger skolen for at betale af på sin gæld til idrætten, og fordi han syntes at der manglede dygtige idrætsledere rundt omkring i udlandet. Ved udvidelsen og genindvielsen i 1958 sagde DIFs formand
Du har betalt din gæld til idrætten.
Det var en fantastisk verden at vokse op i, hvor jeg var omgivet af mange forskellige glade mennesker.
Det blev min verden.
Gennem årene prøvede jeg mange forskellige idrætsgrene og manglede der en til gymnastik, folkedans eller andet, så kunne de godt bruge mig.
Jeg husker også billeder af de forskellige jyske byers byvåben på dørene i starten, da de var med til at støtte skolen og elevværelserne i starten. Allerede inden skolen blev bygget, var der nogle, der havde skrevet sig op ^[kilde: Folkebladet 3/4 1943].
Gymnastikken foregik udendørs
Klaveret som mor spillede på til sang og gymnastik var bedstemors og bedstefars. Da vi ikke havde en gymnastiksal, foregik gymnastikken for det meste udendørs. Begyndte det at regne, så hurtigt et tæppe over og buksering indendørs.
Skihopbakken
Da vi altid havde sne om vinteren dengang, boltrede de norske elever sig på skihopbakken. Far skulle også vise, at det kunne han også, og det kunne han. (Jeg tog selv bakken fr hoppet og ned og brækkede begge ski på en gang.)
Fotografen, filmmageren og modstandskampen
Krigen har jeg på nethinden, da far optog en film: “De 5 forbandede år”, og jeg har set filmen mange gange. Selve de trænge perioder med rationering, småt med penge og elever erindrer jeg ikke ret meget om, for jeg var kun 1 år da krigen brød ud.
I filmen “De 5 forbandede år” fra modstandskampen er der blandt andet en episode, hvor jernbanen i Tirsbæk bliver sprængt i luften. Far fik filmene fra Danmarks Frihedsråd, og skulle bare filme. Når far var afsted om natten vidste mor ingenting, så hun ikke kunne afsløre noget.
Rensningsanlæget ventede jo på udvidelsen, så det var jo et godt sted at gemme ting, der skulle skjules for værnemagten.
En jul havde vi en af eleverne med. Han var gået under jorden og han hed Ole (måske var det Ole Lind, som Birte Thomsen ikke vidste måske var et dæknavn, red.)
Billederne på årsskrifternes forside er fotografier taget af far.
Far var en fantastisk dygtig fotograf. Han optog bl.a. en film for Danske Dammen? Asfalt, en Vejlefilm, instruktørfilm m. fl.. Men den helt store film er Forunderlig Verden. Far havde konstrueret et lille stativ, fastgjort foran på Leicaen, så han kunne komme tæt på blomster og dyr. Mens han fortalte om de smukke ting i naturen, spillede han musik af Mastovani. Filmen gik sin sejrsgang ved mange fremvisninger rundt omkring og han blev kaldt den danske Walt Disney. Det var også en reklame for skolen, når far tog rundt og holdt foredrag og filmfremvisninger.
Bjarne, mor og jeg var med på nogle af turene rundt i landet og fik glæden over alle de skønheder vort land er så rigt på, og som mange flere burde få øjnene op for. Men ellers var der ikke tid til ferier med mor og far. Kun én gang til Norge for at stå på ski.
Kampen for udvidelsen og forløsningen ved indvielsen
I 1952 havde han følt en psykisk træthed ved at løbe panden mod en mur så mange gange. Det viser sig tydeligt i årsskriftet fra 1955 (s. 34-35).
I 1954 drømte far, at skolen var bygget færdig og forestillede sig de arrangementer, der skulle sættes i gang.
Men hvor der er vilje, er der også en vej.
Endelig fik mor lov til at tage det første spadestik til udvidelsen af skolen efter 16 års kamp. Ved rejsegildet sagde far bl.a. Dette er ikke et enkeltmandsværk lige så lidt som noget andet stort værk kan blive det
.
Danmarksrekord i 10-kamp
Da far satte Danmarksrekord i 110 meter hækkeløb på Vejle Stadion i 1942 kunne folk ikke forstå, hvor han blev af. Pludselig dukkede han op fra skoven, hvor han havde været ude at varme op.
Mig selv
Efter endt skolegang regnede jeg med at skulle på Vejle Husholdningsskole. Men nej, far synes, at jeg skulle opleve en anden Idrætshøjskole i Sænderborg i 1956-57. Det blev også en udvikling, og jeg fik gang svømningen efter at have svømmet rundt i badstuens runde bassin på 6 m i diameter.
Sommeren 1957 var jeg elev på Den Jyske Idrætsskole. Nok den mest glade og sorgløse tid i mt liv. Et kammeratskab der holdt vandrebogen kørende i mange år. Når sommerpigerne af far fik skoleemblemet sat på brystet: “Flammerne der altid skulle brænde og anspore dem til at sætte ind overfor ungdommen.” Så sang vi altid denne sang bagefter: “Ud går du nu livets vej…” og så var der ikke et øje tørt.
Vi startede altid dagen med morgensang og Fadervor. Før aftensmaden sang vi “Alle gode gaver…”
Mange aftener sluttede vi dagen med at gå ned på skihopbakken for at synge et par aftensange. Det var meget stemningsfuldt.
Bagefter opholdet på skolen var jeg en vinter på Danmarks Højskole for Legemsøvelser, hvor jeg boede hos formanden for Dansk Badmintonforbund.
Sommeren 1958 underviste jeg eleverne i svømning, redskabsgymnastik og rytmik. Ligeledes underviste jeg hold fra Vejle Svømmeklub.
Hvad var højdepunkterne i mit liv på skolen?
Elevmødet, fastelavnsfesten, gymnastikopvisningerne, venskabet med de mange mennesker, der var så mange berigende øjeblikke. Men først og fremmest forløsningen ved Indvielsen og kongens besøg i 1958. Alle sto på nåle. Da kongen så to ordet udn for programmet (se side 48 i Årsskrift 1958). Far var så rørt, at han dårligt kunne takke alle til slut.
Kongen havde fået årsskriftet tilsendt hvert år, og han havde virkelig fulgt fars trængsler, så fars rundvisning blev kommenteret med kendskab til skolen. Til slut fik kongen pindemadder oppe i privaten. Ingen turde servere for ham, men det ville jeg godt. Da kongen havde besvær med at få en pindemad op, sagde han: “Nej så bruger jeg klør 5”.
Igennem hele min opvækst på skolen, vidste jeg, at jeg skulle gå foran med et godt eksempel. Da jeg blev lærer i 1961 skrev forstanderinden i mit eksamensbevis bl.a. “Ganske særligt skal fremhæves at frøken Thomsen på den smukkeste måde repræsenterer sit hjem og sit sportsmiljø.”
Den kamp gennem alle årene for skolens færdigbygning sled far op. Da far pludselig døde i 1961, var det som verden styrtede sammen. Hvad skulle der nu ske?
En ny forstander blev konstitueret. Da familien og elevforeningen havde en mand i tankerne, som vi mente kunne løfte arven efter far, anbefalede vi ham som forstander til bestyrelsen. Mor og fars bror var endda ovre hos formanden for Dansk Idrætsforbund, Leo Frederiksen, for at tale deres sag. Både familien og elevforeningen ville gerne have haft Erik Knudsen, som på det tidspunkt var formand for D.D.G.U.
Bestyrelsen valgte den konstituerede mand. Så var der ikke andet at gøre end, at vi skulle ud - og min mor skulle flytte. Det skete på en uhyre nedværdigende måde. Hvad var hendes? Hvad var skolens?
Det som far og mor hvad kæmpet for alle de år, blev der bare slået en streg hen over. Mor kom aldrig over det. Det var jo hendes verden med mange gode venner, lederne af kurserne osv. Hun flyttede til en lille lejlighed og byggede senere et hus. I nogen tid arbejdede hun på Vejle Dyrehospital. En dag blev hun opfordret af forstanderen på Engelsholm Håndarbejdsskole om at komme ud til dem.
Der var hun først elev, og blev så bedt om at blive lærer på samme sted, hvilket hun blev glad for.
Men savnet af far var stort, og hun døde i 1968 af et åbent mavesår.
Godset - et fristed
Far havde kørt rundt i omkredsen af Vejle for at finde et fristed. Så en dag var der en der sagde, at der lå et husmandssted ude i Vejle Ådalen. Men huset var så forfalden, 18 tdr. land, 400 m Vejle Å, og gammelt egepur.
Og som far fandt ud af senere, så var der også tre stenalderbopladser.
Det er lige noget for mig sagde far. Han kørte til Tørskind og købte det kontant for 25.000 kroner. Manden, hans kone og fire døtre var lykkelige og glade. Nu kunne de få en bedre gård.
Far var helt ovenud lykkelig for det, han have hvervet. Hænderne sad godt på ham, at arbejdet derude med at sætte gården i stand med hjælp fra forskellige var en rigtig afslapning for ham. Der var travlt med at få stuen klar til sølvbrylluppet den 1. december. Han døde så året efter. (Se mere i Årsskriftet 1960)
Efter fars død boede mor i det nogle år, og vi brugte det også som sommerhus. Senere flyttede vi selv ud i “Godset”. Vi restaurerede det fuldstændigt, og boede der fra 1997 til 2010, hvor vi så flyttede til Middelfart med udsigt ud over Fænøsund.
Det var min verden.
