Ville der overhovedet komme nogen, var jeg kompetent nok til at løfte opgaven, ville det blive for meget og for terapeutisk, ville det blive umuligt at håndtere, rumme og lukke ned for, hvad der måtte opstå? Nervøsiteten fyldte mig, mens jeg på semesterets 5. dag gik og bryggede te og kaffe og satte borde og stole op i et af vores grupperum. Men jeg var også spændt og overbevist om, at nogen havde et behov, og at set-uppet med en café, hvor man frit kunne komme og snakke om det, der fylder, ville give god mening. Kaffen og teen var klar, og en for en slog de sig ned rundt om bordet - 7 forskellige ansigter – forskellige i køn, nationalitet, alder, udfordringer, sociale og uddannelsesmæssige baggrunde og grådlabilitet.
Vi drak og talte, bordet rundt og på kryds og tværs. Der var mødt dem med hjemve, dem med social angst og flerårig depression, og som var taget på højskole for at udfordre det, dem med kærester, der var imod højskoletanken og som nu, hvor de mærkede udfordringer frygtede, at de ville lide nederlag, og kæresten ville få ret, dem der var blevet mobbet gennem mange år, dem der havde følt sig usynlige og som en byrde for andre, dem med præstationsangst ift. at det at være på højskole kun kunne lade sig gøre, hvis man var ekstremt sjov og udadvendt.
Faktaboks
- Vejle Idrætshøjskole har afholdt Café Space siden januar 2019.
- Cafeen afholdes ca. hver 3. uge.
- I starten var der kun 1 lærer om opgaven.
- Siden efterår 2019 har vi brugt mangfoldighedsmidler fra FFD og 10 lærere er involverede. Vi er sammen 2 lærere hver gang.
- Mellem 10 og 30 elever pr. elevophold benytter sig af tilbuddet, nogle enkelte gange, nogle hver gang.
De 6 var helt nye, den 7. var en pige, der var elev i sit 2. semester. Hun fortalte, at hun havde været ensom gennem hele sin skoletid i Tanzania, og da hun startede på Vejle Idrætshøjskole, for første gang længe oplevede at høre til. Efter en måned havde hun fået et ‘tilbagefald’, pludselig blev hun usikker, og de gamle mønstre viste sig i hende igen. Men støt og roligt fandt hun igen frem til, at der her er mennesker at stole på, at hun her kunne være sig selv og være åben, og at hun var en del af et fællesskab.
For de nye VIH-elever var dette både en fortælling om ensomhed, om at høre til eller ikke høre til og om, at årgamle mønstre ikke bare forsvinder på én gang, men også om at udvikling tager tid, og at det tager tid at blive god til det, man aldrig har øvet sig i før. Netop det, at der sad en elev, der havde haft samme erfaringer, og nu var ‘på den anden side’, skabte et stort håb i gruppen.
Mødet havde en god effekt, at de kunne se, at de ikke var en minoritet ift. at føle sig udenfor eller udfordret, at de kunne lytte til hinanden, spejle sig i hinanden og give gode råd. Samtidig kunne jeg som lærer knytte dem sammen i kraft af deres lignende fortællinger og gøre meget mere end det, jeg typisk ville gøre 1-1. I løbet af semesteret holdt jeg café ca. hver 3. uge, nogle elever kom ikke igen, andre kom hver gang, og der kom nye til i hele semesteret. Flere af eleverne fra 1. café havde fået øje på hinanden, var ikke hinandens tætteste venner, nogle gik og løb ture sammen og alle havde de fået øje på hinanden og ansvar for hinanden.
Luft for egne problemer og indsigt i andre mennesker - ud af eget ekkokammer
På Vejle idrætshøjskole har vi nu siden januar 2019 prøvet kræfter med tiltaget ‘Café space’. Ideen startede som led i mit HPU projekt om mangfoldighed, og da vi fra august søgte og fik mangfoldighedsmidler, var det en oplagt mulighed at få flere lærere involveret og på den måde få udviklet konceptet, have mulighed for at dele de svære samtaler med hinanden som kollegaer, samtidig med at vi styrker vores tro på, sikkerhed og kompetencer inden for gruppesamtalen og dermed får et bredere repertoire af midler til at løfte sårbarheder hos vores elever.
Cafeen er en invitation til vores elever om at komme og snakke om det ‘der fylder’. Nogle gange sætter vi et tema på eksempelvis ‘kommende gensynsweekend med mange gæster’, ‘ny elev og hjemve’, ‘turen til Østrig og udfordringer med det’, ‘skolen slutter - hvad så nu?’.
Vi oplever, at vores elever får et rum, hvor de kan mødes på tværs af daglige venskaber, nationaliteter og grupperinger. I Café Space mødes de dermed ofte med nogle, de ellers ikke taler med, og udover at de personligt får luft undervejs på den indre rejse som højskoleopholdet er, får de tilmed en varig indsigt i andre mennesker.
Der bliver som regel knebet en tåre, men det kan også bare være tanker om, hvad skal jeg nu her efter skolen, og bekymring over ikke at have planer, hvis man er vant til altid at have sit liv i rette folder.
Vi opfordrer eleverne til at komme og dele eller også til bare at komme og lytte til hinanden uden nødvendigvis at sige noget. Vi oplever også, at enkelte kommer, fordi de er nysgerrige, fordi de har aftalt med deres værelseskammerat at følges med dem, eller fordi de gerne vil bidrage til at løfte andre. Nogle elever har måske en idé om, at de har nogle issues, men har endnu ikke mod til at være åben om det eller mangler sprog for det. Her kan caféen være et skridt på vejen for dem. Sidste semester var der en pige, som deltog 4 gange, før hun den 5. gang tog mod til sig og delte. For hende var det en proces at nå til at være åben omkring sin sårbarhed.
Kunne vi få eleverne til at dele mere?
Vi tog tilløb til tiltaget af flere omgange. Alle elever har hos os i løbet af et højskoleophold 3 - som regel individuelle - samtaler med deres teamlærer, og vi oplever nogen gange, at det kan være tidsrøvende, at en del enkeltelever taler med deres kontaktlærere om samme emner, hjemve, eller angst eller ensomhed. Så Café Space er for det første mere effektivt, fordi flere elever kan få de samme råd samtidig, men endnu mere vigtigt er den synergi, der opstår ud fra de forskellige elever og det, at eleverne giver hinanden råd, og at det individuelle bliver et fælles anliggende. Følelsen af, at nogen har det svært, men at vi er der for hinanden, er sublim at være en del af.
I forbindelse med mit HPU projekt om mangfoldighed forud for den første café, talte jeg med en inklusionslærer på en lokal folkeskole ift. hvad hendes gældende praksis ift. udsatte, sårbare elever var, og hun fortalte om både individuelle forløb men også om, at hun ugentligt samlede disse børn på tværs af klasser til en fælles snak, hvor de delte udfordringer og fik metoder til at løfte sig selv og hinanden. Et råd til en elev kunne måske også bruges af en anden. Jeg kan huske, at jeg var lidt skeptisk ift. højskolens elever, der for det første var voksne og måske også ville reagere på at blive grupperet med andre ‘udsatte’. De nyder jo netop at være havnet på en skole, hvor de er mellem ‘normale’ og har samme skema og struktur som alle andre, uanset hvad de kæmper med.
Men med de frivillige cafeer er det blevet tydeligt, at eleverne kan støtte hinanden, dele, forstå hinanden og føle sig spejlet. Flere deltagere har senere i deres ophold udtrykt, at caféen var et vendepunkt for dem, at de der havde haft et sted at kunne udtrykke, hvordan de havde det over for andre jævnaldrende og derefter kunne gå ud og være i andre sammenhænge og være fri ift. at have fået luftet overvejelser om at stoppe på skolen og bare gå bort med sin tristhed i stedet for at se den i øjnene, tale højt om den og arbejde med den.
I efteråret havde vi en ung fyr med arabisk-syrisk baggrund. Vores erfaring er, at psykisk sårbarhed i disse kulturer kan have en endnu højere grad af tabu end i Danmark. I starten, da den unge fyr oplevede sig ensom, opsøgte han da også kun sin lærer. Han havde samtidig et indtryk af, at han var den eneste elev på skolen, der var offer for ensomhed i fællesskabet og kunne have en tendens til at føle, det var pga. hans baggrund. Caféen gav ham et indtryk af, at skolen rummede mange elever med hver deres kampe, også elever, som han udefra så som nogen med fuld fart på og fuldt integrerede.
Flere af skolens øvrige elever har også nævnt, at det er godt Café Space er der, selvom de ikke selv har brug for det. Jeg oplever, at det er tydeligt for eleverne som helhed, at vi ikke vil individualisere og taburisere sårbarhed men normalisere det, tage det seriøst og gøre det til et fælles ansvar.
Kollegialt har vi diskuteret cafeen en del, for som højskole skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, hvordan vi taler om og håndterer unges udfordringer, så vi ikke bare reproducerer de tiltag, de allerede har mødt før højskolen. Vi kan som skole ikke ignorere, at vi har en masse unge i Danmark, der kæmper med angst, usikkerhed, depression og lignende, men hvordan kan vi som højskole give plads til det svære og byde usikkerhed og angst trods på nye måder?
Vi vil gerne gå imod en samfundstendens med stigende terapeutisering af unges problemer, en tendens til at man ikke taler højt om dem, men kun deler dem med far, mor, en lærer eller en terapeut, altså i det individuelle rum. Som skole er vi fan af en ‘Svend Brinkmannsk’ vej, hvor vi får de unge til at ‘tale med en ven og droppe deres coach’. Café Space er tænkt som et skridt på vejen hertil.
Selvom vi vil noget andet, er vi også nødt til at møde de unge, hvor de er, med deres udfordringer men også med de metoder, de allerede har til at tackle udfordringerne i et individuelt, lukket rum, så cafeens lukkede men af-taburiserede rum med TO lærere OG med venner kan være vejen til at turde åbne op om sårbarhed mere generelt.
Vi oplever, at vi som skole har et helt anderledes redskab ift. at fastholde sårbare, udsatte elever – forhåbentlig også tiltrække en bred målgruppe, ikke kun dem, der tænker de skal være supersjove, superkvinder og mænd for at gå på højskole.
Michelle Møller Andersen, der har været en flittig deltager i Café Space igennem 1 år udtaler:
“For mig er Cafe Space et sted, hvor der er rum til at fortælle, hvad man har på hjerte. I en hektisk og travl hverdag har jeg brugt det som et frirum til at tale om det svære ved at gå på højskole. Det har været alt fra ensomhed, savn og nedtrykthed, til hverdagen på VIH og min selvopfattelse som elev på skolen. Det er betryggende, at der er lærere til stede, som kan bruge deres erfaring fra tidligere elever eller eget liv. Men det er mindst lige så rart, at der sidder nogle andre elever, man kan dele sine tanker med, for ofte finder man ud af, at man ikke er alene. Man behøver ikke nødvendigvis dukke op og vide på forhånd, at der er noget, man vil tale om. Ofte kan andre sætte ord på de tanker, man måske selv går med og starte en refleksion hos en selv. Personligt kan jeg varmt anbefale Cafe Space, hvis man bare tør komme med et åbent sind.”
— Michelle Møller Andersen, højskoleelev
Vi udvikler videre på caféen og arbejder bl.a. med tanker om, at ændre rammen og flytte caféen udenfor her i foråret, bl.a. for at appellere endnu bredere.
