Når jeg kigger tilbage på året 2020, så føles det i høj grad som om, vi har været med i en film. En katastrofefilm hvor vi blev sat over for svære prøvelser, usikkerhed, frygt og nye livsvilkår. Verden og dagligdagslivet er i den grad blevet sat på prøve i 2020 også på vores lille skole…

2020 blev året, hvor alt var udsolgt. Vi var 149 elever tilmeldt til de 24 uger på forårskurset, udsolgt på alle sommerkurserne og 149 elever tilmeldt til de 19 uger på efterårskurset. Igennem det sidste år, har vi arbejdet med at udvikle fortællingen af livshistorier som et pædagogisk projekt. I september havde vi besøg af menneskebiblioteket.

I 2020 fik Globen nyt tag, havestuen blev udvidet og “hjemligheden” var i fokus…. I min fortælling herunder, vil jeg uddybe ovenstående og tage forskellige emner op, som vi har haft særlig fokus på i 2020, og som samtidig giver en indsigt i det arbejde, der foregår på Vejle Idrætshøjskole.

Corona pandemien

Corona pandemien kom til Danmark i løbet af februar måned i 2020 og d. 11. marts lukkede statsminister Mette Frederiksen Danmark ned på et meget alvorligt pressemøde. Med et var verden udenfor ramlet lige ind i vores højskole boble. Det stod klart, at vi måtte lukke skolen ned og hjemsende alle vores elever.

I første omgang var tanken - vi ses snart igen…. Men der kom til at gå 11 uger.

Forårsholdet 2020 kom tilbage på VIH i slutningen af maj 2020.

Opstarten var præget af forvirring, usikkerhed og gensynsglæde. Vi modtog retningslinjer for, hvordan vi måtte være sammen og hvordan vi skulle organisere os for at få lov til at genoptage det lange kursus. Vi indrettede os, så godt vi kunne, men der var mange benspænd som besværliggjorde det at lave god højskole. Vi tog dog udfordringen op og genåbnede.

Disse retningslinjer og regler var også gældende for efterårskurset. Reglerne omkring afstand på 1 meter, i perioder 2 meter - afhængig af aktivitet, var selvfølgelig vitale for at undgå spredning af coronavirus. Men retningslinjerne ændrede og påvirkede vores muligheder inden for undervisning, samvær og elevernes adfærd i deres frie tid.

I løbet af efteråret blev vi nødsaget til at sende alle eleverne hjem igen, fordi vi fik konstateret coronavirus både hos medarbejdere og elever. Alle måtte hjem og testes på hhv. 4. og 6. dagen for seneste kontakt med eventuelle smittekilde. Når der var to negative svar kunne man vende tilbage til VIH og genoptage højskolelivet og fællesskabet.

Testene var positive for 19 elever og 2 medarbejdere. 10 dage efter hjemsendelsen var VIH igen fyldt med højskoleelever.

Det er helt klart at coronavirus, og det at være på højskole ikke rimer særlig godt. Både elever og medarbejdere var været presset af begrænsningerne. Eleverne havde svært ved at overholde reglerne om afstand og ikke at være tætte på tværs af deres primærgrupper. Højskolelærerne var også begrænset i at udleve nærhed og nærvær, når vi samtidig skulle bære mundbind og holde to meters afstand til vores elever.

Undervejs i krisen har vi haft et stærkt fællesskab mellem højskolerne. Vi har delt erfaringer, inspireret hinanden til at lave højskole på afstand, mens vores elever var hjemsendt.

Højskoleforeningens bestyrelse og sekretariat har lavet et kæmpe stort og godt politisk arbejde. Det er lykkes at skabe ordninger, som har holdt hånden under højskolerne økonomisk, hvilket har betydet rigtig meget for vores skoleform.

Fuld skole

På Vejle Idrætshøjskole har vi gennem de sidste 3 år stort set haft en fyldt skole. Senest i foråret 2020 havde vi 149 elever på højskolen. Traditionelt har forårsholdene ofte været større end efterårsholdene, men de seneste år, har vi oplevet at søgningen til efterårs holdene har været øget markant.

For 12 år siden indførte vi elevoptag til både oktober og marts måned. Det skete som supplement til de traditionelle august og januar optag. Det har været med til at løfte elevtallet, at der var flere start muligheder og “mellem-optagene” har været en del af vores struktur gennem en årrække. De seneste år har vi været så dygtige/heldige, at vi har haft mulighed for at fylde skolen fra både august og januar således, at vi har den samme elevgruppe hele vejen gennem semestrene. Som følge heraf har vi sløjfet oktober og marts optagene for en periode.

Lige nu oplever alle højskoler stor søgning til både korte og lange kurser. Det er klart, at rejse begrænsningerne pga. pandemien har stor indflydelse på den øgede søgning ind mod højskolerne. Vi oplever netop en enorm interesse for de lange kurser og vi bliver tidligt fyldt op og har lange ventelister. I september måned lukkede vi for tilmelding til ventelisten til forårskurset 2021 med 149 tilmeldte og over 120 på ventelisten.

Denne tendens, at vi tidligt bliver fyldt, skaber en ubalance i kønsfordelingen på vores kurser. Pigerne er i overtal, fordi de er tidligere ude med deres tilmeldinger end drengene er. Vi er meget bevidste om, at der kommer en tid, hvor det igen bliver muligt for unge at rejse rundt i verden, og dermed vil søgningen mod højskolerne normaliseres. Vi forsøger hele tiden at være en skole i udvikling således, at vi står stærkt i konkurrencen med de andre idrætshøjskoler, når vi igen skal kæmpe hårdt for hver eneste elev.

Det vigtigste element i elevrekruttering er at lave god skole. Tidligere elevers anbefaling af et højskoleophold i Vejle er uvurderlig. I vore evalueringer får højskolelærerne meget ros. Ros for at være inspirerende, nærværende og faglige. Jeg er meget enig. Vi har en stærk lærergruppe, der driver en god skole som er fantastisk at være en del af det :)

I forhold til netværk og elevrekruttering, så spiller vores stærke elevforenings bestyrelse også en markant rolle. Vi har en arbejdende bestyrelse, som er drevet af kærlighed til VIH. De er initiativrige og i stand til at samle foreningen af tidligere VIH’er på bedste vis. I 2020 havde vi for første gang et sommerkursus målrettet tidligere elever. Det var en stor succes og jeg er sikker på, at elevforeningen er klar til at følge succesen op i 2021.

Tak til elevforeningens bestyrelse for det store frivillige arbejde, der er medvirkende til at sætte Vejle Idrætshøjskole på landkortet og videreføre det fællesskab I og andre oplevede i Nørreskoven.

Livshistorier

På højskolen har vi i 2020 arbejdet med livshistorier som et pædagogisk projekt. Fortællingen af livshistorier har altid været en del af et højskoleophold i Vejle.

At være på højskole indebærer at dele sit eget liv og blive en del af andres liv. Vi får det til at ske på forskellige måder for at forøge forståelsen for hinanden og hinandens liv.

Livshistorien fortæller noget om, hvem vi er, hvordan vi er blevet sådan, og hvad der er vigtigt for os. En livshistorie er en fortælling om den enkeltes liv, men livshistorien giver også et indblik i, hvordan det enkelte menneske ser, og forstår sig selv.

Et af initiativerne gennem projektet blev, at vi i efteråret fik besøg af Menneskebiblioteket. På Menneskebiblioteket kan man låne et menneske, der fortæller sin historie. Vi fik besøg af 15 forskellige “menneske bøger”, som alle bidrog med deres historie. “Bøgerne” var spændende læsning i en ramme, hvor vores elever blev forpligtet til at lytte og stille spørgsmål til livshistorier, som ofte udfordrede og perspektiverede vores eget verdensbillede.

Menneskebiblioteket er på mange måder med til at nedbryde fordomme og perspektivere livets muligheder. Besøget opmuntrede eleverne til også at fortælle deres historier. Jeg kan varmt anbefale Menneskebiblioteket, hvis du skulle få muligheden for at enten at deltage eller facilitere det engang i fremtiden.

I årsskriftet for Vejle Idrætshøjskole har viceforstander Lars Olesen skrevet en artikel om arbejdet med “Livshistorier”.

Bygningerne i udvikling

Gennem 2020 har vi gennemført en længe tiltrængt udbygning af Havestuen på VIH. Planerne har været længe undervejs, og nu har vi en opholdsstue, som kan rumme alle 149 elever til fællessang, spil og hygge. Dertil kommer, at vi i kælderetagen, har skabt et opholdsrum/undervisningslokale, som også har en bar, der skal fungere som festlokale til højskole cafeerne. Udenfor kælderrummet er der bygget en amfitrappe som et udendørs samlingssted. Jeg synes, de nye bygninger er lykkes meget godt, og jeg forventer, at de har gode muligheder for at leve op til deres formål i fremtiden.

I forbindelse med tilbygningen af havestuen og etablering af det nye kælderrum “Fordybelsen”, har vi arbejdet med at skabe mere hjemlighed i vores indretning på højskolen. De nye lokaler, gangarealer, nicher og andre lokaler har i den grad fået et ansigtsløft. Ligeledes har alle lokaler på højskolen fået nye navne. Det virker ret godt for alle vores elever, som kommer til skolen, men for højskolelærerne og de gamle elever, er det ganske givet udfordrende. Auditorium 1 er blevet til Rummeligheden, Kursist Havestuen er blevet til Svend Åge Thomsens Stue, 100 gangen er blevet til Ørnebjergvej… Ja det er svært for os gamle at finde rundt i navnene!

Globen har været utæt, det har dryppet ind, når regnen stod ned udenfor. Så vi har haft alle de blanke stål trekanter demonteret og Globen har fået nyt tagpap på ydersiden. Puslespillet med at få alle stål trekanterne genplaceret er lykkes meget flot. Eneste synlige ændring er, at Globen har fået en lille hat. Vi var nødt til at ændre konstruktionen af brand lugerne i toppen, for at sikre mod fremtidig vandindtrængning.

Afslutning

I juni 2010 havde jeg min første arbejdsdag på Vejle Idrætshøjskole som forstander. De 10 år er fløjet afsted, udviklingen er gået virkelig stærkt og det har været en stor fornøjelse at være en del af holdet, som har flyttet Vejle Idrætshøjskole til der, hvor vi er i dag. Jeg synes Vejle Idrætshøjskole står stærkt rustet til fremtiden.

Jeg føler mig privilegeret i det daglige arbejde med elever og medarbejdere. De 10 år har indeholdt mange lyse og glade stunder, som jeg vil bære med mig for altid. Jeg møder glad på arbejde, hver eneste dag og nyder at være med til at lave god højskole.

Tak til bestyrelse, højskoleelever, kollegaer og medarbejdere for 10 dejlige år.