Ikke siden krigen har højskoler været lukket helt ned i Danmark. Vejle Idrætshøjskole har aldrig prøvet at skulle fungere uden elever og kursister i en længere periode. Hvordan påvirkede Corona-krisen egentlig Vejle Idrætshøjskole.
Coronavirus satte verden på pause. Danmark blev sat helt på pause den 11. marts og højskoleeleverne blev sendt hjem. Siden har vi fået mange ekstraordinære nyheder, og der har været historiske taler både fra statsminister, Mette Frederiksen, og dronning Magrethe II. Folketinget hastebehandlede helt særligt vidtgående lovgining, og staten har fået lov til at lukke broer og sende danskere i karantæne på kaserner, hvis kontrollen med virusset løber løbsk.
Onsdag den 11. marts havde vi pædagogisk udviklingsmøde, og alle lærere og ledelse minglede lystigt og hyggede sig, mens vi tænkte store strategiske tanker og arbejdede med udvikling af skolens højskolefag. Vi talte om linjer og kontinuitet og sammenhæng - uvidende om at vi få timer efter ville ryge ind i en hverdag med håndtering af ganske andre lavpraktiske problematikker. Jeg drog efter mødet ned til Vejle på cykel og havde ingen anelse om, at aftenens pressemøde ville lukke ikke alting, men rigtig mange ting ned.
— Mette Holst, højskolelærer
Aktiemarkederne styrtdykkede, og det forventes at der kommer en økonomisk krise, der er endnu dybere end finanskrisen i 2008. Staten har lavet omfattende hjælpeordninger, som skal være med til at holde hånden under danske arbejdspladser. Konkret har staten indført lønkompensation, der dækker 75% af ansattes løn, hvis de hjemsendes i perioden i stedet for at blive fyret.
Højskolen fortsatte uden elever
Da Danmark lukkede ned og eleverne blev sendt hjem, fastholdt vi arbejdet på Vejle Idrætshøjskole. Køkkenet havde masser af råvarer, som de skulle have tilberedt, og der var masser af rengøringsopgaver, der kunne tages fat i.
Højskolelærerne anstrengte sig for at holde en relation til eleverne og omtænke hvad højskolen kunne være, når vi kun kan være sammen på afstand. Højskolelærerne skulle lave små indslag, som enten kunne være #højskolepåafstand med de nuværende elever eller lave åben #højskolefordanmark for hele Danmark gennem de sociale medier.
Lønkompensation og støtteordninger
Efter lidt tid viste det sig imidlertid, at det ikke længere gav så meget mening at holde højskolelærerne og køkkenet i arbejde. Samtidig havde højskoleforeningen og ministeriet forhandlet en økonomisk aftale for højskolerne, hvor de ville fastholde statstilskuddet og få kompenseret elevernes egenbetaling. Anbefalingen var at lærerne samtidig skulle sendes hjem på lønkompensation for at mest muligt at højskolernes indtægtsgrundlag kunne sikres bredt i højskole-Danmark.
På højskolen har vi sendt lærerne og køkkenpersonalet hjem, mens ledelsesteamet, kontorpersonalet og pedellerne fortsat har masser af arbejdsopgaver. Elevernes egenbetaling kompenseres af staten. Så rent økonomisk rammes højskolen ikke så hårdt af Coronavirus lige nu, men det er naturligvis vanskeligere at forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden, hvis økonomien er afmattet.
Hvordan var det for lærerne at være hjemme?
Det er en usædvanlig situation at være hjemsendt fra sin arbejdsplads. Særligt når hovedparten af ens arbejde normalt er at indgå i relationer med elever og kollegaer for at skabe meningsfuld højskole, samvær og undervisning sammen.
Mette Holst sætter her nogle ord på situationen med hjemsendelsen:
Ved at miste tilknytningen til arbejdspladsen andet end på de ugentlige online møder og i de enkelte online aktiviteter, vi planlagde blev jeg mere end nogensinde bevidst om, hvilke centrale ting, jeg savnede ved mit arbejde. Før jeg flyttede havde jeg på listen sat ord på arbejdsrelaterede ting, jeg ville sætte pris på i mit nye liv. Da de så pludselig som med et trylleslag var taget ud af ligningen, stod de så meget desto klarere for mig.
I det hele tage blev jeg bevidst om, hvad det vil sige at have et job, at være en del af noget og gøre en forskel for noget, der er større end en selv. At være en del af et fællesskab, en arbejdsplads og mærke den samhørighed det giver.
Jeg opdagede hvordan jeg som højskolelærer på Vejle Idrætshøjskole normalt nyder hverdagen med elever og planlagt men ikke mindst uforudset samvær og sparring med dygtige og skønne kollegaer og elever.
At have et job, hvor man er med til at udvikle, danne og skabe øget livsduelighed og kompetencer for unge mennesker og på den måde være med til at gøre en samfundsmæssig forskel.
Jobbet som højskolelærer gennem de sidste 5 år har også udviklet mig hver eneste dag og lært mig at komme ud af og udvide min comfort zone. I marts 2020 fik jeg for alvor brug for denne kompetence og kunne pga. min hverdag i en højskoleverden, hvor vi tænker løsninger, tænker positivt og tænker i muligheder og i at omstille os - evnede at se på det positive og mulighederne i min nye situation aktiveret af både private og globale faktorer.
— Mette Holst, højskolelærer
Skuffende pressemøder og Højskolernes Opråb
Ugerne passerede, og hver gang der var pressemøde fra Spejlsalen på Christiansborg samledes hele Danmark omkring skærmene i hjemmet, for at følge med i samfundets nedlukning og genåbning. Mange gange undervejs i foråret måtte hele højskoleverdenen holde vejret og spændte se med, men gang på gang måtte vi også gå slukøret fra skærmen.
Det blev hurtigt en realitet, at højskolerne ikke var højt prioriteret i de første faser i genåbningen af Danmark. Midlertidigt var der opstået en gruppe på Facebook, der kæmpede en indædt kamp for at få højskolerne frem i det politiske lys.
”Højskolerne opråb” blev for mange af landets højskoleelever, heriblandt vores elever fra Vejle Idrætshøjskole, et middel til at komme i kontakt med politikerne. En af forårsholdets elever, Mathias Mortensen, blev interviewet af Jyllands Posten, som bragte en artikel fra hans synspunkt d. 10. april under titlen: “Højskoleelever kæmper for at komme tilbage: “Det er ikke en tid, vi får igen.”.
Mathias formulerer en følelse, som mange unge har haft her under Corona-tiden. En fornemmelse for, at noget af deres ungdom er blevet taget fra dem. I samfundet peget pilen for alle unge mennesker hele tiden med at blive parat til at tage del i samfundet. Højskolen og (dannelses)rejser har ofte været de unges pusterum, der skal gøre dem klar til deres videre liv. Nu ender de med i en del af opholdet hjemme.
For eleverne er højskolen ikke bare en institution eller en skole. For mange elever biver højskolen deres hjem i den periode de er her.
Tilbage på højskolen med nye (skiftende) retningslinjer for samvær
Heldigvis fik eleverne lov til at komme tilbage på skolen den 27. maj, og så fik vi lov til at gennemføre resten af forårssemesteret. Det blev tre uger på højskole, som eleverne virkelig nød, men det var ikke helt det samme.
Pludselig var der kommet restriktioner på den måde, vi kunne være sammen på. Eleverne var inddelt i familiegrupper, og der skulle holdes mindst en meters afstand til alle andre. Der var opstillet Bright Water overalt, og der skulle gøres meget mere rent.
Fra myndighedernes side var den oprindelige udmelding i forhold familiegruppernes størrelse, at der måtte være omkring 20 elever i hver familiegruppe. Det bruger vi tirsdagen før eleverne kommer tilbage på at planlægge og gøre klar til.
Vi flytter også spisesalen for højskolen ned i Multihallen. Det gør vi dels for at få mere plads , men også så vi ikke skal dele spisesal med efterskolen. Vi får introduceret eleverne til familiegrupperne og kommer faktisk fint i gang. Eleverne har glædet sig helt vildt til at komme tilbage.
Torsdag morgen melder myndighederne så nye retningslinjer ud for familiegrupperne. Nu må de kun være 10 i en familiegruppe. Vi får løst udfordringen, men har jo allerede nået at køre et døgn med de større familiegrupper.
Hvordan kan vi skabe nærvær med afstand?
Tilbage på højskolen var det en helt ny situation at skulle skabe højskole i. Meget af den almindelige undervisning og mange af de sædvanlige aktiviteter skulle gennemtænkes - og måske retænkes - med Corona og retningslinjer som med- og modspiller.
En stor værdi for os på højskolen er nærvær og det at være tæt på hinanden. Nu er det altoverskyggende retningslinje, at vi skal holde afstand.
Men hvordan kan man holde afstand samtidig med, at vi kommer til at opleve nærvær sammen.
Det blev en udfordrende balancegang. På den ene side har det det været frustrerende at hver eneste pædagogiske diskussion på lærermøder også har indeholdt diskussioner om retningslinjer og Corona. På den anden side har det også tvunget os til at tænke på en ny måde i forhold til vores undervisning og aktiviteter. Det er der også kommet frugtbare eksperimenter ud af.
I foråret oplevede eleverne efter genåbningen, at der var en større afstand til højskolelærerne. Det samme udfordrede højskolelærerne som i nogle situationer følte sig som tilskuere, fordi der skulle holdes afstand.
Denne udfordring forsøgte vi at løse i forhold til efterårsholdet.
Det var særligt vigtigt for os at løse tre udfordringer:
- Håndtere frustrationer. Hvordan skal vi håndtere frustrationerne? På den ene side skal man kunne tale om dem, men på den anden side kan det ikke nytte noget at gøre frustrationer til samlingspunktet. Hvad kan vi gøre i stedet, hvis vi ikke kan det vi plejer?
- Møder med eleverne. Hvordan kan vi mødes nærværende med eleverne, når vi ikke helt kan gøre det vi plejer, fordi vi skal holde afstandskravet. Vi havde gode samtaler blandt lærerne om, hvor de kunne finde nye måder at møde eleverne på særligt i samværstiden.
- Fælles oplevelser. Hvordan kan vi skabe fælles oplevelser for og med alle, når vi har et afstandskrav mellem familiegrupperne og til lærerne. Hvordan kan vi gøre det meningsfuldt uden at de små benspænd står i vejen for samværet.
Lærernes tanker omkring nedlukningen
Corona-pandemien har været en udfordrende modspiller på højskolen. Højskolens helt grundlæggende værdi er nærvær, og hvordan kan det lade sig gøre at opretholde nærvær, når diskursen er, at vi skal være sammen på afstand.
Hvordan kan lærerne agere under de ændrede rammer.
Højskolebladet skrev naturligvis også om, hvordan det lykkes at lave højskole, da eleverne kom tilbage på skolen efter hjemsendelsen i foråret 2020.
De interviewede bl.a. højskolelærer, Thea Storm Henriksen.
Gå på kompromis
Når Thea Storm Henriksen underviser i løb, havkajak og friluftsliv på Vejle Idrætshøjskole, foregår det selvsagt udendørs. Derfor oplever hun ikke de store faglige udfordringer under corona.
Men der er alligevel visse mellemløsninger. Som opvarmning til løb plejede hun at lave parøvelser, hvor eleverne har tæt kontakt, og hvor der opstår nye gruppedynamikker. Når hun sætter eleverne sammen i coronatid, bliver det inden for de afgrænsede familiegrupper, de tilhører.
“Vi bliver nødt til at gå på kompromis. Til gengæld opstår der nye måder at tænke undervisning på,” siger Thea Storm Henriksen.
Den store udfordring under corona er for hende selve organiseringen på højskolen. Her bruger lærerne ekstra meget tid på at holde møder, planlægge, revurdere og evaluere.
Lige nu er det svært at planlægge langt frem i tiden, når retningslinjerne ændrer sig, og vi ofte ender i situationer, hvor vi er på bagkant og må arbejde hurtigt.
“Siden vi begyndte igen efter sommerferien, har næsten alle vores lærermøder trukket ud. Vi har bl.a. lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne om, hvorvidt vi skal stramme op på coronareglerne. Og så skal vi have udarbejdet et eller andet på baggrund af det – og så igen holde møde om det. Corona fylder hele tiden,” siger hun.
Og det er langt fra kun underviserne, der bliver udfordret af de restriktioner, der løbende ændres. I højskolekøkkenerne skal der mange steder laves portionsanretninger, hvor der før var buffet. Rengøringspersonalet skal også gøre rent flere gange, og rundt omkring på skolerne sætter pedeller og teknisk personale løbende anmærkninger og skilte op, der minder alle om, at de skal huske at holde afstand.
Skitur til foråret?
Thea Storm Henriksen fra Vejle Idrætshøjskole bankede for nyligt på døren til sin forstanders kontor for at høre, om hun skulle gå i gang med at bestille skituren til forårssemesteret 2021.
“Jeg har fået at vide, at vi bare skal køre efter planen. Vi kommer garanteret til at stå i januar, hvor der er syv uger til, vi skal afsted – og så ved vi stadig ikke noget. Og så skal vi måske lave en alternativ uge, som ikke var planen,” siger hun og fortsætter:
“Vi vil jo gerne lave god højskole for eleverne, og vi skal jo også have elever i huset. Men man kan også lave god højskole uden udlandsrejser. Lige nu er det svært at planlægge langt frem i tiden, når retningslinjerne ændrer sig, og vi ofte ender i situationer, hvor vi er på bagkant og må arbejde hurtigt,” siger Thea Storm Henriksen.
— Tine Kirkensgaard, Højskolebladet Theas refleksioner dækker meget godt over, hvilken tid vi alle har navigeret i. Skituren måtte alligevel aflyses i foråret, og starten på forårsholdet 2021 er lige nu udskudt på noget, der føles som ubestemt tid.
Hvordan oplevede eleverne nedlukningen?
Eleverne har naturligvis fået en anderledes højskoleoplevelse, end de havde forventet. Forårsholdet var sendt hjem i flere uger - og efterårsholdet endte med et efterår med restriktioner efter at komme fra en relativt fri sommer.
På efterårsopholdet endte vi også med at måtte sende eleverne hjem i en uge, fordi højskolegruppen blev ramt af Covid-19.
Der er ofte en italesættelse af, hvordan ungdommen er gået glip af noget i løbet Corona-pandemien. Og der kan være noget om den følelse af at “gå glip af noget”.
Noemi Katznelson fortæller, hvordan de unge i deres livsbiografiske projekt virkelig føler, at de går glip af noget, fordi der i deres liv er en del skift i den alder.
Noemi Katznelson mener samtidig, at almenmenneskelige reaktioner på nogle usædvanlige eksistensbetingelser. Vi får ikke grebet det til at snakke om, hvad man gør, når man er alene - og i stedet får italesat det som mistrivsel.
Vi har forpasset lejligheden til at tale om hvad anderledesheden i det sociale gør ved os som mennesker. Derved svækker vi begreberne om ensomhed, som er en varig følelse af ensomhed - ikke en forbigående fordi de sociale betingelser er anderledes lige nu.
Noemi fortæller, at det er en god lejlighed til at øve den en samtale, som afindividualiserer oplevelserne.
Det er vi yderst bevidste om som højskolelærere i samtalen med vores elever. Vi skal snakke om tingene på en måde, som gør at vi får en større forståelse for hinanden og den måde vi reagerer på de udefrakommende påvirkninger.
Konklusion
Corona har været en del af det at drive højskole i løbet af 2020. Det har helt sikkert skubbet til en masse rammer på højskolen, det har været frustrerende, og det har ikke været nemt. Men pandemien og har også åbnet op for nye måder at være sammen på - og eksperimenter med måder at gøre tingene på, som vi formentlig aldrig ville have taget fat i.
Desværre er der i skrivende stund ikke noget der tyder på, at vi kan starte 2021 op uden tanke på Covid.
Michelle Møller Andersen, højskoleelev, har skrevet en beretning om, hvordan eleverne oplevede nedlukningen. Du kan læse Michelles beretning her.
