Lene Brask, højskoleelev efteråret 2020, skrev om denne oplevelse i forbindelse med eleverne delte deres betydningsfulde historier fra det forgangne semester.
Jeg har Mette Bjerre til DGL, og hun har fra start lagt hårdt ud med at udfordre os. Vi har prøvet kræfter med at eksperimentere andres grænser og ikke mindst vores egne. Særligt én DGL-time har sat sit præg på mig. Timen handlede netop om at rykke og udfordre vores grænser. Jeg har som sådan ikke noget problem med at prøve mine grænser af, så for mig var der ikke det store på spil. Men det var måske også der, det gik op for mig, at jeg ikke helt vidste, hvor mine egne grænser gik.
Hun sagde til os, at vi skulle definere os selv indenfor tre kategorier.
- Jeg ved, hvor mine egne grænser går og har derfor ikke brug eller lyst til at udfordre dem
- Jeg ved, hvor mine grænser går, men har en lyst og nysgerrighed til at udfordre dem
- Jeg ved ikke, hvor mine grænser går
Jeg havde så meget lyst til at vælge nummer to, for i mit hoved var den første lidt for vattet, den tredje var bare for meget og for intetsigende på samme tid. Nummer to; det var der, jeg kunne mærke, jeg gerne ville høre til! At kende sine grænser, men at være villig til, at lade dem komme på en prøve. Men det var altså ikke tilfældet. Jeg var nummer tre og kunne ikke løbe fra det, om jeg ville det eller ej.
Vi fik stillet en opgave af Mette, og her kunne jeg mærke, at der var noget på spil! Grænser overfor fællesskabet. Det var fedt! Endelig var der enormt meget på spil.
Hun sagde, ”I har netop ti minutter til at forlade dette rum, gå op på jeres værelser og vælge mellem at komme herned til mig igen, efter de ti minutter er gået, ELLER gå ud til basketbanen og løbe en Wembley”.
Fuldstændig vanvittigt dilemma. Det skal siges, at det ikke var tilladt at føre samtale med de andre fra holdet på vej til værelset.
Otte minutter til beslutningen
Så stod jeg der på værelset, jeg tænkte frem og tilbage, og kunne mærke, at adrenalinen begyndte at pumpe vanvittigt i min krop. Ikke fordi at dét at løbe en Wembley var den helt store krise for mig, men hvem ville vælge at gøre det? Kommer jeg til at stå alene dernede med bar røv, ender det med, at jeg står der som den eneste pige, eller vælger alle at gøre det, og så sidder jeg alene oppe ved Mette, hvis jeg takker nej til Wembley?
Fire minutter igen
Jeg havde besluttet mig, så jeg bevægede mig ud på gangen. Der var ingen andre derude. Jeg begyndte stille og rolig at gå derhen af. Men pludselig så jeg 3 fra holdet bevæge sig hen mod rummet, hvor Mette sad. Det var den modsatte vej af, hvor jeg var på vej hen. Både med fødderne og i mit hoved. Men nu var chancen for at gøre det alene pludselig blevet noget større.
I sidste minut
Jeg spæner ned ad trapperne, inden jeg kan nå at vende tanken igen i mit hoved. For jeg ved, at jeg vil fortryde det, hvis jeg vælger om.
Jeg står nede på basketbanen. Kan se en anden. En dreng. Er det seriøst? Kun to tænker jeg og begynder stille og roligt at tage mit tøj af. Det skal overstås nu. I det sekund, jeg vender mig om, kan jeg se en flok på en 11 stykker fra holdet på vej mod os. En varme breder sig i min krop, og adrenalinen pumper stadig derudaf.
Vi får løbet en Wembley sammen ved højlys dag, og jeg kan mærke den fedeste følelse i kroppen efterfølgende. På vej til rummet, hvor Mette sidder med resten af holdet, bliver der grinet, krammet og jublet. Sikke en succes. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg havde valgt, hvad der var rigtig for mig. Men da jeg så de andre sidde sammen med Mette inde i rummet, og de fortalte deres grund til at vælge en Wembley fra, så havde jeg fuld forståelse for dem, og adrenalinen blev udskiftet med en lille my af misundelse, for de kender noget om dem selv, jeg ikke gør. Deres grænser!
Netop denne oplevelse har haft en kæmpe betydning for mig og ikke mindst mit højskoleophold. For nu ved jeg, hvad jeg kan arbejde på, og ovenikøbet har jeg fået en kæmpe forståelse for, at et fællesskab ikke handler om at være med eller ej, men at møde hinanden og acceptere hinanden som dem, vi er.
