Vi er i gang med at lave og udarbejde en helhedsplan, der rummer vores drømme for fremtiden. Helhedsplanen er startet med en proces hvor vi har formuleret hvorfor vi er til - og derefter har vi formuleret vores hovedværdier.

Dette strategiarbejde skal danne baggrund for en større helhedsplan og renovering af skolen, som vi kommer til at lufte mere af sløret for næste år.

Det har været en lang, grundig og nødvendig proces. Alle medarbejdere har bidraget i processen, og vi glæder os usigeligt til, at vi kan præsentere den samlede helhedsplan for skolernes fremtid i Vejle.

Vi glæder os til at gøre drømme til virkelighed.

Vi har først formuleret vores udgangspunkt, som ser sådan her ud:

Vi er her for at…

…inspirere til engagement i livets og idrættens fællesskaber og finde egne ståsteder.

Vi gør det ved at…

…dyrke fællesskaber og idræt, der bevæger os. Gennem kropslige erfaringer og reflekterende samtaler mellem ligeværdige om det meningsfulde liv, grundlæggende livsvilkår og værdier dannes vi personligt og i fællesskab. Undervejs skaber vi plads til at afklare og udleve forskelligartede drømme, og nye drømme kan opstå.

Vi tilbyder..

…et nærværende kostskolemiljø med fokus på fællesskaber, dannelse og idræt.

Værdier for skolerne

Vejle Idrætshøjskole og Vejle Idrætsefterskole har det forpligtende fællesskab, dannelse og idrætten som omdrejningspunkt. De bærende værdier for skolerne er:

NÆRVÆR

Nærvær handler om, hvordan vi er sammen. At være til stede, dedikere sin opmærksomhed og have interesse for hinanden og for det fælles.

ENTUSIASME

Entusiasme handler om passion og engagement. At kunne fordybe sig, have lyst til at involvere sig og opleve, at det gør en forskel at dele sin entusiasme.

VEDHOLDENHED

Vedholdenhed handler om at gøre en målrettet indsats, bære gentagelser, håndtere modgang.

APPENDIX: EN UDDYBELSE AF FÆLLESSKAB, DANNELSE OG IDRÆT PÅ VEJLE IDRÆTSHØJSKOLE OG VEJLE IDRÆTSEFTERSKOLE

Forpligtende fællesskab

Fællesskab er det, vi har sammen og det, vi forpligter os på som en del af skolerne. Her skal vi opleve tillid og empati. Alle skal kunne finde en tryg plads, hvorfra vi tør afprøve os selv med henblik på at finde ståsteder.

Der er plads til store og små fællesskaber. Krav og ansvar i forhold til fællesskabets rammer balanceres hånd i hånd med tolerance og plads til forskellighed.

Dannelse

Dannelse på vores skoler knytter sig til stedets værdier og de for skolerne gældende love om livsoplysning, folkelig oplysning, demokratisk dannelse samt uddannelse af det hele menneske.

Det gælder både processen, hvori vi erhverver viden, færdigheder og holdninger, men skal også opleves som et aftryk, der sættes hos den enkelte i form af øget livsduelighed og evne til at efterleve stedets værdier, skabe ståsteder i fællesskaber og forfølge drømme.

Idræt og bevægelsesglæde

Glæden ved idræt er vores fælles samlingspunkt. Idrætten har sin egen værdi og store almendannende potentialer. De kropslige erfaringer bliver til overførbare refleksioner i hverdagen, når vi italesætter dem sammen som temaer. Fx målrettethed, selvdisciplin, kropssprog, kamp, kropsbevidsthed, udvikling, kreativitet, energi, fællesskab, vedholdenhed, kompetencer, præstation, leg, ansvar, håndtering af udfordring, regler, respekt, indsats, selverkendelse, etik/moral, strategi, handleevne, grænseoverskridelse, sundhed, selvtillid, kropsidealer, idrætskulturer/normer, teamwork, pædagogik/didaktik. Listen kan fortsættes…det er en dynamisk proces.