Bent Serup var forstander på Vejle Idrætshøjskole gennem syv år med mange udfordringer, men han husker alligevel tiden i Vejle for godt højskoleliv og en positiv mentalitet blandt lærerstaben.
Det var en mand med rig erfaring fra højskolens verden, der i 1999 blev forstander på Vejle Idrætshøjskole.
Lige siden 1972 havde Bent Serup været en del af højskolemiljøet i Ollerup, men da muligheden for at blive forstander på Vejle Idrætshøjskole opstod i slutningen af halvfemserne, slog han til.
”Jeg havde nogle år i slutningen af min tid i Ollerup, hvor jeg gik med tanker om at prøve noget andet. Jeg prøvede forskellige ting af. Jeg underviste på idrætsstudiet i Odense på deltid, og jeg tog en uddannelse som psykolog. På et tidspunkt opstod der en mulighed i Vejle, fordi Ole Worm ønskede at gå af som forstander. Der kom et stillingsopslag, og jeg tænkte: ”Tja. Jeg prøver det sgu!” Jeg søgte stillingen, og så gik det derudaf,” fortæller Bent Serup.
Han var 53 år, da han begyndte som forstander i Vejle, og han stod i spidsen for skolen gennem syv udfordrende år
”Jeg kom til en skole, der efter mine vurderinger havde været igennem en nedgangsperiode med en del afskedigelser. Det kunne jeg fornemme og læse mig til. Man havde haft nogle meget store elevtal nogle år i forvejen, men på det tidspunkt ramlede den samlede højskoleverden ind i nogle kæmpe problemer. Den ene skole efter den anden lukkede. Det skyldtes forskellige ting; blandt andet fordi de små årgange fra midtfirserne var blevet voksne, men også fordi landets politikere syntes, at de havde brug for de unge mennesker på arbejdsmarkedet. Så de unge blev opfordret til at komme hurtigt igennem studierne, og det blev set som luksus at tage på højskole,” husker Bent Serup, som i løbet af sin tid i Vejle oplevede højskoleverdenens udfordringer indefra.
”Mit første år i Vejle var med et stort hold, hvor jeg tænkte: ”Hvad pokker, er det ikke værre, det her?”. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var værre. Vi rendte ind i en masse små hold. Men det var gode hold hele vejen igennem – nogle rigtig dejlige hold. Vi arbejdede derudaf og prøvede at ændre på tingene. Vi ændrede på tingene, og lavede om på terminerne. Jeg havde en ide om, at det godt kunne være, at der var flere unge mennesker, der gerne ville på højskole – men at de måske ikke ville så lang tid ad gangen. Her tænker jeg på forløb på tre eller fire måneder. Vi lavede terminerne om, og det hjalp lidt på det, men samtidig faldt tilskuddene fra statens side. Det samme gjorde skolepengene samlet set. Jeg kan fornemme, at Vejle delvist kører de samme terminer i dag,” siger Bent Serup.
Mange projekter, meget administration
Han husker særligt selve højskoleånden som noget positivt fra årene i Vejle.
”Det var højskolelivet, der var det bedste. Helt klart. Samværet og dagligdagen på højskolen, hvor eleverne var glade. Det var højdepunktet, ligesom samarbejde med kollegerne og lærerne var godt. Jeg havde det dejligt med personalet,” siger Bent Serup, som gerne havde haft mere tid til netop højskolelivet under sin periode som forstander.
”Efter mine mange år i Ollerup havde jeg oplevet to forstandere i gode tider, hvor de havde meget tid til selve højskole-delen af jobbet. Men jeg kom ind i en nedgangsperiode, kom det meste af det til at handle om økonomi. Den del er faktisk ikke så sjovt. Jeg havde undervisning, foredrag, møder og fritidssamkvem med eleverne, og jeg havde nok forestillet mig, at forstanderen også havde mere tid til den slags. Der var hele tiden noget økonomi, man skulle tage sig af. Der var meget skoleadministration og personaleledelse,” fortæller Bent Serup.
Selvom Vejle Idrætshøjskole var økonomisk udfordret i Bent Serups tid på skolen, blev der taget nye initiativer i perioden. Det var således også en driftig periode på facilitetssiden på VIH, hvor man etablerede ny fodboldbane, beachvolleybane, nyt træningscenter og moderniserede teorilokaler.
”Rundt om i landet blev der bygget mange fodboldbaner, og vi havde nogle forskellige landshold til træningssamling hos os. Så jeg diskuterede med kommunen, om vi kunne lægge flere baner, men det var umuligt i en fredet skov. Den var død. Men jeg rendte tilfældigvis ind i Jim Stjerne Hansen, der var generalsekretær i DBU, og jeg spurgte ham om de her baner. Han mente, at vi hellere skulle have nogle kunstgræsbaner, og derfra fik jeg involveret kommunen, DBU, skolen selv, Team Danmark og DIF. Vi lavede et stormøde, hvor vi drøftede tingene, og det blev besluttet, at hvis vi kunne komme med tre-fire millioner, ville DBU og de andre støtte med resten. Så det blev realiserbart. Det betød også, at vi kunne købe kursuscentret af DIF for en krone, hvilket betød, at vi blev kreditværdige og fik nogle lån hjem. Vi kunne også gennemføre højskolekurser i det kommercielle center, DIF-centret, dengang. Det gav noget positivt, og det fik det hele til at hænge sammen. Det havde ikke så meget med højskolen at gøre, men jeg betragter det som en sejr, og jeg var godt tilfreds med det forløb,” siger Bent Serup i dag om forløbet.
Hårde kampe
Alligevel kommer man ikke uden om, at hans tid på Vejle Idrætshøjskole var præget af en hård tid for den samlede højskoleverden. Det smittede også af på Bent Serups arbejde som forstander på VIH.
”Jeg tror, at min bestyrelse på et tidspunkt havde en bagtanke med min ansættelse, at jeg skulle lukke skolen. Det havde jeg fået hvisket i øret, men jeg tænkte ”fandeme, nej, det gør jeg ikke”. Det er en arbejdsplads, og der er mange mennesker, der er afhængig af den. Det er en højskole med en lang tradition, så den skulle overleve. Det var mit udgangspunkt og mit synspunkt. Men vi fik nogle økonomiske problemer, ikke mindst til sidst,” siger Bent Serup.
”Men vi prøvede en masse modeller af for at få ”bogført” nogle årselever. Vi opfattede det nok delvist som en kriseperiode. Vi tænkte i PR, og vi tænkte i korte kurser, rejselinjer og andre baner for at få noget nyt ind og tiltrække nogle mennesker. Vi havde ekstremt mange golfkurser, som gav en masse penge og besøg af nogle gode mennesker, men det gav også en masse arbejde. Vi havde også bridgekurser udover de traditionelle hold med korte kurser,” tilføjer han
I løbet af sin tid som forstander kæmpede Bent Serup også for at få etableret en efterskole under samme tag som højskolen. Bent Serup husker tilbage på et bumlet forløb, der først blev forløst, da han ikke var en del af skolen længere.
”Jeg havde en grundide om, at jo flere ben man kan stå på økonomisk set, jo mere sikkert står man. Det kan godt være, at et af benene bliver lidt kortere, men så er der stadig tre andre ben at stå på. Det var grundtanken. Jeg havde kursuscentret, jeg havde de korte kurser, og jeg havde højskolekurserne. Det var tre lidt vakkelvorne ben. Så hvorfor ikke lave en efterskole? Jeg undersøgte sagen og kørte rundt i Danmark, hvor jeg talte med alle mulige mennesker om det. Vi havde så en visionsdag i medarbejdergruppen, hvor jeg redegjorde for mine tanker. Det var lidt for tidligt, kunne jeg mærke.”
”Efterfølgende havde jeg en sygdomsperiode, hvor jeg ikke var på skolen, men da jeg kom tilbage, tog jeg ideen om med det samme. Jeg tog fat i bestyrelsen om ideen, men de syntes heller ikke om det. De fandt ikke ideen god, så jeg lukkede den ned. Efter noget tid blev jeg kontaktet af Vejle Boldklub, som vi havde et godt samarbejde med, og de ville gerne lave en efterskole. Jeg sagde, at de gerne måtte foreslå det til bestyrelsen, men jeg ville ikke gøre det. Tiden var ikke moden til, at jeg skulle foreslå det igen.”
”Vejle Boldklub foreslog så bestyrelsen, at man lavede en efterskole, og den ide købte de. Det var de også nødt til, for det gik ikke så godt økonomisk. Og så kom efterskolen efter at jeg var taget derfra. Det glæder jeg mig over i dag, og jeg blev også glad, da jeg fandt ud af, at man ville etablere efterskolen,” fortæller Bent Serup.
Højskolen er uundværlig
Bent Serup stoppede som forstander på Vejle Idrætshøjskole i 2006, og de hårde år som forstander betød også, at han havde et følelsesladet farvel til VIH.
”Da jeg forlod skolen, var jeg inde i mig selv lidt bitter. Sådan er det. Jeg syntes, at jeg havde sat skub i nogle ting, som jeg ikke kunne se enden på, mens noget andet var gået godt. Økonomien var heller ikke den bedste. Men da jeg så slap det hele, blev jeg virkelig lettet, for så var der et ansvar, der var taget fra mig. Det gav en lettelse, men efterfølgende tænker man jo, om man kunne have gjort noget anderledes. Det kan man ikke gøre noget ved, og så må man lede efter nye mål i tilværelsen, og det fandt jeg gennem familien, mine børn og børnebørn,” siger Bent Serup.
Hvis han kunne spole tiden tilbage og give sig selv et godt råd, inden han begyndte som forstander, ville han opfordre sig selv til at have mindre travlt.
”Tag det lidt mere roligt. Jeg havde så travlt med at komme derudaf, for jeg ville have det op at stå. Jeg havde fået et råd om at tage det roligt, men det gjorde jeg ikke. Det skulle jeg have gjort. Jeg prøvede så vidt muligt at være meget loyal overfor værdigrundlaget, dagligdagen og måden at køre skolen på. Det havde to årsager: For det første skulle jeg følelsesmæssigt forstå det, jeg kom ind i. For det andet skulle jeg vide, hvorfor jeg ville ændre på tingene, og hvad jeg ville ændre. Det tog noget tid, men jeg havde alt for travlt. Det handler om at skynde sig langsomt,” siger Bent Serup, der stadig har en plads til VIH i sit hjerte den dag i dag.
”Jeg prøver på afstand at følge med, om det går godt. Det gør det, og det er dejligt at se. Det er rigtig rart for mig, at der er kommet en helhed, så efterskole og højskole hænger sammen på en ordentlig måde og bliver ledet godt. Det er virkelig i fremdrift, og det kan godt lade sig gøre med to skoleformer under samme tag. Det glæder mig. Det er et skønt sted. Der var skiftende forhold, da jeg var der, men det var grundlæggende godt. Jeg glædede mig hver morgen til at gå over i spisesalen, hen på kontoret og i Globen. Det gjorde jeg,” siger Bent Serup, som fremhæver mentaliteten i Vejle som noget af det mest positive ved sin forstandertid.
”Udover de forskellige skærmydsler vil jeg sige, at det er en dejlig skole med en dejlig beliggenhed. Mentaliteten og det menneskelige klima er dejligt. På et af vores korte kurser havde jeg nogle bekendte, som kom og spillede golf på højskolen. Det var nogle erhvervsfolk, og en af dem sagde til mig: ”Hvordan dælen bærer du dig ad? Vi bliver enormt godt behandlet, for alle smiler og er hjælpsomme. Folk ser ud til at nyde at være på arbejde her.” Det glædede mig virkelig at høre, for det betød, at han var kommet til en højskole,” siger Bent Serup.
Han anser Vejle Idrætshøjskole som en vigtig institution som del af højskoleverdenen.
”Så længe der kommer elever, er den uundværlig. Så er den vigtig i sig selv. For det betyder, at der er nogen, der bliver inspirerede og har lyst til at være en del af fællesskabet. Der er mange elever nu, og derfor er skolen uundværlig i dag. Jeg mener stadig, at samfundet ikke kan leve og udvikle sig uden højskolen som institution. Det frivillige, tiden til refleksion og udvikling som mennesker, kan Danmark ikke leve foruden. Slet ikke i nutidens Danmark, der er turbulent. Der er nogle værdier, der skal fastholdes. Så kan det være, at man er interesseret i musik eller fodbold, men det er kun en del af det. Det væsentlige er samværet, dialogen og tætheden,” fastslår Bent Serup.
