At være en minoritet og alligevel have noget til fælles med flertallet
På min gamle arbejdsplads var jeg ‘en minoritetsgruppe’ blandt de ‘sporty’, der altid deltog i kollegiale løbeevents samt i elevernes idrætsundervisning både af lyst men også som led i en pædagogik om at motivere og være en rollemodel for især pigerne. På Vejle Idrætshøjskole er jeg ‘en minoritetsgruppe’ sammen med én anden lærer, der ikke underviser i idræt. Måske er det min mission i livet at være lidt på kanten, hvorfra jeg f.eks. har udsyn over, at man sagtens både som lærer og som elev kan bane sig vej ind og blive en central del af en gruppe ved at have øjne for, ikke kun hvad der adskiller os som sports-mennesker eller ikke-sports-mennesker, men også hvad der forener os som mennesker, og hvad vi har til fælles. I hvert fald har jeg den vision, at vi i højskolen kan skubbe til vores elever, både dem på kanten og dem i midten af fællesskabet og være med til at give dem troen på og indsigten i, at fællesskabet og vores pladser heri er dynamiske, så vi kan udvikle os ved at møde og støde ind i nogen, der ikke før var en del af vores ekkokammer.
Alle har ret til at præge fællesskabet og ingen ‘var der først’
Jeg fandt min vej ind i Vejle Idrætshøjskole som timelærer i efteråret 2015 efter i 13-14 år at have arbejdet med integration af flygtninge og indvandrere på sprogskoler, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. I mit tidligere arbejde var udgangspunktet ofte, at der var nogen, ‘der var der først’, der var et fællesskab eller en norm, som mine elever skulle integreres ind i. På højskolen er det en fantastisk gave, at alle dumper ind på samme tid, og har lige stor ret til og mulighed for at præge deres fællesskab og deres højskoleophold; det nye minisamfund, det nye minidemokrati, de er havnet i.
Nogle gange skal der tvang til…
På den måde tror jeg på, at højskolen som rum skaber en umiddelbar og anderledes følelse af ligeværd og ligeberettigelse for eleverne, der kan give dem en ny start og forhåbentlig for de fleste føre til et øget demokratisk selvværd. Men jeg tror også på, at vi som skole og som lærere ikke bare skal lade det hele ske naturligt, ad frivillighedens vej, men at vi også via en vis form for tvang, strukturelt skal skabe nogle rammer, der er befordrende for den udveksling, der sker mellem eleverne og dermed bane vej for en øget grad af folkelig oplysning.
På højskolepædagogisk uddannelse sætter jeg lup på mangfoldigheden på Vejle Idrætshøjskole
Ved at være så privilegeret at få lov til at komme afsted på Højskolepædagogisk uddannelse (HPU) 2018 til 2019 har jeg fået den mulighed for at sætte lup på vores arbejde med eleverne og samtidig bevæge mig op i helikopteren for et større overblik og udsigt ud over det pædagogiske landskab ikke kun på Vejle Idrætshøjskole men i hele højskolebevægelsen.
Alene det at diskutere, debattere og reflektere over folkehøjskolernes historie, tradition, hovedsigte og virke, mens man opholder sig 5 uger på et skoleår ude på 5 forskellige højskoler sammen med 16 forskellige lærere fra forskellige højskoler giver udsyn og dermed en øget indsigt i egen praksis, det være sig både Vejle Idrætshøjskoles praksis og min egen lærerpraksis sat op i mod skoleformen.
Som led i HPU skal hver lærer sammen med deres forstander desuden udvælge et projekt, som de skal arbejde med og skrive rapport over. Dette arbejde er slet ikke afsluttet endnu, ligesom tanken også er, at det skal føre til en praksis, hvor vi som lærergruppe bliver skarpere på, hvad vi skal og kan gøre, som kan øge den folkelige oplysning og dermed skabe grobund for, at mangfoldigheden får bedre vilkår både i løbet af selve højskoletiden, men navnlig i resten af elevernes liv og dermed til gavn for samfundet, hvor vi har forståelse for og tillid til hinanden.
Danskerne findes i mange modeller
Jeg besluttede mig for at arbejde med mangfoldighed, og i grove træk går projektet ud på, at danne et detaljeret overblik over, hvad vi allerede har af eksisterende tiltag og pædagogiske greb, der styrker mangfoldigheden og lave nogle nye interventioner i højskolehverdagen, der har mangfoldighed som omdrejningspunkt. På den måde er det tanken, at vi som skole og lærergruppe skal ende med en palette af nyttige, pædagogiske redskaber, som virker.
I den første uge med eleverne fik alle elever via sangens kraft et umiddelbart fokus på forskellighed ved, at vi valgte at synge Ebbe Kløvedal Reichs ’Danskerne findes i mange modeller’ flere gange. Kun 1 elev kendte sangen, før de kom på Vejle Idrætshøjskole. Et eksempel på, at sangen havde gjort indtryk, viste sig ved, at en gruppe drenge valgte at udsmykke deres dør med et citat fra sangen: Danskerne findes i mange modeller, for livet kræver mangfoldighed.
En ‘tvunget’ samtale med en næsten fremmed…
De øvrige fotos afspejler en af de aktiviteter, jeg har lavet som del af mit mangfoldighedsfokus. Det viser elever, der sidder i Havestuen på Vejle Idrætshøjskole på en dag i oktober, lige inden der ankommer 40 nye elever. Selvom fokus på det tidspunkt i semesteret er rigtig meget på, hvad gør vi for at inkludere de nye elever i fællesskabet, så handler det denne formiddag om, at få dannet flere rødder og nye, alternative rødder i det allerede eksisterende fællesskab. Lærergruppen har denne dag stillet en portrætopgave, der via en række konkrete spørgsmål skal føre til, at eleverne i par taler sammen og derefter skriver et portræt af hinanden. Det inviterer til en samtale menneske til menneske mellem elever, der ikke i forvejen har en tæt relation og som måske ikke naturligt finder hinanden. De går på samme elevhold, har måske fag sammen, men derudover har vi ikke kendskab til, at de har en større kontakt. Vi har matchet dem ud fra forskellige principper og kriterier, vurderet, at det kunne tjene begge parter godt at få øjnene op for hinandens verdener, baggrund og livssyn.
En automatisk folkelig oplysning og en folkelig oplysning, der hjælpes på vej
Portrætterne bliver til slut hængt op på elevgangene ud for deres værelser. På den måde tjener opgaven også et formål for andre elever, end lige det samtalende par, både resten af elevholdet, og de nye elever, der starter den samme dag, der på den måde kan læse og snuse sig til lidt indsigt i den eksisterende elevgruppe. Da de nye elever kommer laver værelseskammeraterne næste dag den samme opgave med deres nyankomne bofæller, så der hurtigt bliver sat ord, fortællinger og ansigter på de nye navne.
På et elevhold opstår der selvfølgelig helt naturligt bånd, der sker en udveksling og langsomt en gensidig forståelse i fag, samvær og læringsfællesskaber mellem forskellige mennesker; man kunne kalde det en folkelig oplysning. Man kunne hævde at eleverne helt automatisk ved at komme på højskole får øjnene op for forskellige menneskers forskellige måder at være i verden på, og dermed kan træde ud af højskolen som myndige mennesker, der kan bruge den erhvervede forståelse af samfundets mangfoldighed i deres videre liv.
For at skubbe til denne proces blander vi i Vejle eleverne på værelser, de har fag sammen, de er på team sammen, de vasker op sammen, de gør rent sammen. Vi mikser dem ved enhver given lejlighed og i vores fag ’Det gælder livet’ får de den bundne opgave at fortælle deres egen historie og på den måde give hinanden indblik i alternative sociale eller personlige livssituationer.
Kan man lære at blive bedre til at tale med andre?
Portrætopgaven giver også eleverne mulighed for i en mindre formel ramme at komme tættere på hinanden, ligesom den forærer de elever, der ikke er gode til, har modet til eller har naturlige skabeloner for, hvad man kan spørge om endsige at small-talke eller tale om større emner, en ramme at samtale inden for, der forhåbentlig strækker ud over den givne situation og giver mod på flere af den slags samtaler. Samtaler mellem forskellige mennesker fører til øget kendskab, hyppigt også til øget forståelse og med en øget forståelse - en stigende anerkendelse af forskelligheden og et syn på, at den beriger vores liv og styrker sammenhængskraften på skolen først og forhåbentlig siden i samfundet.
Af øvrige konkrete tiltag som projektet indtil nu har båret med sig kan nævnes:
- Indslag på lærermøder om mangfoldighed med fokus på læreres og elevers mangfoldighed
- Ankomsttalen til eleverne havde mangfoldighedstema indlejret i sig
- Morgensamlinger om mangfoldighed
- Elevaktiviteter med mangfoldighed som tema, alle står i cirkel og går ind i cirkel, hvis de matcher forskellige udsagn
- Spørgeskemaundersøgelse med refleksion over mangfoldighed i eget liv
- Udvikling af skabelon, der kan bruges fremadrettet til at italesætte forskellighed mellem eleverne
- Individuelt tiltag ift. at løfte elev længere ind i elevgruppen ved at undervise ekstra i dansk sprog og dermed give konkrete redskaber og formåen
- Internationale elever afholder morgensamlinger og workshops med fokus på kultur
- Særligt tiltag som del af samværet for at ryste elever ekstra sammen ved kropslig kom-hinanden-ved kombineret med small talk-opgave i 3. weekend på elevophold
Hvordan Folkehøjskolerne bidrager til en øget sammenhængskraft i samfundet
Der tales om polariseringstendenser i samfundet, hvor forsamlingshuse er et særsyn, hvor færre sender deres børn i Folkeskolen, hvor de ellers ville møde social forskellighed. Hvis vi kun omgås folk, der ligner os selv - inden for vores eget ekkokammer - kan den manglende kontakt med folk fra andre sociale klasser end vores egen have en negativ effekt på fordomme, føre til mindre forståelse og lavere grad af solidaritet. Vi har brug for at møde forskellige mennesker for at holde fast i den sociale sammenhængskraft i samfundet - og det sker ude på Folkehøjskolerne! Gennem et aktivt arbejde med mangfoldighed, som f.eks. det vi laver på Vejle Idrætshøjskole arbejdes der mod en social forståelse, der rækker ud over de fællesskaber, som eleverne ellers naturligt indgår som dele af.
“Jeg tror, jeg bliver en person, der bedre kan forstå minoriteter”
På en af årets sidste dage med efterårets elevhold er mine internationale teamelever samlet for at fortælle hinanden en personlig historie om, hvad der har gjort mest indtryk på dem i løbet af deres halve år på skolen, hvad den mest betydningsfulde forandring var for dem. En af mine teamelever starter sin historie med at fortælle, at det har været det bedste halve år i hendes liv, at hun har fået venner for livet, og hun fortsætter med at hylde tanken om, at hun har udvidet sin comfort zone og er stolt af at have fundet ud af, at hun som person, mentalt og fysisk, kan kapere meget mere, end hun troede var muligt.
Men hendes historie rækker ud over den individuelle succes, da hun fortæller videre.
‘Jeg tror også, at jeg kommer til at blive en person, der meget bedre kan forstå minoriteter, end jeg har kunnet før, fordi jeg nu som international selv har prøvet at være en minoritet - har prøvet, hvad det vil sige at føle sig uden for fællesskabet og at skulle kæmpe sig ind i det, at have prøvet at forlade sit trygge land, sin trygge kultur med familie og et kendt sprog. Det er en gave og en kompetence, som jeg tager med videre i mit liv.’
Som teamlærer, højskolemor og med tanke på mit og skolens mangfoldighedsprojekt bliver jeg med hendes fortælling glad og stolt. Og samtidig vokser mit håb på sammenhængskraftens og samfundets vegne. Og med håbet vokser troen på, at det vi laver på Vejle Idrætshøjskole giver mening i et højere perspektiv.
