Martin Olsen, højskolelærer, holdt følgende tale til afslutningsmiddagen med forårsholdet 2018. Rammen var spisesalen lige efter hovedretten - og tilhørerne sad langsomt og sagde farvel til deres højskoleophold på Vejle Idrætshøjskole.
En aften for nogle uger siden sad jeg med min computer, lidt i min egne tanker , da jeg pludselig fik uventet besøg af en gammel ven. Måske kender ham I ham?
Han hedder Steffen – Steffen Brandt. Forsanger i bandet TV2.
Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg havde savnet at tale med ham.
Vi talte om højskolen, om jer og jeg fortalte, at I snart skal ud i virkeligheden igen. I samtalen var der særligt et spørgsmål vi blev ved med at vende tilbage til: “Hvad sker der når højskole-mennesket møder virkeligheden og menneskene i den?”
Jeg spurgte Steffen om han kunne have lyst til at skrive en sang om jer og jeres møde med virkeligheden.
Han sagde ja på den betingelse, at han havde lov til ikke, at omtale jer direkte i sangen. Det kunne jo gå hen og blive et hit, så gik det ikke rigtig en have en tekst, hvor VIH-eleverne stod omtalt eksplicit.
Hovedpersonen bliver en pige, er det okey, sagde Steffen? – “selvfølgelig :)”. Jeg kender jo historien bag sangen og det gør I også nu.
Sangen blev færdig og jeg står med den her.
Vil I høre den?
“Det eneste hun ville var at danse” (TV2)
Alt hvad hun ville var at danse
natten ung og smuk og usandsynlig
gemt i sin elskedes arme
tæt på ligeved og næsten friMen fyren som var hendes kærlighed
sad midt i en alvorlig diskussion
om ting af væsentlig og stor betydning
som inderst inde ikke angår nogenDet eneste hun ville var
at danse bare en enkelt nat
drømme uden at vågne op igen
og nogen syns måske det var lidt synd
og andre skreg af grin
langt de fleste lod som ingentingOg festen var en lang og ensom tale
hvor ingen hørte hva hinanden sagde
alt hva hun ville var at danse
og bare slippe ud derfraDet eneste hun ville var
at danse bare en enkelt nat
drømme uden at vågne op igen
og nogen syns måske det var lidt synd
og andre skreg af grin
langt de fleste lod som ingentingSå dansede hun pludselig der på gulvet
lidt usikker alene og forladt
og uden at nogen rigtig så det
forsvandt hun i den iskolde natAlt hvad hun ville var at danse
glemme alting, mens det stadig sker
flygte i sin elskedes arme
hviske ord som ingen husker merDet eneste hun ville var
at leve bare en enkelt gang
drømme uden at vågne op igen
og nogen syns måske det var lidt synd
og andre skreg af grin
langt de fleste lod som ingenting
Er hun ikke lidt naiv, hende pigen!? – den er også lidt trist – er den ikke? – det var også min første tanke.
Det er ikke ligefrem en sang om livsmod – er det?
Steffen: “Er du nu sikker på det – en af tekstens moraler er, at man skal tage imod de danse man bliver budt op til!.” “Jamen, hun bliver jo ikke budt op til dans – de er jo hende, som gerne vil danse?” Ja, nemlig. – det er hende der byder op til dans!
Hun ved, hvad hun vil. “Hun vil jo bare danse. - endda bare en enkelt dans?!” Synes du, at hun er uambitiøs!? Jeg kender ikke svaret på, hvad der henholdsvis er stort og småt at gå efter i livet - gør du?
Ja! – denne pige er simpelthen noget helt særligt.
Jeg får lyst til at udtrykke mig som jeg forestiller mig den gamle cykelsportkommentator Jørgen Leth ville have udtrykt det, hvis han havde mødt hende.
”Hende pigen, som vil danse – hun er dejligt, jeg kan lide hende, hun er dejlig”.
Ja, hun er dejlig og er måske er slutningen ikke så trist alligevel!
Hun ved hvad hun vil, men det ser ikke ud til at nogen vil danse med hende.
Hvis ingen vil danse må man jo bare danse selv. Det kan være svært at stå alene på et dansegulv, men hun gør det.
Hun taber dog næsten modet, men indser heldigvis, at hun bare ikke er et sted , hvor hun kan danse, som hun gerne vil. Så hun må forlade stedet og prøve lykken et andet sted. Hun ved om ikke om stedet hun søger findes, men sådan må det være.
Sådan, er denne pige – modig og kærlig.
Så kære elever gå ud i virkeligheden og byd de mennesker I møder op til dans. Hvis ikke de siger ja , så ha’ lidt tålmodighed med dem – spørg dem igen ,men spørg ikke i det uendelige.
Det er Ikke nødvendigvis sikkert at menneskene i virkeligheden kan se, hvad jeg kan se. At, I kommer med alt, hvad er der er jer også selvom at alle de bedste højskolesange står skrevet i panden på jer… Måske er der ligefrem nogen der synes er det er lidt synd for jer , når I kommer med alt det der højskole – måske nogen skriger af grin. De fleste vil nok lade som ingenting…
Men, det skal I ikke tage så tungt.
I skal tværtimod insistere på det som står i panden på jer - ikke ved at pege på det som står skrevet, men på den måde I er i verden på.
Gå ud i verden og ram dem i møder kærligt men også hårdt . De skal ikke være i tvivl om, at de er blevet ramt. Jeg ved, at de har brug for at møde jer og alt det højskole i magter at slæbe med ud herfra:).
Kort sagt - gå ud i virkeligheden og gør en forskel! – intet mindre.
Men lige inden i gør det, synes jeg, at I skal nyde de sidste timer på VIH.
Og jeg kan bare sige tillykke med det fællesskab og de oplevelser i har haft med hinanden og tak, fordi I gav mig lov til at lære jer at kende.
