Den 1. december 2019 var en særlig dag på Vejle Idrætshøjskole og Idrætsefterskole, da vi for første gang i mange år fejrede en ansat som har været her i 25 år. Niels Bech Kristensen blev fejret i forbindelse med hans 25 års jubilæum. Jeg har samlet lidt brudstykker fra Niels’ 25 år på Vejle Idrætshøjskole.
Tale fra skolen
Nedenstående er uddrag af den tale, Peter Sebastian Petersens holdt til Niels på dagen. Udover de ansatte deltog også to af de tidligere kollegaer fra pedelafdelingen, nemlig Aage Sørensen og Jørnn Rathleff, samt skolens forstander fra 1994 - Ole Worm.
Peter Sebastian Petersen sagde:
25 år - der er sket meget i verdenen omkring os, men bestemt også her på stedet. Men er der sket noget med dig, ja sikkert, men på mange måder tænker jeg du er den samme. Jo jo, noget er jo ændret, men grundlæggende.
I din ansøgning sendt til skolen i juni 1994, skriver du ikke meget om din personlighed. Det virker ret troværdigt, at du ikke skriver så meget om dig selv. Men du skriver dog følgende: Du er vant til at være i kontakt med alle mulige typer af mennesker. Det har du da virkelig fået prøvet af her. Men det mest konkrete personlige du skriver er:
Jeg er et stille og roligt væsenI den anerkendelse du har fået fra dine kollegaer i foråret står der bl.a. følgende:
Du er noget af det mest jyske man kan forestille sig (steady as a rock), rolig, god og lun.Du oversolgte dig bestemt ikke i din ansøgning.
Ifølge kollegaerne kunne du bl.a. have tilføjet følgende: Du er meget fleksibel og loyal, du klarer alle udfordringer også at håndtere det pædagogiske personale. Du er venlig, arbejdsom og hjælpsom.
Hvad man ikke helt kunne vide dengang i 1994 var efter min overbevisning, at dit arbejde her blev meget mere end et arbejde, og at du blev meget mere end en pedel. Skolen blev en stor del af din livssil med alt hvad det indebærer - herunder også en sårbarhed, når specifikke relationer er gået lidt i knude eller når det er gået skidt for skolen.
Du er tilfreds hvis du blot kan få et svar. Gerne præcist - nej eller ja. Til tider påpeger du, at du næsten ikke kan huske, hvornår du sidst har fået et nej, men som det går nu og med din ydmyghed, ja, så er det vel ikke så ulogisk.
Som leder på en kombineret skole under den frie skoleform, ser jeg det som en ære at have en kollega som dig.
Tale fra kollegaen
Efter Peter Sebastians tale rejste Niels mangeårige kolleaga, Torben Rode, sig og fortalte nogle små anekdoter.
Torben Rode fortæller:
Jeg har arbejdet sammen med Niels i mange år, og jeg har da lidt historier om Niels.
Tidligere brugte Niels nogle billige briller. Når han kom på arbejde, så kunne han mangle en brillestang og gå og brumme lidt over det. En anden dag kom Niels på arbejde, og han klagede over, at han ikke rigtig kunne se noget i dag. Når man så kiggede lidt på brillerne, som den dag godt nok havde to brillestænger, så manglede han det ene brilleglas. Det er nok godt nok, at han til sidst fik købt sig nogle briller af lidt højere kvalitet.
Der har også været plads til drillerier i pedelafdelingen. Tidligere sad vi i vores egen lille frokoststue på pedelkontoret, og den dag spiste vi ostemad. Jeg skulle lige på toilet. Da jeg kom tilbage spise jeg resten af min ostemad. Bagefter ærgrede de andre pedeller sig over, at jeg ikke havde opdaget, at de havde lagt et elastik under osten på min mad.
Der var også den morgen, hvor Niels sagde til mig, at vi skulle have renset svømmebassin. Det var jeg selvfølgelig klar på. Niels sagde så til mig, at jeg skulle have en dykkerdragt på først. Jeg virkede lidt mistroisk, men han forsikrede mig om, at den var god nok. Niels fortalte også, at det kan godt være svært at holde sig nede på bunden, så jeg kunne få nogle blystøvler på. Niels sagde så til mig, at hvis jeg gerne ville have luft, så havde han også en slange, jeg kunne få i munden, som jeg kunne trække vejret igennem.
Det viste sig selvfølgelig ikke at være helt sandt, men på det tidspunkt vidste Niels ikke, at vi senere ville få en biologisk renset svømmesø, hvor det kan blive nødvendigt at trække i fuldt dykkerudstyr for at rense alle algerne af i bunden af bassinet.
Niels fortæller
Jeg fangede Niels en smuk morgen ved svømmesøen, mens vi kunne skue ud over det meste af matriklen. Der er ingen andre, der kender skolen så godt som Niels. Han lærte hvor alle ting var - hver eneste lille kloakdæksel og krybegang - i sine første år som pedel af pedelkollegaen, Aage Sørensen.
Stedet for samtalen lige ved siden af poolen er meget velvalgt. Jeg spørger Niels, hvor på skolen han har et helt særligt tilhørsforhold til.
Det må nok være poolen. Jeg har brugt rigtig mange timer med at holde det gamle friluftsbassin i gang. Jeg har været med til at gøre bassinet klar og male det hvert år i min ansættelse, indtil vi fik bygget et nyt. Det bliver vel 25 gange. Og derefter skulle der bruges en del tid på at holde det kørende med fx klorbalancen nede fra teknikrummet med de gamle pumper.
En dag for et par år siden blev jeg lidt overrasket en morgen - tidligt - hvor jeg var gået ned i rummet for at tjekke værdierne. Nogle af højskolens piger sprang tidligt i bassinet den morgen, så jeg kiggede ud af vinduet fra teknikrummet for at se, hvad de dog skulle der så tidligt om morgenen. Jeg tænker, at de havde set mig gå derned, men måske havde de ikke tænkt på, at der var et vindue for de smed alt tøjet henne i den anden ende af bassinet. De var åbenbart ved at tage nogle billeder til en kalender, de gerne ville mindes højskoleopholdet med.
Det var også ved poolen vores tidligere pedelformand en dag havde set, at der kom lidt vand ind i Globen, men klokken var blevet fire - og så var det jo fyraften. Næste dag stod der 20 cm vand i Globen. Jeg havde ferie på det tidspunkt, men der var jeg nok ikke taget hjem.
Niels fortæller, at der vel har været seks forstandere - med de konstituerede - i den tid, han har været pedel på skolen. Det har været en turbulent tid, hvor der i starten var 136 højskoleelever og venteliste til meget få højskoleelever og opstart af efterskolen i 2007 til nu, hvor der er er fuldt hus både på højskolen og efterskolen.
Jeg blev ansat lige efter Globen og den nye kursusfløj var blevet bygget. I mange år gik vi hovedsageligt rundt og passede bygningerne og reparerede det, der var gået i stykker. I starten kunne vi komme du for, at vi skulle tage de knækkede skovl med ind på kontoret for at få lov til at købe en ny. Det er meget anderledes end nu, hvor vi næsten aldrig får nej til at købe noget, som vi har brug for. Der har været perioder, hvor det ikke var så let at få et klart svar - måske også fordi økonomien var lidt stram - til nu hvor vi for det meste får en hurtig afklaring.
Men hvad får så Niels til fortsat at holde fast i jobbet som pedel på Vejle Idrætshøjskole?
Jeg kan godt lidt at det er så frit. Vi skal sørge for at tingene kører, og så kan vi selv organisere vores arbejdsdag. At der er så mange forskellige opgaver. Jeg kan godt lide, at jeg den ene dag sætter en gipsvæg op, mens jeg den næste dag slår græs og passer det udendørs. Hvis jeg kun skulle gå rundt at være håndværker, så vil det ikke være lige så sjovt. Jeg kan godt lide at servicere folk.
Det er også dejligt at være sammen med mange forskellige mennesker. Man skal nok være interesseret i idræt, for mange af snakkene handler om sport. Me ndet er dejligt at snakke med så mange forskellige mennesker - og se alt det liv, der er omkring skolen.
Fodboldbanerne på Vejle Idrætshøjskole har altid været i rigtig god forfatning, og DBU har i mange år tiltroet ungdomslandsholene at være her i sommerferien til deres årlige landsholdstræf.
Det har også været sjovt, da vi fx havde DBU’s ungdomslandshold rendende rundt her i sommerferierne. Alle landsholdspillerne har jo været her på ungdomslandsholdene, inden man vidste om de blev til noget. Jeg sørgede for banerne. Efter et par år lærte man, hvad der skulle være på plads for at DBU ville godkende banerne. De skulle vandes og slås hver dag. Bare det at de fik lidt vand, og de så at vi kørte rundt derude, så var de ofte tilfredse. Jeg fandt ud af, at hvis jeg bare drøftede banerne med DBUs ansvarlige, så godkendte de hurtigt banerne.
Niels kigger jævnligt forbi skolen - også i ferieperioder eller hvis nogle fra skolen ringer og spørger om noget.
Jeg kører gerne op på skolen. Selvom det sommetider bare er at trykke på en knap. Det ved dem der ringer jo ikke. Jeg kører også sommetider forbi i ferierne bare lige for at se om det hele er som det skal være - eller om der skulle være gået et vandrør eller noget andet.
Niels fortæller også lidt om sin ansættelse.
Jeg arbejdede tidligere med facadearbejde, hvor vi skulle bære nogle rigtig tunge vinduer - og jeg bøvlede med ryggen, så jeg skulle finde noget andet at lave. Jeg så annoncen i avisen. Jeg kom op til samtale, hvor jeg lige kom ind på kontoret til højre for hovedindangen. Der sad vi så et kvarters tid og snakkede sammen, og så gik jeg ned af vejen igen. Jeg fik ingen rundvisning eller så andet af skolen, inden jeg blev ansat og startede to måneder senere i december 1994. Det var lidt spøjst.
Flere gange nævner Niels, at han ikke går så meget op i at huske tilbage, men han kommer lige inden vi slutter i tanke om…
Et år lavede vi også en aprilsnar på Ole Worm, som var forstander på det tidspunkt. På vores gamle kunststofbane havde vi lavet en jordbunke, der lignede et muldvarpeskud, og så gik vi ind til Ole for at sige, at han lige skulle gå med. Ole var noget bekymret:
Hvad skal vi dog gøre ved det- indtil vi ikke kunne holde masken længere. Resten af dagen gik vi rundt og ventede på, at han ville gøre gengæld, men det gjorde han aldrig.
