Forside til Vejle Idrætshøjskoles Sange
Forside til Vejle Idrætshøjskoles Sange

Vi må aldrig glemme de gamle sange - og da slet ikke højskolens egne sange. Derfor kan du nu let finde noderne - og lytte til sangene på de mest udbredte streamingtjenester eller købe dem som download.

Højskolesangbogen fylder rigtig meget på Vejle Idrætshøjskole. Men højskolen har også sine egne sange. Den første blev skrevet helt tilbage i 1949, mens den seneste blev skrevet i 2017. For nogle år siden var Knud Thomassens hustru, Anna, som sædvanligt gæst ved elevforeningens gensynsweekend, og hun havde en håndskrevet sang i lommen, og ved jubilæumsarrangementet for de tidligere elever i Globen gav hun skolens musiklærer, Mille Sigsgaard Christensen, sedlen i hånden, for den sang ville hun gerne synge. Anna sagde, at det var skolesangen, men den var ikke lige blevet spillet for nyligt, så Mille kendte ikke melodien. Faktisk havde jeg heller ikke hørt den før, og jeg har været på skolen sammen med fire musiklærere i næsten 20 år.

Vi havde altså en sang, som stadig betyder noget, og jeg synes det er en skam, hvis højskolens egne sange skal gå i glemmebogen. Derfor har vi brugt en del energi på at sikre sangene, bl.a. ved at få skrevet noderne rigtig ind, finde historierne bag sangene, indspillet dem og ikke mindst sunget dem med vores nuværende elever.

En ny melodi er opstået

I 1993 i forbindelse med Globens indvielse skrev Sten Kaalø et smukt digt, som Signy Jensen skrev en flot melodi til. Melodien er dog ikke for begyndere, og musiklærerne efter Signy har ikke fået den til at fungere så godt sammen med eleverne til fællessang. Derfor var Kaaløs digt også ved at blive helt glemt i arkivet, og hvis det sker, så glemmer vi jo også, at “alting må vi skønsomt dele, så ingen står med ingenting.”

Kristian Enevoldsen har derfor i 2018 skrevet endnu en melodi til sangen, og måske kan den melodi genoplive ordene i sangen til fællessang, så sangen har nu to rigtig fine melodier, som man kan variere mellem.

Både tidligere og nuværende musiklærere har hjulpet

Jeg har fået rigtig stor hjælp fra de tidligere musiklærere. Signy Jensen (højskolelærer fra 1976-1996) har hjulpet med at spille sangen fra 1949 og 1993. Anders Krintel (højskolelærer 2001-2007) har hjulpet med at få noderne til alle sangene skrevet rigtigt ind, så det i hvert fald ikke skal afholde os fra at spille dem. Nuværende musiklærer, Mille Sigsgaard Christensen (ansat 2009), har spillet sangene med eleverne - og har været indstillet på, at vi også synger de historiske sange på Vejle Idrætshøjskole.

Sangene er blevet indspillet

Mille Sigsgaard Christensen har samlet de dygtige pianister, Charlotte Støjberg og Kristian Enevoldsen, i det lokale studie elkjermusik.dk for at indspille sangene professionelt. Mille (Sigsgaard Christensen) synger selv på sangene. Det er der blevet et rigtig lytteværdigt resultat ud af, og vi fik blod nok på tanden til også at udgive det.

Hvad er mere nærliggende end at vælge andelsforeningen digidi.dk, hvor formålet netop er at sikre at alle kan få lov til at udgive musik på en let måde, men stadig med et utrolig professionelt setup. Det betyder bl.a., at tekstforfattere og komponister automatisk får varetaget deres rettigheder, men også at sangene bliver skubbet ud på samtlige musik- og streamingtjenester.

En ny jubilæumssang har set dagens lys

Anna Thomassens skuffelse over, at melodien til den oprindelige skolesang ikke var kendt på skolen længere, var første trædesten til at få helt styr på Vejle Idrætshøjskoles sange. Den anden trædesten var beslutningen om at få skrevet en sang i anledning af 75 års jubilæet, som Peter Sebastian Petersen beskriver i en anden artikel.

Du kan læse mere om sangene her på sitet, og brug gerne kommentarerne hvis du har oplevelser med de enkelte sange.

Læs mere om alle sangene

Frem i takt (1949)
Den oprindelige skolesang på Den Jyske Idrætsskole skrevet i 1949 af William O. Hansen og Karl-Olav Dahlbæk.
Som grenen bryder ud af stammen (1993)
Skolesang skrevet af Sten Kaalø i forbindelse med indvielsen af Den Jyske Idrætsskoles nye foredragssal, Globen, i 1993 med musik af Signy Jensen.
Her i Nørreskoven (2010)
VIH-sangen skrevet af højskolelærer, Mille Sigsgaard, sammen med elever og lærere på forårsholdet 2010.
En sang om livsmod (2017)
Morgensang skrevet af Dy Plambeck og med musik af Michael Bojesen i forbindelse med højskolens 75 års jubilæum 2017/18 og efterskolens 10 års jubilæum.
Som grenen bryder ud af stammen (2018)
Sang skrevet af Sten Kaalø i forbindelse med indvielsen af Globen i 1993. Melodi af Kristian Enevoldsen i 2018.

Højskolesangen fylder meget

Vi vil gerne synge meget på Vejle Idrætshøjskole, og eleverne kommer til at holde rigtig meget af det. Det er så vigtigt for os og eleverne, at det faktisk er det allersidste vi gør i et semester, inden vi siger farvel til eleverne.

Eleverne synger den sidste sang i Havestuen ved forårsholdet 2018
Eleverne synger den sidste sang i Havestuen ved forårsholdet 2018